DSB kiosker sælger propaganda for sekt

Det omdiskuterede Scientology skjuler sig bag nyt glittet magasinSektpropaganda markedsføres nu på glitterpapir. DSB kiosker byder Scientologys magasin „Another World“ velkommen, og Dansk Supermarked er heller ikke afvisende.- Det er en lovlig organisation, der på lovlig grund udgiver et blad med et lovligt indhold, udtaler direktør for personaleadministrationen i DSB, Ole Amby, til gratisavisen Urban.
„Another World“ serverer Scientologys budskab gennem filmstjerner og jagerpiloter i actionprægede historier. Og hemmeligheden bag bl.a. John Travoltas og Kirstie Alleys succes er den særlige meditationsteknik, dianetik. Men ikke et eneste sted på de 68 sider kommer det frem at afsenderen er Scientology-sekten.
– Vi forholder os ikke til bladenes indhold – hverken moralsk, etisk politisk eller religiøst – kun forretningsmæssigt, siger DSB direktøren til Urban.
Dansk Supermarked, der driver Føtex, Bilka og Netto, vil ikke afvise at Scientologys propaganda kan havne på deres hylder:
– Der er jo nogle, der tror på Scientology og går ind for dét., siger den indkøbsansvarlige.
Hverken kioskkæden „7eleven“ eller „Coop Danmark“, der er fælles for Brugsen, Kvickly og Fakta, vil dog have noget med bladet at gøre.
Scientology påstår, at 70 pct. af alle psykiske lidelser og afvigelser kan helbredes med dianetik. Bevægelsen kalder sig en „kirke“, selv om den mest ligner et forretningsforetagende med en tvivlsom moral. Gennem et utal af kurser skal deltagerne opnå en højere bevidsthed. Selv i bevægelsens nye „katekismus“ er der ikke plads for anden gud end mennesket selv, og „at hans åndelige frelse afhænger af ham selv og hans fæller og hans evne til at opnå fællesskab med universet“.
Scientology startede i begyndelsen af 1950’erne i USA og har spredt sig til 129 lande verden over.