Undervisning:
Du er frelst, selv om du er syg

Brev:

Kære Orla Lindskov
Jeg er syg.
Jeg har hele mit liv været en troende. Det er jeg også stadig. Men oftere og oftere sniger den tanke sig ind på mig, om jeg er fortabt. Jeg har hørt forkyndelse om, at det græske ord for frelse også skulle betyde helbredelse, og at disse to ting derfor skulle følges ad.
Mangler vi syge noget i at være med på Himmelvejen?
Den syge, København.

Svar:

Kære syge
Jeg vil gerne som svar på dit brev prøve at afklare nogle ting vedrørende frelse, og jeg vil tage udgangspunkt i Jesu undervisning.
Men inden jeg gør det, vil jeg gerne understrege overfor dig, at det at være syg ikke er et tegn på, at du ikke er frelst. Det er heller ikke et tegn på mangel på tro. Tværtimod er Gud allernærmest ved os under sygdom, lidelse og nød.
Sygdom kan derimod være en svær prøvelse for vores tro. Og sammen med sygdom kommer der ofte fordømmelse, tvivl og anfægtelser ind i den syges sind. Det har jeg mødt rigtig mange gange.
I Jesu undervisning i en af hans lignelser har frelse noget at gøre med indholdet i vores hjerte og indholdet i vores liv.
Den lignelse, jeg taler ud fra, er lignelsen om den rige mand og Lazarus. Den kan vi læse i Lukas-evangeliet kap. 16, vers 18-31. Det er en lignelse, som er meget kontant.
Med denne lignelse fortæller Jesus os, at det, der er afgørende for vores frelse, er, hvordan vi lever vores liv, og hvordan vi behandler vores med-mennesker.
Trospræstationer, tilbedelse af Gud på den ene eller den anden måde, religiøse ceremonier, kirkelige gudstjenester, moralsk levemåde m.m.. Disse ting kan være meget gode. Men de nævnes ikke med et eneste ord af Jesus som det, vores frelse afhænger af.
Det afgørende er, hvordan vi behandler vores medmenneske, og i særdeleshed vores medmenneske, som er i nød. Andre frelses-betingelser giver Jesus ikke i denne lignelse. Det kan godt give os noget at tænke over.
I denne lignelse som i de andre lignelser, Jesus fortæller, opfattes livet her på Jorden som en forberedelsestid, som en prøvetid.
Hvad man gør her på Jorden, eller hvad man undlader at gøre, får store konsekvenser siden hen. Sådan er Guds retfærdighed. Det skal vi indrette vores liv efter.
I lignelsen om den rige mand og Lazarus møder vi to mænd, hvis skæbne her på Jorden var kædet sammen, uden at de selv vidste det.
Vi må ikke tro, at den rige mand kom til pinestedet, bare fordi han var rig, og den fattige Lazarus i Abrahams skød, blot fordi han var fattig. Det er ikke der, Jesus vil hen.
Når den rige mand kom til pinestedet, så er grunden den, at han gik fejl af sit livs mål. Denne fejltagelse var skæbnes-vanger, og den stod ikke til at ændre efter døden. Moseloven taler f.eks. klart om den riges pligt overfor den fattige. Læs 5. Mosebog kap. 15, vers 11.
Der står det klart, at den rige skal gøre godt med sin rigdom. Det gjorde den rige mand i lignelsen ikke. Måske kendte han ikke lovens bud, måske kunne han ikke læse. Det er en mulighed.
Gud bøjer sig derfor ned og kommer ham til hjælp i skikkelse af den fattige Lazarus. Det er tæt på, at vi kan se det på den måde.
Hvis den rige mand havde haft et rigtigt hjerte, så havde han ved at se på den fattige og syge Lazarus forstået, at her var der en, som havde brug for hans hjælp. Der kaldes på den rige mands medfølelse og kærlighed; men forgæves.
Den rige mand levede i den fejltagelse, at hans rigdom blot var til at nyde. Gud prøvede at vække ham op; men det hjalp ikke.
Ud fra denne lignelse er der ingen tvivl om, at der findes en måde at leve livet på, der fører til fortabelse.
Den, som ikke ud fra Bibelens ord eller ud fra sit eget hjerte kan lytte sig ind til livets mening, kan ikke frelses, for der er ikke noget at frelse.
Den, som tror, at rigdom er tilværelsens eneste mål, har forvekslet middel med mål.
Den rige mand havde fået store midler betroet; men han bemærkede ikke den opgave, der fulgte med. Han overså den fattige og syge Lazarus. Selv hundene havde mere medfølelse end den rige mand. De slikkede Lazarus’ sår.
Forventede Gud, at den rige mand skulle give al sin rigdom væk. Næppe. Det er ikke pointen i lignelsen.
Gud har skabt mennesket i sit billede med kærlighed, medfølelse og barmhjertighed. Hos den rige mand var disse egenskaber gået tabt. Gudspræget var borte. Der var ikke noget tilbage at frelse.
Vi har ikke selv valgt at blive født; men vi får selv lov til at afgøre, om vi fortsat ønsker at leve hos Gud og i Guds kærlighed ud over jordelivets grænser.
Troen på Jesus er døren til det evige liv. Det er kristendommens grundsten. Men hvad mener vi, når vi taler om troen på Jesus ?
Er det troen på, at Jesus har levet her på Jorden sådan rent historisk? – Og stadigvæk findes?
Nej, Bibelen siger, at den tro har de onde ånder også, og de skælver.
Bibelen taler om frelse af nåde og ved tro. Men hvad slags tro menes der da?
Troen på Jesus er troen på hans ord og følgelig, at man lever efter hans ord og handler på dem.
Det beskriver Jesus klart i Mattæus-evangeliet kap. 7, vers 24: „Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.”
Frelse og evigt liv afhænger altså ikke af, om du er syg eller rask, men af dit hjertes og dit livs indhold. Gud forlanger ikke, at vi skal være fejlfri; og vi har nok alle noget af den rige mand i os.
Men Hans vilje er, at vi skal bevare os selv i hans kærlighed og barmhjertighed. Hertil har han sendt os Helligånden som vores hjælper.