Når ægtefællen ikke tror…

En virkelig beretning af Christel Høfler, som er byrådsmedlem Da det gik op for mig, hvad Jesus Kristus havde gjort for mig på korset, kom jeg til at græde. Senere ville jeg forklare min mand, hvad der var sket med mig, men han kiggede uforstående på mig. Hidtil havde han betragtet mig som en stærk kvinde – endda ofte kaldt mig for en ”mande-undertrykker”. Og nu græd jeg som en besat og forsøgte at forklare ham, at der var sket noget vidunderligt med mig. Når jeg i dag tænker tilbage, kan jeg godt forstå min mands reaktion. Det var ganske enkelt for overvældende for ham.
For også at gøre ham, den vigtigste person i mit liv, begejstret for Jesus, gik jeg til opgaven fuld af energi. Munden stod ikke stille på mig. Men mine talegaver gjorde ikke så let indtryk på min mand, som jeg havde forestillet mig det. I stedet klappede han helt i. I mellemtiden havde hans familie fornemmet, hvad der var sket med mig. Ligesom hans moder var han bekymret for, om jeg var blevet fanget af en eller anden sekt.

Ikke mange kan sætte sig ind i, hvor presset en kone kan føle sig, hvis manden ikke tror på Gud. Hun skal bestandigt træffe beslutninger, som bliver set og kommenteret fra to sider. På den ene side ægtemanden, familien og vennerne – på den anden side menigheden.
Da min mand ikke var troende, havde vi forskellige holdninger til mange områder af livet. Et stridspunkt var gudstjenesten. Tidligere havde vi også haft forskellige opfattelser af, hvad vi skulle lave om søndagen, men nu skulle jeg altid til gudstjeneste om formiddagen, hvor min mand måske ville spise sent morgenmad og bagefter cykle en lang tur.
Dertil kom familiens indvendinger. Invitationer til middag lød principielt til senest kl. 12. Det var næsten ikke til at nå for mig, og min mand blev ofte sur, fordi vi kom for sent – og heller ikke familien var begejstret. Det ville have hjulpet mig meget, om man kunne have skubbet tidspunktet en halv time. Men man ville ikke hjælpe mig. Jeg burde indse, at jeg skulle holde mig væk fra menigheden og komme til fornuft igen…
Heller ikke i menigheden mødte jeg altid forståelse. ”Det er vigtigt at komme regelmæssigt til gudstjeneste!” lod de mig vide. ”Du er nødt til at knytte kontakter!” Samtidig lå der i lokalet en uudtalt formodning om, at jeg var enten indbildsk eller mærkelig, fordi jeg ofte gik lige efter gudstjenesten for at komme hurtigere hjem. Dertil kom det velmente råd ”invitér ham dog med til gudstjenesten”, når jeg sagde, at min mand ventede på mig derhjemme.

Ofte måtte jeg genoverveje mine beslutninger fra uge til uge. Følgende overvejelser hjalp mig:
– Havde jeg været meget ude i den forløbne uge?
– Var min mand ofte alene hjemme, måtte han vente på mig?
– Er arrangementet så vigtigt, at jeg absolut skal være personligt til stede, eller er det nok, at jeg hører det på bånd?
– Hvordan kan jeg vise min mand, at han stadig er vigtig, men samtidig gøre ham klart, at jeg har brug for åndelig næring?
– Kan jeg invitere min mand med til et arrangement, uden at han føler sig presset?
Netop i starten af mit nye liv som troende var det vigtigt for mig at træffe ligesindede – frem for alt fordi jeg stod alene i ægteskab, familie og vennekreds. Derfor ville jeg gerne deltage i en bibelkreds, hvor jeg kunne udveksle synspunkter med andre om søndagens prædiken eller om bibelstykker, som jeg ikke forstod. Men min mand var alt andet end begejstret herfor. ”Det er nok, at du løber hen i menigheden hver søndag,” mente han. Igen skulle jeg træffe en afgørelse. Skulle jeg trods hans modstand deltage i en bibelkreds – og hvis ja, skulle det så være hver uge eller kun hver fjortende dag?
Med megen tålmodighed og indfølingsevne spurgte jeg igen min mand, om han ikke kunne gå med til, at jeg deltog i en bibelkreds. Og han gav oftere og oftere efter og sagde, det var OK. Men hvis der var dage, hvor det ikke passede ind i hans program, blev jeg hjemme eller tilbød at gøre det. Det afgørende var altid at vise ham: ”Du er vigtig for mig!” – også selvom vi havde forskellige meninger.

Men det væsentlige var, at hvad angik brug af tid og penge i menigheden, så nåede vi altid hinanden. Da min mand f.eks. var strengt imod at bruge penge på menigheden, gav jeg kun af min egen løn.
Igen og igen kom vi ligeledes til at tale om min tro, når vi var sammen med vore venner. Der begik jeg den fejl at fortælle vore venner, at Jesus nu stod på førstepladsen i mit liv – før min mand. I dag kan jeg forestille mig, hvordan det må have indvirket på ham. Hvordan skulle han også kunne håndtere det? Hvis jeg havde sagt, at en anden mand, altså et menneske, stod på førstepladsen, ville han have kunnet drage sammenligninger. Men hvordan skulle han forholde sig over for Jesus, der ganske vist var et menneske, men dog var uden fejl? Med mit udsagn gjorde jeg ham jaloux på Jesus, for han vidste straks, at han ikke havde nogen chance mod ham.
Venner og bekendtes kommentarer gik lige fra ”du er en skør kule” til ”nu er du gået over gevind”. Da en af vore bedste venner i en tale sagde: ”Det ville jeg have forbudt min kone,” følte min mand sig bestyrket. Det hjalp ikke, at vennens kone mente, at det ville hun ikke have ladet sig forbyde.

Der var især ét bibelcitat, som udfordrede mig i mit ægteskab: ”Ligeså skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, for at de af mændene, der er ulydige mod ordet, kan blive vundet uden ord gennem deres hustruers livsførelse, når de får syn for jeres rene, gudfrygtige liv.” (1. Pet. 3,1-2). Min første tanke var: ”Underordne? Jeg, som klarer det meste her?” At omsætte dette bibelske princip til virkelighed faldt mig meget svært, og det gør det stadig den dag i dag. Hvad vil det i det hele taget sige, ”underordne”? Blindt følge? Ikke gøre indsigelser? Det tror jeg ikke, det betyder. Længere henne i samme afsnit står der, at mænd skal behandle deres hustruer hensynsfuldt (1. Pet. 3,7). Her tales der om at agte, ære og vise hensyn. Dette kapitel har ofte hjulpet mig, når jeg skulle afgøre, om jeg skulle underordne mig min mands mening eller ej.
Imidlertid overvejer jeg nøje, om min mands afgørelser er i samklang med Guds bud. Hvis ikke, siger jeg det til min mand og er samtidig ikke parat til underordne mig. Dog forsøger jeg altid at være kærlig, også selv om vi er uenige.

I mellemtiden har min mand sadlet om på mange områder. Hvis deltagelse i bibelkreds var svært for mig i starten, hører det nu fast til min planlægning af ugen – jeg kan endda invitere deltagerne hjem til os. Jeg har ligeledes også flere gange deltaget i kvinde-weekendarrangementer i menigheden. Hvor der tidligere slet ikke var nogen kontakt til menigheden, kender min mand nu personligt et par kristne derfra. For et stykke tid siden forærede han mig endda en studiebibel og gik med til, at jeg højt bad bordbøn, før vi spiste.
Jeg kan nu sige, at min mand ikke mere betragter min tro som en personlig trussel. Ind imellem diskuterer vi endda trosemner. Men lige så hurtigt, jeg fornemmer, at det bliver for meget for ham, gearer jeg ned.
Jeg er klar over, at vi også vil få problemer i vores forhold, hvis min mand begynder at tro. Men da kan vi så i fællesskab lægge dem frem for Gud. Nu må jeg gøre det alene, men Gud er pålidelig og trofast.
Jeg vil gerne sætte mod i alle, som befinder sig i en lignende situation som min. Selv om det måske ser ud, som om vi er alene, er vi det ikke. Faderen i himmelen sørger for os og sætter os sammen med mennesker, som hjælper os. Selv når vi oplever mørke og tunge tider, er Jesus med os og giver os håb for den nye dag.