Godt, man er i god tid…

Er der nogen, der har set Domkirken i Odense!?Jeg var meget for sent på den! Jeg skulle til bryllup i Odense Domkirke. Jeg kan finde rundt i København og Århus, men Odense… Den plejer jeg faktisk bare at køre igennem, når jeg skal hjem på ferie hos min familie. Jeg stod tidligt op og kørte med toget til Odense. Da jeg skulle væk fra toget, havnede jeg på cykel-P-pladsen. „Godt, at jeg har god tid“, tænkte jeg, mens jeg fandt frem til selve banegårdsbygningen.
En dame fortalte mig, at hvis jeg fandt Magasin, så lå Domkirken lige der. „Godt, at jeg har god tid“, tænkte jeg igen. Men så sagde hun, at det kun tog 10 min at gå derhen. „Måske kunne jeg have taget et senere tog“, tænkte jeg og begyndte at blive træt.
Det var faktisk ikke svært at finde stedet. Pludselig lå Magasin der, og på den anden side af gaden dukkede en enorm kirkebygning op. Der var stadig 20 min. til vielsen skulle begynde kl. 10.30, så jeg gik ind i Magasin.
Så var der 15 min., til den skulle begynde, og jeg gik over til kirken. „Mærkeligt, at der er så tomt foran døren“, tænkte jeg. Jeg troede, at der ville være fyldt med biler og folk i fint tøj. Langsomt fyldte bange anelser mig. Jeg gik hen og åbnede døren og stirrede til min rædsel ind i en fuldstændig tom kirke! Jeg antastede et par folk, som alle sagde, at det VAR Domkirken. De måtte tage fejl, tænkte jeg, for jeg var sikker på, at Domkirken ville være fyldt med folk.
Jeg begyndte nu febrilsk at lede efter stedet for receptionen. Måske var kirken i nærheden. Klokken nærmede sig faretruende tidspunktet, hvor vielsen skulle starte.
Jeg så for mig, hvordan jeg forpustet ville kaste mig mod indgangen til kirken og vælte ind, når bruden var ved at gå ind. Eller måske ville en hel kirke forventningsfuldt vende hovederne, når døren med et brag faldt i bag mig… og jeg ville med et undskyldende smil finde en ydmyg ståplads i et hjørne. Pinligt.
Sidste udvej. Jeg sms’ede gommens bror og spurgte, om det VAR i Domkirken. Jeg regnede ikke med et svar på det sene tidspunkt, men overraskende nok svarede han. Det VAR i Domkirken. 5 min tilbage. Og nu var der langt tilbage til kirken. Jeg begyndte at løbe, mens jeg pustende spurgte folk om vej. Jeg fandt haven bag ved kirken og løb i fuldt firspring gennem den. Jeg løb rundt om kirken og nåede hoveddøren. Igen åbnede jeg døren og sandelig, om der ikke stod et par folk i jakkesæt oppe foran. Men kirken var stadig tom… Jeg prøvede at se kontrolleret og rolig ud, da jeg så henkastet som muligt spurgte kirketjeneren om, hvad tid brylluppet begyndte. „11.30.“ Jeg var kommet en time for tidligt. Godt, man er i god tid…