Venstre sidebanner eksempel

„Sorte får“ har også ret til varme

KFUM’s Sociale Arbejde har netop udgivet en rapport om omsorg i socialt arbejde: „Du kan altid komme igen!“ Omsorg er noget, der sker i øjenhøjde, og hvis øjenhøjde er identisk med gulvhøjde, er det dér, den starter, skriver ugens kronikør…Af Kristian Kristiansen,
Forfatter, Odense

I filmen „Sound of Music“ ser vi i de indledende scener den unge Maria, der forbereder sig til noviciatet, dvs. til en fremtid som nonne, begive sig uden for klosterets mure. Hun MÅ bare ud. Inden for de ærværdige mure er hun blevet formanet om både dit og dat; her har man aldrig hørt nogen fløjte, end ikke salmer. Nu er hun så gået ud i sin Guds frie natur og giver sig glæden og livet i vold ved at synge i vilden sky. Men hvor smuk den sky dog er!

Imens farer de andre nonner forvirrede rundt og leder efter hende på bakker og i dale. Åh, den Maria, den Maria, dette vort sorte får! bliver det kærligt-opgivende sagt. Men en anden af søstrene giver straks udtryk for, at heller ikke sorte får kan undværes i den store sammenhæng. Sorte fårs uld giver nemlig også varme.
Det er rigtige ord, og de er vigtige altid at holde sig for øje, når vi taler om omsorg, om samfund og om frivilligt, socialt arbejde. Omsorg er – som jeg ser det – ikke nogen offentlig opgave som sådan; det er derimod en menneske-til-menneske-sag; det er først et du og et jeg, og så er det et „os“. Dvs. at omsorg helt grundlæggende ikke kan institutionaliseres. Omsorg er noget, der sker i øjenhøjde, og hvis øjenhøjde er identisk med gulvhøjde, er det dér, den starter.

Sorte fårs uld giver også varme

KFUM’s Sociale Arbejde har netop udgivet en interessant rapport om omsorg som metode i socialt arbejde. „Du kan altid komme igen“, hedder den, og her giver bl.a. en værestedsleder udtryk for, at det i forhold til gæsterne er vigtigt at holde fast i, at de oplevelser, der er ved det talte ord, er„vældigt vigtige“. Vi kunne ikke være mere enige. Der er en afgrund til forskel på ikke at værdige én et ord og så det at fortælle ham, at han er OK. Forskellen er omsorg, og den ligger i ordene.
Jeg arbejdede, husker jeg, engang som frivillig på et bestemt værested. Der var tilknyttet en bosteds-funktion. Alting foregik normalt uden, at der var noget særligt at skrive hjem om. Men én ganske bestemt nat viste sig at blive ud over det ordinære. Det var ordenes skyld. Aldrig har jeg oplevet så stort et nærvær, så intens en intimitet. Og det lå alt sammen i ordene.
Jeg skulle netop til at slukke lyset i stuen og begive mig til køjs, da hun kom ned ad trappen. Om jeg var på vej i seng? Jeg svarede hende, som sandt var – medmindre altså hun følte, der var noget, vi havde brug for at tale sammen om.
Hun havde det bare dårligt, sagde hun. Kunne ikke falde i søvn. Kunne ikke finde hvilen, ikke finde roen.Vi satte os ind i opholdsstuen og tændte lidt op i pejsen. Satte os i sofaen sammen. Så spurgte hun ad, om jeg ikke godt ville læse lidt op for hende. Jeg holder meget af Johannes-Evangeliet, sagde hun. Og den tekst blev så de næste timers udgangspunkt: „I BEGYNDELSEN VAR ORDET, OG ORDET VAR HOS GUD, OG ORDET VAR GUD“, hedder det i indledningen.
Dét er ord med magt, med kraft og fylde. Der kan ikke sættes faktuelle ord på, hvad der skete den nat. Kun ét tør jeg sige. Ordene talte til os hver især i situationen, og næste morgen var vi ikke de samme. Det var nærmest en renselses-proces. Vi var som forandrede. Vi havde fattet nyt mod til at tage hånd om hendes situation. Hun var en af de piger, man ellers formaner os til ikke at lege med. Af årsager, jeg ikke kan komme ind på, blev hun betragtet som et af de sorte får. Egentlig bad hun ikke om så meget. Ville bare gerne være menneske. Nægtede at acceptere sin brændemærkning.

Vi skal lytte og give os tid

Undertiden går mine tanker også til en yngre mand, der fik lejlighed til at tale fortroligt med en af de frivillige inde på en af Kirkens Korshærs varmestuer i Odense. Talt er måske så meget sagt. Tudet sig igennem sine sidste 25 års livshistorie, ville være en mere korrekt beskrivelse. Kleenex-bunken bare svandt og svandt. Men han fik sagt, hvad han havde brug for. Han fik lette sit tunge hjerte. Og der var nogle, der lyttede. Og som sagde, at de havde al den tid, der var brug for. Og den tog de så. Næste morgen var en ny verden. Også han var en del af folden. De sorte fårs fold. Han tænkte måske ikke så helt konkret over det dengang, men i sit generobrede liv fik han hen ad vejen små informationer – lidt her, lidt der – om folks opfattelse af ham. „En af dem på bænken“. Jeg ved det fra sikker kilde. Jeg spillede nemlig selv hovedrollen i den historie. Den eneste grund til, at den fik en lykkelig slutning, var ordene. At jeg kunne formulere dem, og at der blev taget imod dem. At JEG blev taget imod, som den jeg var. Jeg blev ikke pylret om, men jeg fik omsorg. Sådan helt grundlæggende.

Vi har alle en hyrde til at tage vare på os

Jeg tænker tit på, hvor utrolig dygtige vi små mennesker er til at bygge mure op, drage skel og sætte i bås. Der er A-holdet, og der er B-holdet. Der er arbejdsstyrken, og der er ældrebyrden. Der er dem, der kommer ind med 12-toget fra Århus, og der er københavnerne, hvem al visdom er givet.
Der er narkomanerne og alkoholikerne, der gensidigt tildeler hinanden den tvivlsomme ære „at sumpe“. Der er de, der er lange i kødet, og der er de unge, de smukke og de smækre. Der er de over-40-årige, der formodes sådan i al almindelighed at være både fede og færdige. Og så er der den der fåreflok. Her er det de sorte får, der skiller sig ud. Men der er – eller der BØR være – en hyrde til dem alle. Alle ER noget; ingen er INTET. Også sorte fårs uld giver varme.
Altertavlen i Fly Kirke på Skive-egnen forestiller den gode hyrde i hedelandskabet og vakte ved sin afsløring i 1894 ikke ringe opstand. Det viste sig nemlig, at et enkelt fejlfarvet får havde forvildet sig ind i billedet i forgrunden til højre, og præsten måtte skyndsomst forsikre, at der ingen sorte får var i HANS menighed!
Den nuværende præst er dog citeret for at have vedgået, at vi jo alle er sorte får, og at det er derfor, vi har hyrden til at tage vare på os.
Hvorom alting er, så er kunsthistoriens næsten talløse billeder med den gode hyrde som det centrale motiv faktisk lidt af et studium i sig selv. Tilsammen viser de hans og det frivillige, sociale arbejdes og omsorgens funktion. På nogle af billederne driver han med sin stav vredt den ulv bort, der glubskt søger at gøre indhug i hjorden. På andre igen bærer hyrden lammet på sine skuldre igennem alle forhindringerne og al tumulten på dets vej. Hyrden ses også på vej ned ad den stejle skrænt for at forhindre det vildfarne får i at ryge ud over afgrundens kant. Og endelig er der de billeder, hvor vi ser hyrden vandre roligt af sted i spidsen for hele flokken. Der er sikkerhed og tryghed for alle i dét fællesskab. Det er ikke et „jeg“; det er ikke et „du“. Det er et „os“.
„Vi går SAMMEN, Kristian“ – det er en bemærkninmg, jeg godt kan erindre mig fra svundne tider.

Som ringe, der breder sig i vandet

Omsorg nytter. Den, der vil nå mange, når ingen. Men den, der vil hjælpe få, når mange. Det er ringene, der breder sig i vandet.
Digteren Bertolt Brecht anlægger et helt jordnært omsorgs-perspektiv i sit digt „Herberget“. Det handler om en mand, der står på gaden i New York og samler ind, så de hjemløse kan få plads i herberget. Men han er samtidig klar over, at det ikke forandrer verden fundamentalt:
„Dette forbedrer ikke forholdet mellem menneskene. / Dette afkorter ikke udbytningens tidsalder. / Men nogle mænd har fået plads på herberget. / Vinden bliver holdt borte fra dem en hel nat. / Sneen, der ville være faldet på dem, falder på gaden“.
Håbløsheden er ikke total.

Læs selv omsorgs-rapporten på www.kfumsoc.dk.