Døm ikke, men bed!

Der vil komme et tidspunkt, hvor frelsen, magten, Guds rige samt Kristi myndighed vil blive åbenbaret på jorden. Mens vi venter tålmodigt på denne herlige begivenhed, kan ånden i denne evige realitet fås i eje, hver gang et folk beslutter sig for at vandre uden kritik og dømmesyge, og i stedet vender sig mod renhed, kærlighed og bøn for hinanden.

Der findes Gudbestemte fremgangsmåder til at irettesætte i en kirke. Disse irettesættelser skal foretages af »I, som har Ånden… med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet!“ Dit formål skal være at »hjælpe ham til rette« (Gal 6,1). Dog skal anklager mod en ældste ikke engang modtages, hvis der ikke er to eller tre vidner (1 Tim 5,19). De »vidner,« der bliver talt om her, er øjenvidner, ikke det såkaldte »åndsvidne,« som en og anden modtager, løsrevet fra de kolde og synlige kendsgerninger. Alt for ofte er disse påståede »vidner« sendt fra helvede for at ødelægge en kirkes harmoni med rygter og sladder.
Når den bibelske metode til at rette en situation ignoreres, åbnes der en dør for dømmesyge, kødelig kritik og fordømmelser, hvilket er et tegn på, at »vore brødres anklager« angriber kirken. Hvor disse synder er aktive, bliver Helligåndens bevægelse begrænset: få bliver frelst, kraften er lille, og den åndelige autoritet forkrøblet. En sådan kirke er i alvorlig fare. For i sandhed at være salvet til at bringe Kristi irettesættelser til en kirke må man være salvet med Kristi motiver.
Skriften siger klart, at Jesus »altid lever og vil gå i forbøn for dem« (de hellige) (Rom 8,34; Hebr 7,25). Gud kalder os ikke til at dømme hinanden, men til at bede for hinanden. Hvis vi ser et behov i Kristi legeme, må vi bede og ikke blot kritisere. Vores mønster må være at følge Kristus i opbygning og genrejsning, ikke at efterligne brødrenes anklager i at finde fejl.

For mange år siden tilhørte jeg en landsdækkende kristen organisation, som havde en sand vision fra Gud, men også flere alvorlige problemer. På samme tid var jeg præst i en lille kirke, og jeg følte, at vi måske skulle forlade denne organisation på grund af det, som var forkert. Sammen begyndte menigheden og jeg at søge Herren med fyrre dages faste. Da tiden var gået, skrev jeg en »liste« med klager, og idet jeg holdt dem op for Gud, bad jeg (temmelig selvretfærdigt), »Herre, se på disse menneskers fejl. Hvad skal vi gøre?«
Omgående svarede Herren, »Har du set disse ting?« »Ja, Herre,« svarede jeg, »jeg har set deres synder.« Hvortil Han svarede, »Det har jeg også, men jeg døde for dem; gå du hen og gør ligeså.« Fra den dag af fandt jeg nåde fra Gud til at søge, at være en kilde til liv og bøn, uanset hvor jeg tjener Gud.
Ser du, vi vil altid tjene i kirker, hvor noget er forkert. Vores reaktion, på det vi ser, beskriver, hvor meget vi virkelig ligner Kristus. Hvis vi ser svaghed i Kristi legeme, er det vores opgave at levere styrke. Hvis vi ser synd, må vores reaktion være at være et eksempel på renhed. Når vi opdager frygt, må vi bibringe mod, og hvor der er verdslighed, må vi vise hellighed. Vores opgave er at træde ind i forbønnen og blive stående, indtil Kristi legeme er genopbygget i det pågældende område.

Francis Frangipane gav sit liv til Jesus i 1970 og blev gift med sin hustru Denise i 1971.
I 1980 flyttede de sammen med deres seks børn til Cedar Rapids i Iowa, hvor Francis begyndte at skrive bøger.I 1982 blev han præst i en lokal kirke, der efter en fusion med en anden kirke blev til River of Life Church, hvor Francis har været „senior pastor“ siden. Desuden er Francis i dag leder af kirkens udadrettede arbejde River of Life Ministries. Francis kald er at opmuntre og undervise kristne til at leve et liv i hellighed og efterfølgelse af Jesus.
Francis har i alt skrevet 11 bøger. Denne artikel er fra bogen De Tre Slagmarker, som han skrev i 1989. Denne udgave er udgivet af Forlaget Scandinavia i 1993.