På Diakonhøjskolen vil mænd være pædagoger
Mens seminarier landet over slås med lave ansøgertal, kan Diakonhøjskolens pædagoglinje melde om venteliste til forårets semester. Og så er halvdelen af holdet endda mændÅRHUS – Søndag 30. januar starter 26 nye studerende på Diakonhøjskolens pædagoglinje. Det er fuldt hus, og endnu flere ansøgere står på venteliste til at starte uddannelsen.
Den store interesse for skolen sker i en periode, hvor flere andre seminarier melder om problemer med at fylde deres hold.
Samtidig er det opsigtsvækkende, at 12 af de kommende 26 studerende er mænd. Netop mænd er en mangelvare på landets seminarier, og derfor har man flere steder oprettet særlige linjer, der i højere grad skal appellere til mændene og vække deres interesse for pædagogfaget. Men på Diakonhøjskolen i Århus er interessen der i forvejen.
– Det er spændende og tankevækkende, at i en tid hvor ansøgertallet falder generelt, så stiger det her på Diakonhøjskolen. Måske hænger det sammen med en generel interesse for eksistentielle livsspørgsmål, siger forstander Henrik Stubkjær.
Der er mange andre bud på, hvorfor netop Diakonhøjskolen mærker en voksende interesse for pædagoguddannelsen – og hvorfor den interesse også smitter af på mændene.
For det første har skolens studerende mulighed for at kombinere den faglige pædagoguddannelse med uddannelsen til diakon, hvor der er fokus på det religiøse, det etiske og på den menneskelige kontakt.
En tendens, der er oppe i tiden, og som nu også ser ud til at slå igennem på skolens ansøgertal. En anden årsag er fokus på socialpædagogik og på specialpraktikker, idet mange diakoner beskæftiger sig med samfundets allersva-geste på væresteder og opholdshjem.
Endelig kan det have indflydelse, at skolen tilbyder uddannelsen i et højskolemiljø, hvor man bor, spiser og lever på skolen under studierne. Det er blandt andet med til at give den teoretiske del af uddannelsen et modspil i et fællesskab, hvor man ikke kun læser om sociale kompetencer eller om at organisere arrangementer, men faktisk hver dag afprøver færdighederne i praksis.
Måske spiller det også en rolle, at Diakonhøjskolen sidste år blev godkendt af SUstyrelsen, så skolens studerende nu kan få SU.
– jeli