Vi fristes ligesom Jesus

Jørgen Mortensen, præst i Apostolsk Kirke på Filippavej i København, udlægger ugens tekst

Hvad tænker du umiddelbart på, når du læser om Jesu fristelse i ørkenen?
– Beretningen er en gentagelse af den ’første fristelse’ i Edens have. „De så, at frugten var dejlig at spise af og tiltrækkende at se på.“ Og fristeren stiller spørgsmål ved, „om Gud virkelig har sagt..?“
Her møder Jesus de samme fristelser som ’den første’ Adam. Han falder bare ikke.
– Han styrer igennem dem og spoler hele fristelsesfilmen baglæns, nulstiller nederlaget og demonstrerer overfor mennesker og Djævelen, at det ikke behøver at få det udfald, som det fik med Adam. Djævelen er ikke uovervindelig.
Der er to fejltagelser, man kan gøre med Djævelen: Den ene er, at man tror, Djævelen ikke findes. Det gør han, og det er et af hans helt store trick at få mennesker til at tro, at han ikke findes. Den anden er at tro, at Gud og Djævelen er ligemænd. Det er de på ingen måde. Djævelen er en gnom. Han er på ingen måde mægtig, men han er snedig, og hans bedste våben er anklage, bedrag og forførelse.


Bliver vi fristet på samme måde i dag, som Jesus blev?
– Ja, fristelserne rammer de samme steder for os alle. Kampen står om tre områder: Guds Ord, denne verdens herligheder og vores behovstilfredsstillelse.
For det første: Vort grundlæggende forhold til Gud bygger på tillid, at vi hviler i, at det, han siger, er sandt, og at hans ord står til troende. Jesus kaldes for ’Guds Ord’ og viser, at han ikke bare ’spiller med musklerne’ overfor Djævelen, men han citerer Guds ord for ham.
– Jeg tror, mange er faldet i synd eller bukket under i en prøvelse, mens de bad. Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus ikke bad under fristelsen. Bøn kan fylde tankerne endnu mere med fristelsen. Fyld tankerne med Guds ord, det er bedre, og bekæmp Djævelen med ordets sværd: tal Guds Ord, citér det – det gjorde Jesus.
– For det andet: Vort forhold til denne verdens herligheder er en stadig kilde til konflikt. Ejer verden os, eller ejer vi verden. Venskab med verden er fjendskab med Gud. Det er hele spørgsmålet om magt, penge og indflydelse. Skriften siger, at vores himmelske far ejer al sølvet og guldet, og han vil sørge for alt, hvad vi har brug for.
– Gud er ikke imod magt og velstand eller denne verdens herligheder. Det hele står og falder med måden, vi får dem på. Djævelen, som kaldes „denne verdens fyrste“, kunne give Jesus alle verdens riger. Men det havde sin pris. „Du skal tilbede mig“, sagde Djævelen til Jesus.
Det ville betyde samme afgivelse af suverænitet, som Adam havde afgivet. Gud har en anden måde at vinde verden på. Det er samme måde, som Josef fik ’hele det egyptiske rige’ på, gennem død over selvet. Jesus vandt hele verden ved sin død.
– For det tredje: Fristeren sætter ind på vore behov. Rom 8 siger, at „de kødelige attrår/vil det kødelige og de åndelige attrår/vil de åndelige“. Den gamle oversættelse bruger ordet ’attrå’. Det er en variant af at ville noget, en dyb indre længsel, en kærlighed til noget. Det er denne dybe længsel, Djævelen sætter ind overfor. Vi indlærer eller betinges til at tro, at dette eller hint vil gøre os lykkelige. Det bliver til en dybtliggende underbevidst værdi hos os.
– Prøvelser og fristelser kalder disse værdier frem i os. Hvad er det egentlig, vi værdsætter. Satser vi på den kortsigtede jordiske behovstilfredsstillelse eller de evige himmelske værdier. Jesus afviser Djævelen. Det er ikke brød, der gør et menneske lykkeligt. Mennesket lever ikke af at blive mæt i denne verden, men af Guds ord. I 5. Mos 8,2-3 siger Gud: „jeg lod jer sulte for at se, hvad der boede i jer, om I vil holde jer til mig“.
Hvorfor tillod Gud i det hele taget, at Jesus blev fristet?
– Prøvelser og trængsler kalder de sande ting frem i os, når vi bliver sat lidt under pres. Ikke urimeligt pres. 1. Kor. 10,13 siger „De (fristelser), prøvelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I (fristes) prøves over evne, men vil sammen med (fristelsen) prøvelsen også skabe udvej“.
Gud frister ikke nogen, men han prøver os. Han satte Abraham på prøve og konkluderede bagefter: „Nu ved jeg, at du stoler på mig“.
Prøvelser har altså et formål, skriver Jakob 1,12-15: „Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.“ 

Bliv ikke bange

– Når Jesus bliver fristet, går han ind i syndefaldet og omgør det, ikke fordi Gud testede ham. Det var en magtkamp. Han viser, at Djævelen kan besejres.
Det er her, Jesus lægger grunden til sin sejr på korset. Korset er den endelige bekræftelse på en række sejre, han allerede har vist i alle helbredelserne, udfrielserne og miraklerne.
– Men han bliver også fristet for at vise os, at der er vej igennem fristelser og prøvelse. Det var Helligånden, der ledte ham ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Når vi oplever sådanne ting, behøver vi altså ikke tro, at nu er vi ikke ledt af Gud, eller nu har Gud forladt os. Gud kan godt finde på at lede os ud i ørkenlandet, i en gold og ufrugtbar periode, hvor man kan møde Djævelen. Bliv ikke overrasket! Men bliv heller ikke bange eller overvældet af frygt og forladthed – du er ikke alene, Gud har en udvej!