Venstre sidebanner eksempel

At tilgive det utilgivelige

Da Sokreaksa var 12 år, blev hans forældre og søskende dræbt for øjnene af ham. Senere tilgav Sokreaksa sin families bøddel og blev sat fri fra en lammende hævntørst
Det er egentlig ikke så meget det faktum, at han har mistet hele sin familie, der stikker ud. Det er mere det, at han i dag er en mand med så meget energi og overskud, at han har været i stand til at vende tilbage til byen, hvor hans mareridt fandt sted, for at hjælpe andre cambodjanere, der har gennemlevet samme mareridt.
Ud over at være personligt dybt berørt af Sokreaksas historie er jeg sulten efter fortsættelsen. Den kommer med middagen på en simpel khmer-restaurant et sted i Siem Reap (hvor er det?) sammen med Sokreaksas nærmeste familie en ubærligt varm fugtig aften for tre uger siden. Jeg beder tjeneren skrue lidt ned for khmer- poppen, tænder diktafonen og tvinger Sokreaksa tilbage igennem filmen i hans hoved.

Forældre og søskende blev dræbt

– Hvis der var noget i din fortid, du kunne lave om, hvad skulle det så være?
– At være opvokset i en sund og rask familie. Der var intet, jeg hellere ville have end min familie. Nu er min familie væk, og hvis jeg kunne ændre noget som helst, ville jeg ønske min familie tilbage.
Det værste mareridt blev en realitet for Sokreaksa, da han i en alder af 12 år lå banket til blods oven på sin elskede fars døende krop og én efter én fik sine henrettede søskende dumpet oven på sig i massegraven. 1-2 mio. andre cambodjanere oplevede lignende grusomheder. Men Sokreaksas beretning adskiller sig og rejser sig som en triumf uden sidestykke. Hans bog „År 0 i paradislandet“ ender godt i modsætning til alle de andre Pol Pot bøger til salg på de hektiske markeder i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Sokreaksa opsøgte sin families bøddel og tilgav ham personligt. Det satte ham fri fra hans lammende hævntørst. Hans liv kunne begynde igen.

Lærte Jesus at kende

– Tror du, at noget i dit liv var nødt til at ske for at åbne for, at noget andet kunne ske. F.eks. at du blev åben over for Bibelen?
– Hvorvidt vi var blevet kristne eller ej vil forblive et åbent spørgsmål. Jeg mener, en masse mennesker lider mere end mig. Vi kan sagtens diskutere graden af lidelse, men ikke alle mennesker, som lider, tager imod budskabet om Jesus. En dyb teologisk

funderet tro begriber, at det at være kristen er noget, der gør dig glad. Det at være kristen betyder imidlertid ikke, at du har fundet en smutvej fra lidelsen. Nej, Jesus kommer ikke med løftet: „Hej, du sku’ ta’ at tro på mig, det vil gi’ dig et fredfyldt liv“, det har han aldrig sagt. Men han gennemgik selv lidelsen at dø på et kors. Jeg mener stadig, at hvis jeg kunne ændre noget i min fortid, ville det være at få min bror og de andre tilbage.

Håber at se familien igen

– Tror du, at du kommer til at se din familie igen?
– Mange mennesker stiller mig det spørgsmål. Jeg tror, at Herren er en retfærdig og en god Gud, og jeg tror, at han vil foretage en meget simpel og åbenlys moralsk bedømmelse af denne situation. Jeg håber, at jeg vil se dem et eller andet sted i evigheden. Men Bibelen siger jo også, at hvis du ikke tager imod mig og tror på mig (Jesus) … Med andre ord, der er tale om en sandhed, som jeg alene kan stå til ansvar for at til- eller fravælge. Hvad der sker med andre er ikke op til mig, men op til Gud.
Sokreaksa skæver til sin lille femårige dreng, der for længst har opgivet at vente med at spise, til far er færdig med at snakke. Sokreaksa har sin egen nye familie i dag.
– Din historie er et autentisk bevis på, hvordan guddommelig kærlighed kan forandre et menneskes hjerte. Hvad bidrager din historie med til den vestlige komfortzone på den nordlige halvkugle? Hvad kan danskerne tage til sig?
– Jeg må tilstå, at jeg kender ikke danskerne“. – Vesterlændinge … Han smiler og køber sig lidt tid, inden han tager tilløb til at dele en tanke om tilgivelse, han tydeligvis har tænkt før.
– En ting, jeg lærte helt ind til benet, er budskabet om tilgivelse. Det er nået til vesterlændingene, men er aldrig rigtigt for alvor blevet absorberet i deres hjerter. Følgende er et hændelsesforløb: En ting går galt i den vestlige verden, A kontakter behørigt sin advokat for at bekæmpe B. Dette er blevet almindelig moralsk praksis. Tilgivelsen i den forstand, Jesus introducerede den for 2000 år siden, er nået til Vesten, men er aldrig blevet indarbejdet i folkenes mentalitet.

Kunne ikke tilgive

– Jeg har personligt prøvet, hvad det vil sige ikke at være i stand til at tilgive. Jeg levede mit liv med bitterhed af den slags, der bliver til kræft for ens sjæl. Mens alt, hvad der skal til for at se lyset på de andres side, er tilgivelse. Det er, hvad der mangler for at se glimtet af håb og glimtet af helbredelse. Da jeg var ude af stand til at tilgive, var livet uudholdeligt. Depressionen forfulgte mig. Men det at tilgive, det der skete, da jeg opsøgte min families morder og sagde: „Jeg tilgiver dig“, det var så kraftfuldt, at det føltes, som om mit hjerte blev flået ud. Ubeskriveligt smertefuldt, men efterfulgt af helbredelse af hukommelsen. Det er let at sige: „Jeg tilgiver dig“ på afstand, men at møde den mand, som har dræbt ens familie, den mand, som har slået dig ned bagfra – det er ikke let.
– Jeg er et menneske ligesom dig. Jeg kan føle smerte. Hvad jeg kunne gøre, var simpelt hen takket være Guds hjælp. Så beskeden til den vestlige verden bliver derfor: „Lad os genfinde pointen om tilgivelse, så den kan forstås og absorberes.

Vil hjælpe sit folk til at se lyset

– Den anden vej rundt. Hvad kan du tilbyde cambodjanerne?
– Jeg tror, den cambodjanske befolkning generelt lever i en fælde bestående af læren om karma. De er blændet og kan ikke se den anden side af livet. Livet leves i mørke. Det er meget karakteristisk, at det cambodjanske folk lever i mørke. Der eksisterer intet håb i denne situation, og pga. dette udsyn forkrøbler karmaen det hele yderligere. Jeg fortjener dette, derfor har jeg ingen vej ud af dette. Jeg bliver nødt til at fortsætte med at leve på denne måde, det er mit karma.
– Hvilket slags håb refererer du til?
– Håb, som kan give følelsesmæssig energi, som kan give dem noget, de kan holde fast i. Håb – at man kan give dem noget som er mere positivt end sorg. Et værktøj til at komme ud af fælden bestående af negativitet. Så jeg snakker personligt ikke særligt meget om Jesus, i stedet spørger jeg dem, hvordan de har lyst til at leve deres liv.

Rettergang læger ikke sårene

– Tror du, en Khmer Rouge retssag ville være god for en opnåelse af forsoning i Cambodja?
– Jeg plejede at drømme om at forfølge Khmer Rouge igennem en rettergang. Men i dag tænker jeg, at det ikke vil være tilstrækkeligt til at helbrede såret. Den eneste vej til helbredelse er at sprede budskabet om tilgivelse, demonstreret gennem Jesu handling på korset. Forfølgelse gennem en rettergang vil ikke bidrage til andet end at overvinde vreden. Det vil ikke kunne hele såret.

Vil starte flere kirker op

– Fortæl mig om dine fremtidsplaner.
– Jeg vil gerne starte flere kirker op. Jeg ønsker at træne en gruppe ledere grundigt i teologi. Det vil tage tid. Jeg håber, de lokale vil blive selvstændige og deres projekter bæredygtige, så de ikke længere behøver hjælp udefra. Så tager jeg tilbage til Canada for at sikre mine børn god skolegang. Men det bliver ikke før om 5 – 10 år.
Sådan lyder Sokreaksas beretning, overleveret til mig fra det brændende helvede i Cambodja for ikke så længe siden. Endnu en ubegribelig historie samt mange kvalificerede refleksioner rigere sætter jeg mere tavst end vanligt spisepindene til rette i min genstridige kniv og gaffel optrænede hånd, inden vi stiller sulten sammen.

Aimeé Kjær har skrevet denne artikel hun er netop hjemvendt fra tre år i Cambodja, som udsendt for Danmission