Næstekærligheds-RELATIONER

Vi har nemt ved at tænke på egne behov og glemme andres. Samfundet gennemsyres mere og mere af egoisme. Det er mig det handler om – og de andre, hvis det kan betale sig for mig…
Vi skal fremad, opad i systemet, syne af noget i andres øjne, realisere os selv på andres bekostning.
Men det er mod Bibelens budskab om næstekærlighed. „Du skal elske din næste, som er sådan én, som du selv er“.
Gud siger, vi skal interessere os for de andre, for næsten. Ikke „bare“ ham, der ligger forslået på vejen, men mennesker omkring os i almindelighed. Bygge relationer. Vise næstekærlighed i praksis. Når vi bygger relationer og viser næstekærlighed, forkynder vi evangeliet.

Brug sommeren til at øve dig i at bygge relationer og vise næstekærlighed. Brug tid på dine børn eller børnebørn. Kvalitetstid, hvor du involverer dig i dem. Lad dem opleve, du virkelig interesserer dig for dem, for deres egen skyld. Ros dem og opmuntr dem.
Interesser dig for din nabo, ikke bare en sludder over hækken. Tilbyd din hjælp med haven eller andet, som kan glæde og opmuntre. Vis godt humør. Vis glæde. „Glæd jer altid i Herren, jeg siger igen glæd jer“, siger Paulus i Fil. 4:4. Spred glæde og godt humør. Der er så mange, der er nedtrykte og kede af det midt i hverdagens stress og jag, og som har brug for at blive opmuntret.
Vis næstekærlighed på arbejdet, i sommerhuset, på campingpladsen, i trafikken. Lad os vise næstekærlighed overalt, hvor vi færdes.
Samfundet og mennesker omkring os har brug for at møde ægte kærlighed, sådan som vi kan give den videre, når vi er fyldt af Jesus og af Guds gode Helligånd. Lad os smitte med kærlighed. Lad os leve smittende kristendom ud i hverdagen, så mennesker får lyst til at lære Jesus at kende og leve deres liv i ham.