Medlidenhed gør op med passivitet
Tysk teolog og modstandsmand
(1906-1945)
Man må regne med, at de fleste mennesker kun kan lære af deres egne erfaringer. Det forklarer for det første, hvorfor de fleste mennesker på forbavsende vis ikke er i stand til at foretage nogen som helst form for forebyggende handlinger – man tror nemlig selv, at man stadig vil kunne undgå faren, indtil det til sidst er for sent.
For det andet forklarer det, hvordan man kan være ufølsom over for fremmede menneskers lidelser. Medlidenheden vokser proportionalt med angsten for ulykkens truende nærhed. Man kan sige meget for at retfærdiggøre denne holdning.
Etisk: man vil ikke stikke en pind i skæbnens hjul. Først når det bliver alvor, føler man en indre kaldelse samt styrke til at gøre noget. Man er ikke ansvarlig for al uret og lidelse i verden og vil ikke udråbe sig selv til verdensdommer.
Psykologisk: mangel på fantasi, på følsomhed, på en indre væren-på-spring opvejes af en solid sindighed, uforstyrret arbejdskraft og en stor evne til at lide.
Kristeligt set kan alle disse forsøg på at retfærdiggøre sig selv ganske vist ikke dække over, at der her helt afgørende mangler hjerterum. Kristus unddrog sig lidelsen, indtil hans time var kommet. Men så gik han den frit i møde, konfronterede den og overvandt den. Kristus – ifølge Skriften – erfarede alle menneskers lidelse som lidelse på sin egen krop – en ubegribelig stor tanke! – frivilligt påtog han sig den.
Vi er bestemt ikke Kristus og heller ikke kaldet til at frelse verden gennem vores egne gerninger og egne lidelser, vi skal ikke overbebyrde os selv med umulige opgaver og dermed plage os selv, fordi vi ikke kan klare det.
Vi er ikke herrer, derimod er vi værktøj for historiens Herre, vi kan kun i begrænset målestok virkelig lide med andre mennesker. Vi er ikke Kristus, men hvis vi vil være kristne, så betyder det, at vi skal få del i Kristi hjertes rummelighed i en ansvarlig gerning, som griber øjeblikket i frihed og møder faren, og i en ægte medlidenhed, som ikke udspringer af angst, men af Kristi befriende og frelsende kærlighed til alle lidende.
Det er ikke en kristen måde at forholde sig på at vente passivt som en følelsesløs tilskuer. Den kristne kaldes ikke først til handling og medlidenhed af sine egne erfaringer, men derimod af broderens erfaringer, for hvis skyld Kristus led.
Fra bogen Min tid er i dine hænder Dietrich Bonhoeffer
