Bad image

For ca. to uger siden sad jeg med en vis portion uvidenhed og skulle forholde mig til en fremskreden afrejsedato til Iran.Her to uger efter sidder jeg så på den anden side af dagens forside og må nok engang undre mig over, hvad i alverden det lige var, jeg skulle bekymre mig om. Vi har det med at bytte vores uvidenhed ud med vores forestillinger, og ofte er vores forestillinger langt værre end virkeligheden. Det til trods tog jeg afsted alligevel, og ikke på noget tidspunkt har jeg været tæt på at fortryde.
Gæstfrihed
Jeg kunne skrive mange ting om den politiske situation hernede, de fantastisk flotte steder man kan besøge, priserne som er helt i bund for en dansker som mig, men alligevel tror jeg, at jeg særligt vil lægge vægt på den iranske gæstfrihed – for det synes jeg, at jeg skylder dem.
Kæmper mod dårligt image
Iranere kæmper imod noget, som vi danskere først i disse dage er ved at få en lille forsmag på, nemlig: dårligt image. Indtil nu har det været en sikker vinder at være dansker, uanset hvor du har befundet dig i verden. Vi er vellidte af alle, gør ingen fortræd (og ser godt ud). En iraner derimod bliver som oftest koblet sammen med Khomeini, krig og kidnapninger. Det er altså, hvis man da ikke lige kender nogen. Efter halvanden uge her i Persien, som det hed, mens vi i den nordlige del af Europa rendte rundt og slog hinanden med køller, har jeg mødt mere venlighed fra fremmede, end jeg har mødt det sidste halvandet år hjemme i Danmark.
Hjælpsomhed
Måske er det, fordi jeg ikke er åben over for at møde nye mennesker, måske er det, fordi jeg i Danmark ikke har behov for at bede om hjælp, eller måske er det fordi noget andet. Men forklaringer eller ej, så har jeg flere gange måttet fascineres over, at folk, der har så lidt i forhold til mig, giver så meget af sig selv og deres ejendom til mig. Har du måske prøvet at følge en, du ikke kendte, hele vejen til Hvidovre og betalt for ham, hvis han spurgte om vej fra Strøget? Eller betalt en cola for en, fordi han ikke var dansker? Har du måske vist en udlænding rundt i en 3-4 timers tid, fordi du var stolt af din by eller havde lyst til at gøre en god gerning?
Hvad ville Jesus gøre?
Det oplagte her er at spørge: „What would Jesus do“? I hvert fald er det ikke nødvendigt at spørge, hvad jeg ville have gjort, for svaret ville sikkert være: ikke ret meget. Derfor kan jeg heller ikke med god smag i munden formane dig og mig til at følge Jesu og indtil flere iraneres eksempel, for det vil være mere end svært for os. Derimod håber jeg, at du må få udvidet din horisont om det iranske folk, så du næste gang, du ser nyheder fra den del af verden, ikke med det samme tænker: islamistiske, fundamentalistiske, uciviliserede, to-dimensionale tingester på en tv-skærm. – Men måske i stedet tænker: mennesker, som højst sandsynlig er venligere end både du og jeg til sammen.