Forsvarsmekaniske

Min klassekammerat har for nylig prøvet at minde mig om, hvor barnligt det er, at tro på en Gud. Havde hun nu talt om hvor tåbeligt eller modbydeligt det var, så ville jeg klart have protesteret. Men måske er vi ret barnlige…
Måske er det dog kun nogle af os, man bør kalde barnlige. I alle tilfælde kan vi lære det af børn, og med det postulat vil jeg mene, at have Jesus på min side (Matt. 18,2).
Jeg imødekommer hver morgen skolebørnenes gangtrafik på en cykelsti, der ligger en spytklat (en lang en) fra to folkeskoler. Jeg har selv vænnet mig til at lægge ud med slowmotionkørsel, men for en nybegynder kan det være en kamp med tålmodigheden.
I går møder jeg en sådan dramaqueen. En ældre dame med pink læbestift og cykelhjelm på overhæler mig (no hard feelings- jeg er ikke så sharp om morgenen) og hun må bogstaveligt talt rive i ringklokken for at få nuttede skolebørn af stien.
Hun raser igennem den ellers så fredelige natur med en attitude, ringklokke og en fart, der fik børnene til nærmest at smide sig i sneen af bare frygt.
Jeg nyder gevaldigt, at banen er ryddet til min ankomst (også kaldet fordelagtige ubarmhjertighed).
Pensionisten træder nu for hårdt i pedalerne til, at jeg kan følge med hende hele vejen, og så er det, jeg ser et halvkvæstet pigebarn råbe vredt til sine kammerater:
„Ihh hvor er I dog platte langsomme, helt ærligt, man. Jeg hader jer!!!“
Havde jeg nu ikke kendt noget til forhistorien, så havde jeg set en møgprovokerende skoletøs.
Men nu forstår jeg hendes ydmygelse.
Påkørt.
Flov.
Bange.
Alene i smerten.
Ubevidst får skolepigen afreageret ved at „slå igen“ på sit nærmiljø. Hvad var det så, vi skulle lære af børn? Nemlig det – at vi ligner dem!