Vil pege på film med positive værdier

Tv-reklamer og filmanmeldelser er ikke altid retvisende, hvis man ønsker at sikre sig en biograftur, der ikke lader én tilbage på sædet med etiske og åndelige tømmer­mænd.

Johan Scmidt Larsen er redaktør på Film og Tro

Derfor vil den nye danske hjemmeside Film & Tro nu klæde danskerne på til at gå i biografen med både kritiske og kristne øjne.
– Engang blev der i visse sammenhænge set skævt til kristne, der gik i biografen. Sådan er det heldigvis ikke længere. Men der er stadig grund til at være opmærksom på, hvordan film kan påvirke, mener Film & Tros redaktør Johan Schmidt Larsen.
Han understreger dog, at det ikke er hjemmesidens anliggende at være en løftet pegefinger. I stedet for at pege fingre ad de dårlige film vil han hellere gøre opmærksom på de gode.
– Frem for at fokusere på de mange dårlige eller tvivlsomme film vil vi pege på film, som er forsvarligt filmhåndværk, og som indeholder positive åndelige, menneskelige og etiske værdier, siger han.
Og der er masser af gode grunde til at gå i biografen eller leje film i den lokale kiosk, for der bliver i disse år lavet flere gode film end tidligere. Også set med kristne øjne, vurderer redaktøren og nævner forårets succesfilm Narnia som en film, der bygger på en klar kristen tankegang.
Film & Tro vil dog ikke bare pege på de store biografsucceser. Også en række af de film, der kun har en kort levetid i biografen, fordi de henvender sig til en snævrere målgruppe, får omtale på Film & Tro.
De mange anmeldelser, kommentarer og baggrundsartikler leveres af en række frivillige skribenter. Og der er allerede rigeligt af materiale til en god filmaften.
KP