Barske vilkår for de kristne i Tyrkiet
Reportage fra et besøg hos Kamil Musaogullari, der leder Ephesus Protestant Church i Selcuk i Tyrkiet.Kamil fortæller her om barske vilkår for de kristne i et område af Tyrkiet, hvorfra den kristne tro for snart 2000 år siden spredtes til hele Romerriget.
Præst, forfatter og formand for Immigranthjælpen
Ved ankomsten til Selçuk ringer jeg til pastor Kamil Musaogullari, der er leder af Ephesus Protestant Church. Jeg er interesseret i at høre om de kristnes vilkår i Tyrkiet i dag, og vi aftaler at mødes.
Tidspunktet for dette møde nærmer sig, og jeg går hen til en bygning i Anton Kallinger Caddesi. På et skilt på facaden står der Ephesus Protestant Church. Jeg lægger mærke til, at kirkens logo består af en åben cirkel, hvori der er placeret en firkant med et lam på grøn baggrund. Lodret over lammet er der tegnet en lysestage med et brændende lys, der udfylder hele cirklen fra nederst til øverst. Bygningen bærer ellers ikke præg af at være en kirke, men ligner mest en almindelig beboelsesejendom, bortset fra at der er jerngitre for alle døre og vinduer.
Jeg går hen til hoveddøren og ringer på. En venlig dame åbner døren. Jeg forklarer hende, hvem jeg er, og at jeg har en aftale med pastor Kamil Musaogullari. Hun siger, at hun hedder Gül og er pastorens sekretær og viser mig ind på hans kontor.
Kamil byder mig velkommen og viser mig op i den lille kirkesal på 1.sal, hvor lysestagen er fundet frem og tændt foran lammet.
– Hvad vil du gerne vide? spørger han.
– Hvorfor har I et lam i jeres logo?
– Det symboliserer, at Jesus Kristus ofrede sit liv og bærer menneskehedens synd. Det er det, vi som kirke skal gøre opmærksom på.
– Hvor mange kommer der i kirken?
– Vi er omkring 15 tyrkiske kristne til søndagsgudstjenesten, fortæller Kamil.
– Desuden har vi en bibelskole, hvor tyrkiske elever uddannes gennem nogle måneder. Vi ønsker, at det skal være tyrkere, der præsenterer den kristne tro for tyrkere, siger han.
Han byder mig på te på sit kontor, og vi går ned ad trappen til kontoret. Lidt efter kommer Gül med te. Det er første gang, jeg træffer den tyrkiske kirkeleder, men under teen snakker vi os ind på hinanden, og det føles næsten, som om jeg har kendt ham altid.
– Hvor stor en del af befolkningen i Tyrkiet er muslimer?
– Det er 99,8% af Tyrkiets befolkning på omkring 70 millioner. Atatürk afskaffede ganske vist islam som statsreligion, men senere fik islam igen et opsving i Tyrkiet, en trend der er forstærket i de senere år, og som langtfra er kulmineret endnu, svarer Kamil.
– Hvor mange kristne er der i Tyrkiet i dag?
– Der er vel omkring 100.000 kristne, hvoraf hovedparten er armenske kristne, men der er også græsk-ortodokse, assyrisk- ortodokse og romersk-katolske kristne. Det er dog især de få tusinde protestantiske eller evangeliske kristne og deres missionsaktiviteter, der er en torn i øjet på myndighederne og de islamiske ledere, siger han.
– Er det rigtigt at kristne bliver forfulgt i Tyrkiet?
– Ja, det er meget svært at være kristen i Tyrkiet. Chikane, trusler på livet og indgreb i den personlige frihed samt afpresning hører til dagens uorden. Vi må have jerngitre for kirkens døre og vinduer, ellers bliver ruderne knust. Vores skilte bliver oversprøjtet med sort maling, siger Kamil og fortæller, at kristne sædvanligvis har lov til uforstyrret at samles til gudstjeneste. Kirkerne har lov til at sælge bibler og kristen litteratur, så længe de ikke forsøger at få andre til at forlade islam og gå over til den kristne tro. Men det er ikke tilladt kristne at have kampagner og møder uden for kirkerne. Al kristen aktivitet observeres nøje af myndighederne. Og mange kristne oplever et konstant pres i form af politiets overvågning og forskellig myndighedsindblanding. De lever hele tiden i frygt for politiovervågning og dertil hørende problemer med job eller studier, i frygt for, hvad familien eller vennerne vil synes, og i frygt for at møde andre tyrkere, som de måske ikke stoler på.
Kamil fortæller, at de muslimer, der bliver kristne, udstødes af deres familier. For kristne i Tyrkiet anses for andenrangs medborgere, fordi en sand tyrk må være muslim. Derfor er overgangen til den kristne tro praktisk taget utænkelig for enhver muslim med selvagtelse i Tyrkiet. Alligevel er der tusindvis af tyrkere, der lytter til kristne radioudsendelser og læser kristne korrespondancekurser og køber bibler eller anden kristen litteratur eller ser kristne film, og antallet af kristne vokser.
– Dele af de tyrkiske medier anklager nærmest de kristne kirker for at drive agentvirksomhed i landet. Alligevel synes regeringen at være meget påpasselig med, hvad den laver. Den prøver at fremstå som demokratisk, så den ikke bliver svækket i forhandlingerne om en plads i EU, siger Kamil og ser eftertænksom ud og fortsætter: – Det er et paradoksalt dobbeltsignal, Tyrkiet udsender til omverdenen. På den ene side har man nu vedtaget en lov i Tyrkiet, der gør det nemmere for kristne og jødiske minoriteter at ombygge og reparere deres kirker og synagoger, men på den anden side forfølges ikke-muslimer stadig i et land, der fremstår som sekulariseret. Det eneste, vi kan håbe på, er, at hvis Tyrkiet bliver tilsluttet EU, så bliver religionsfriheden et ufravigeligt krav til de tyrkiske magthavere.
– Jeg troede, at der var religionsfrihed i Tyrkiet?
– Formelt er der religionsfrihed i Tyrkiet. Der findes ingen lov, der forbyder landets indbyggere at blive kristne. Men praksis viser noget andet. Selv om alle tyrkiske borgere teoretisk set har fuld religionsfrihed i henhold til Tyrkiets konstitution, omfatter disse rettigheder i virkeligheden kun muslimer.
Den vestlige verden taler højt til den muslimske verden om menneskerettigheder, ytringsfrihed, kvindens frigørelse og ligestilling, men sjældent om religionsfrihed, der for mig at se er den vigtigste frihed af alle, fordi den bunder i menneskets inderste, i vores samvittighed. Det handler dybest set om menneskeværd, svarer Kamil.
– Hvordan ser tyrkerne på den kristne tro?
Inden Kamil når at svare, afbrydes han af en muezzin, der fra en højttaler på den nærliggende moské kalder til bøn, så det runger ud over kvarteret. Da muezzinen er færdig, og højttaleren slukkes med et metallisk klik, får jeg svaret på mit spørgsmål.
– Mange tyrkere sætter lighedstegn mellem den kristne tro og den sekulariserede europæiske og amerikanske kultur. Den vestlige verdens dårlige sider med alkohol og seksuel umoral, familieopløsning, stoffer og pornografi anses som vederstyggeligheder for en rettroende muslim, men de er jo et resultat af, at mange mennesker i Vesten har forladt de kristne værdier. Vi må derfor forklare, hvad der er sand kristen tro, og hvad der ikke har med den at gøre.
Mange tyrkiske muslimer forbinder også den kristne tro med historiens korstog, da det kristne budskab blev spredt med vold. Det skaber både et teologisk og politisk fjendebillede.
Inden man fortæller en tyrkisk muslim, hvad den kristne tro går ud på, må man derfor fortælle, hvad den ikke er, siger han.
– Hvordan udvikler den islamiske fundamentalisme sig i Tyrkiet?
– De islamiske fundamentalister går frem i Tyrkiet i dag, selv om politikere og statsembedsmænd godt hjulpet af hæren og domstolene gennem forbud og restriktioner forsøger at usynliggøre islamisterne. Men det vil ikke undre mig, hvis den islamiske fundamentalisme vil få endnu mere vind i sejlene i Tyrkiet i fremtiden. Diverse politiske iagttagere tror dog ikke, at det vil gå så galt. De mener, at en så rendyrket fanatisme ikke ligger til tyrkerne, og at opbakningen til den sekulære republik er alt for massiv, svarer Kamil.
– Hvad er det egentlig, der adskiller muslimer og kristne?
– Det er vigtigt at forstå, at ingen muslim stiller spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Men som muslim kan man aldrig være helt sikker på at komme til Gud efter døden, og at de gode gerninger, man har gjort, er nok til at komme i Paradiset.
Den kristne tro går derimod ud på, at Jesus er død og opstået for mine synder. Han forenede os med Gud. Gud elsker mig trods mine fejl og brister. Gud elsker mig gennem Jesu forsoningsdød. Da jeg indså det, vendte jeg mig til Jesus og erkendte mine synder og bad om tilgivelse. Da erfarede jeg befrielse og Guds kærlighed. Bibelens budskab er, at der kun er én vej til Gud, og at den går gennem Jesus, forklarer Kamil og fortæller, at profeten Muhammed baserede sin religion på visse dele af Det gamle Testamente og Det nye Testamente, på visse afsnit i såvel jødedommen som kristendommen. Han kaldte troen på den treenige Gud for flerguderi, og han ville ikke høre tale om, at Gud havde en søn, der var blevet menneske for at frelse verden.
– Den største anstødssten i den kristne tro er for en muslim synet på Jesus som Guds søn. Tanken om, at Gud tog en kvinde til hjælp, for at hun skulle føde hans søn, betragtes som gudsbespottelse og blasfemi. Det er at menneskeliggøre Gud. At Gud derefter tillod en af sine højeste profeter at blive korsfæstet og blive efterladt for at dø på korset, er også gudsbespottelse. Muslimerne tror ikke, at det var Kristus, som døde på korset. Der var i stedet én, som forvandledes til Jesus.Til trods for, at der er vers i Koranen, der bekræfter, at Jesus fødtes, døde, opstod og skal komme tilbage, siger Kamil, retter sig i stolen og tilføjer:
– Vil man vide, hvad islam er, må man læse Koranen, der af muslimerne betragtes som Guds hellige ord og profeten Muhammeds lære. En del beretninger og personer er i øvrigt hentet fra Det gamle og Det nye Testamente i Bibelen. Vil man vide, hvad den kristne tro går ud på, må man læse Bibelen.
– Den muslimske idé om, at Bibelen er forfalsket, har ingen sandhedsværdi, men er en måde at fremstille Koranen på som den eneste sandhed. Det er en af årsagerne til, at det er ugleset blandt fundamentalistiske muslimer, at kristne sælger bibler. Men når muslimer ikke får mulighed for at læse i Det nye Testamente i Bibelen, ved de ikke, hvad den kristne tro er. Tyrkiet er stadig er et af de lande i verden, hvor færrest har hørt om den kristne tro, siger han.
Kamil beretter om en ung tyrkisk kristen, som han kender, der på sin egen krop har oplevet, hvad det kan koste at være kristen og dele bibler ud i Tyrkiet. Den unge mand stod i en bibelbod på et marked og solgte bibler, da han blev angrebet med bomber af fundamentalistiske muslimer og fik sit ene ben sprængt i stumper og stykker.
– Jeg tror, at Jesu genkomst nærmer sig. Men Jesus kan ikke komme tilbage, hvis ikke muslimerne hører det kristne budskab. Derfor tror jeg, at Gud netop nu arbejder blandt muslimerne, for at de skal komme til tro på Jesus, siger pastor Kamil Musaogullari.
Jeg takker for hans imødekommenhed, og han følger mig hen til gitterdøren og lukker mig ud i mørket med et smil.
Læs mere om de kristnes vilkår i Tyrkiet i dag i Hans P. Pedersens aktuelle bog Brevene fra Patmos, der kan købes hos Hosianna.dk
