Delegationsrejse til Israel med en ensidig vinkel

Rapporterne fra den kirkelige delegationsrejse til Israel i september kan meget nemt blive temmelig ensidige, fordi programmet var ensidigt.

Bjarne Nederby Jessen
Nordsjælland

Gennem nogle uger har jeg bragt personlige indtryk fra delegationsrejsen, hvor jeg som sand Israel-ven har beskrevet, at man som ven af Israel også kan blive gal på Israel. Som Israel-venner må vi tage de palæstinensiske problemer alvorligt, vore hjerter må bløde, når vi oplever, at mennesker behandles dårligt.
Men når man kender programmet for delegationsrejsen, vidste man på forhånd, at vi som delegerede ville få ensidige indtryk. Jeg forsøgte at ændre programmet for at gøre det mere alsidigt, men fik kun nogle få ændringer igennem. Det, som jeg har beskrevet, har vi oplevet. Men vi kunne have haft andre oplevelser på turen også, som ville have givet et mere nuanceret billede.

Der er også menneskelige følelser hos jøderne

Vi mødte og talte med palæstinensere, der har været udsat for forfærdelige ting, og fik et rigtigt godt indtryk af, hvordan situationen berører ganske almindelige palæstinensere, men så meget lidt til, hvad jøder er blevet udsat for. Der er virkelig dyre omkostninger for palæstinenserne ved checkpoints, ved vanskeligheder med at dyrke deres marker, ved problemer med afbrænding af olivenlunde, og det bør vi som Israel-venner være opmærksomme på. Historierne er der.
Der er også historier på den anden side. Dem mødte vi ikke. Vi fik ikke lejlighed til at møde den messiansk-jødiske familie i Haifa, hvis teenagedatter døde i en busbombe. Vi besøgte ikke Sderot, en israelsk by, som vi kørte tæt forbi på vejen til Gaza. Byen er i de sidste par år gang på gang blevet ramt af raketter fra Gaza. Her kunne vi have mødt dyb fattigdom i byens kvarterer for ethiopiske jøder og de familier, der mistede to børn under et raketangreb fra Gaza for to år siden. Byen blev i øvrigt raketbeskudt fra Gaza både dagen før og igen få dage efter vores besøg i Gaza, og en fattig familie fik ødelagt deres bolig. De ved ikke, hvordan de skal få råd til at reparere den igen.
Vi mødte ikke de fattige jøder i Jerusalem, der lever under eksistensminimum, henvist til humanitære organisationers suppekøkkener for at overleve. Ordet og Israel gør en stor indsats her. Vi mødte ikke den rabbiner, der ved hjælp fra Dansk-Jødisk Venskab deler madvarer ud til fattige jøder. De var ikke med i det planlagte program.

Der er også evangeliske kristne i Det Hellige Land

Sprængstykker fra en palæstinensisk raket gennemhullede denne fattige ethiopisk-jødiske families hus og gjorde det ubeboeligt (Foto Ruben Bernhard)

Der er få kristne i Det Hellige Land i dag – og der bliver færre. De fleste kristne er arabere. De kirkeledere, vi mødte, sagde, at man havde et godt forhold til muslimerne og levede i fredelig samekistens med dem. De gav udtryk for et ønske om et tættere samarbejde mellem alle kristne, bare ikke de evangeliske eller ”kristne fundamentalistiske zionister”, som den lutherske biskop så nedsættende omtalte en ikke væsentlig gruppe af evangeliske kristne som, herunder også en del lutheranere, som har nogle væsentligt andre holdninger end de kirkeledere, vi mødte.
I programmet var der ikke afsat tid til at møde de evangeliske kristne. Det nærmeste, vi kom det, var mødet med Lisa Loden fra Caspari Centret, et messiansk-jødisk bibelcenter, og mødet med den dansk lutherske præst i Haifa, Jan Mortsensen. Men vi kunne også have mødt lederen af den messianske menighed i Tiberias, Daniel Yahav, der kunne have fortalt følelsesmættede historier om, hvad Libanon-krigen gjorde ved folk i menigheden. Vi kunne have mødt folk fra baptistkirken i Gaza by, der er voldsomt truet af Hamas. Vi kunne have besøgt bibelbutikken i Gaza, der drives af Bibelselskabet. Bibelbutikken har de sidste to år gentagne gange været udsat for trusler og hærværk. De har problemer, fordi de er evangeliske og evangeliserende kristne, der tager missionsbefalingen alvorligt.
Vi boede i Østjerusalem og kunne have besøgt den lille baptistkirke i Østjerusalem, der ledes af en gammel baptistpræst, der er druser fra Beirut. Han kom til tro på Jesus ved et møde med en amerikansk vækkelsesprædikant for mere end 40 år siden, kom på bibelskole og blev sendt til Østjerusalem af den arabiske baptistmenighed i Beirut som missionær blandt arabere. Han har døbt mange muslimer og har modtaget dødstrusler for det, har fået breve, der truer med, at han vil blive slået ihjel, hvis han ikke standser sin virksomhed.
Vi mødte mange palæstinensiske kristne, der har det godt med muslimerne, og som retter en stærk kritik mod Israel, men vi mødte ikke en eneste af de mange evangeliske kristne, der med rette føler sig truet af muslimer.
Vi har brug for kristne og kirker i Vesten, der taler de kristnes sag, sagde den lutherske biskop flere gange. Ja, vi har brug for nogle, der taler alle kristnes sag, ikke kun repræsentanterne fra de gamle kirker, der ensidigt giver Israel skylden. Repræsentanterne fra de gamle kristne kirker oplever modstand på grund af Muhammed-tegninger og pavetalen, men de evangeliske kristne møder modstand, fordi de tager missionsbefalingen alvorligt.

Gaza – den forspildte mulighed

I Gaza mødte vi masser af nød og elendighed. Vi hørte historien om Ibrahim Al-Samiri, der havde set frem til et helt nyt liv, da Israel forlod Gaza for et år siden. Han er landmand og havde længe drømt om en olivenlund og drivhuse med grøntsager, men som nabo til den vej, israelerne brugte til at komme fra Israel til Gush Gatif bosættelsen, var drømmen ikke let. Når han begyndte at dyrke jorden, blev den pløjet op af israelsk militær, der vogtede vejen.
Da bosætterne forlod området for et år siden, så han muligheden for at gøre drøm til virkelighed. I 2005 donerede danske kirker ved Høstkollekten gennem Folkekirkens Nødhjælp sammen med 60 andre hjælpeorganisationer 950 oliventræer til Ibrahim Al-Samari og fem andre landmænd.
58.750 kvadratmeter land, eller hvad der svarer til 6½ fodboldbane, blev beplantet med oliventræer, men den 11. juli brast drømmen – mindre end et halvt år efter, at træerne var plantet. Israelske soldater rykkede ind i området, og alt blev ødelagt. Den historie hørte vi om på delegationsrejsen – og forargelsen var stor. Den står i øvrigt også i Folkekirkens Nødhjælps blad ”Nød” i november. Isoleret set er historien forfærdelig. Hvorfor ramme disse mennesker så hårdt?
Men vi må have den anden side med. Israel trak sig ud af Gaza for et år siden. Bosættelser blev rømmet. For første gang i 38 år havde palæstinenserne i Gaza mulighed for at begynde på en frisk og bygge det samfund, de ønsker. De israelske soldater og deres vejspærringer og razziaer var væk. Store landområder lå åbne. Områder med drivhuse og marker, der havde givet store overskud til bosætterne, kunne overtages af de lokale palæstinensere og skabe grundlag for en opblomstring af økonomien. De mange muligheder lå åbne. Men sådan gik det ikke.
De militante grupper i Gazastriben har optrappet deres indbyrdes kamp. Volden og anarkiet er taget til. De forladte israelske drivhuse og marker er i stort omfang blevet hærget og ødelagt. I januar valgte et stort flertal af borgerne at give regeringsmagten til de fanatiske sharia-tilhængere i Hamas med det resultat, at muligheden for fred forsvandt, og den økonomiske krise og interne vold tog til. Terrororganisationerne genoptog allerede i efteråret 2005 raketangrebene på Israel. I 2006 er angrebene blevet optrappet.
Tunnelbygning til indsmugling af våben og idelige raket-angreb på Israel fører til, at Israel nødvendigvis må slå igen, og her ligger en væsentlig forklaring på den tragiske historie.
De sidste 12 måneder er historien om de forspildte muligheder. Endnu en gang har de palæstinensiske terrororganisationer og et flertal af palæstinenserne forspildt en fantastisk mulighed for at skabe bedre forhold for sig selv. Den side af historien skal også fortælles.
Jeg vil kraftigt appellere til Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd om, at man ved en kommende delegationsrejse gør programmet mere alsidigt, så man ser nøden på begge sider.