Konference om børns seksualitet og opvækst
Lørdag den 10. marts er der konference i Kolding. Emnet er seksualitet og opvækst.
98% af alle drenge mellem 12 og 20 år ser porno, mens tallet er 86% for piger. Pornografi har aldrig været mere tilgængeligt end i dag. Dens udbredelse bevirker, at flere og flere mennesker kæmper med en usund afhængighed af sex og pornografi.
Konferencen Seksualitet og opvækst tilbyder viden om vores seksualiserede tid, børns seksuelle udvikling, afhængighedsskabende faktorer og pornoens indflydelse på vores seksualitet og selvforståelse. Blandt talerne er lærer, cand.polit. Carsten Hjorth Pedersen, psykologerne Ole Rabjerg og Grete Karlsen og konsulent Nicolaj Wibe Nielsen.
Konferencens målgruppe er forældre, lærere, pædagoger, sognemedhjælpere, ledere i børne- og ungdomsarbejde, præster, sjælesørgere og forkyndere. Det finder sted hele dagen lørdag den 10. marts på Apostolsk Højskole i Kolding. Bag arrangementet står forskellige kirkelige organisationer, der på en eller anden måde arbejder med børn og unge.
Schwartz