Mission og Nødhjælp
Mirjam er ’solgt’ til masaierne

Mirjam Bjerre sørger for vand til Tanzanias masaier i et område på størrelse med Langeland. Fem brønde er der boret i den vestlige del. Nu er turen kommet til at reparere en vandledning i øst, som elefanterne har ødelagt.Firehjulstrækkeren humper gennem et terræn af dybe elefantspor og væltede træer. I det høje græs skimtes af og til en smal sti, men for det meste må vi zigzagge for at forcere de dybe revner, som er efterladt af den voldsomme monsunregn.Vi er i Tanzania, ca. 200 km sydvest for Kilimanjaro, og befinder os nu så langt væk fra civilisationen, som vi kan komme, anført af Mirjam Bjerre, en ung chauffør og en masai til at vise os vej.
Vi er i masailand, og så langt øjet rækker, skuer det et vildt og vidstrakt landskab i en mellemting mellem savanne og ørken. Regntiden er snart slut, vandet fra de voldsomme regnskyl fordampet, og de kunstige søer, som regeringen har ladet grave, er ved at være tomme. Masaierne kan endnu en gang imødese en varm og tør sommer – og måske en sultkatastrofe.

Praktisk omsorg

Mirjam Bjerre er vokset op som missionærbarn i Tanzania, tog til Danmark for at uddanne sig og har nu været tilbage i barndommens land i sammenlagt 6 år sammen med sin mand, Per, som driver et safarifirma.
Selv er hun ”solgt” til masaierne.
– Jeg er ikke god til at prædike, og jeg kan ikke identificere mig med den traditionelle missionærrolle, men jeg må bare vise de her masaier noget praktisk omsorg, siger hun.
Bag i bilen har hun et par sække ris, nogle poser sukker, mel, te og ikke at forglemme kiks til børnene. For hun ved, at når vi nærmer os en af ”boma’erne” – dvs. en gruppe runde hytter og en indhegning af tjørn og tidsel til at beskytte husdyrene fra løverne – så vil børnene flokkes om bilen, mens kvinderne genert vil se til i hytternes døråbninger. Mændene ser vi ikke meget til. De vogter kvæg eller sidder under et træ et andet sted og drikker hjemmebryg med deres kammerater.

Rørledninger ødelagt
af elefanter

Mirjam kalder området sin ”landsby”, selv om de mange ”boma’er”, som huser ca. 3500 masaier, strækker sig over mere end 600 kvadratkilometer. Forrige år sørgede hun for fem brønde i den vestlige del. Det skete med støtte fra Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og International Aid Services, som er de danske pinsekirkers nødhjælpsorganisation.
Men nu er turen kommet til den østlige del i et område på størrelse med Langeland. Geologiske undersøgelser viser, at der også er vand i undergrunden i øst. Men to boringer på 120 meter hver har ikke givet en dråbe vand. Derfor har Mirjam Bjerre fået lov til at hente vand fra en offentlig boring otte kilometer væk. Det er et 30 år gammelt vandprojekt, med pumpestation, rørledninger og en vandtank i netop det område, hvor masaierne nu trænger til vand. Der er bare det, at rørledningen har ligget for højt i landskabet og derfor er blevet trampet og flænset af elefanter, der har kunnet lugte vand i ledningerne. Og derfor har vandtanken været tom i årevis.

20 km til nærmeste vandhane

Mirjam sammen med et masaibarn.

Det vil Mirjam Bjerre lave om på. Der skal lægges en ny rørledning, godt en meter under jorden, alle de otte kilometer fra pumpestation til vandtank. Det vil være et projekt til ca. 200.000 kr.
Hvor skal de mange penge komme fra?
– Det ved jeg ikke, siger Miriam Bjerre og slår ud med armene. Det er ikke sandsynligt, at Danida vil støtte endnu et vandprojekt i området, selv om der er hårdt brug for det: Kvinderne må her gå mellem 7 og 20 km hver vej for at hente vand, en spand ad gangen balancerer de med på hovedet, og hvis de er så heldige af have et æsel, kan de transportere to spande.
Mirjam er nu helt afhængig af sponsorkroner fra firmaer og private. Selv har hun ikke fået en krone i løn fra det sidste projekt.

– Tag med mig til Afrika

Vi vender bilen for igen at køre hjem over stok og sten og kigger ud over de halvtørre majsmarker, hvor mindst halvdelen vil gå ud, inden de når at give høst. Tanken melder sig uundgåeligt: Der må gøres noget.
Vi har det pludselig en lille smule, som Mirjam må have haft det, da hun efter en barndom i Afrika sagde til sig selv: Jeg må tilbage igen. Jeg må vise masaierne praktisk omsorg.
Derfor tog hun en uddannede som social- og sundhedshjælper. Og derfor svarede hun Per Bjerre, da han friede til hende:
– Jeg vil kun gifte mig med dig, hvis du tager med mig til Afrika!
Og sådan blev det. Først besøgte de hendes forældre i byen Arusha i Tanzania. Da hendes mor blev ramt af diskusprolaps for anden gang, besluttede Mirjam at blive i Afrika seks uger ekstra, for at missionsarbejdet ikke skulle gå i stå, og nu bor Miriam og Per Bjerre selv i Arusha. Per driver safarifirmaet Dust Buster, som bl.a. tager turister med på motorcykelsafari.
Og Mirjam?
Hun er stadigvæk solgt til masaierne.