Nonnen der ikke ville HELBREDE

Briege McKenna blev mirakuløst helbredt, men da hun selv fik gaven til at helbrede, strittede hun imod i tre år. Hun var bange for at blive til grin… Siden har den irske søster formidlet Guds helbredende kraft til mange syge. I næste uge kommer hun til Danmark. Da hendes mor døde selveste juledag 1959, var Briege kun 13 år. Den nat græd den lille irske pige meget. Pludselig hørte hun en stemme: ”Vær ikke bekymret, jeg vil tage mig af dig”. – Jeg forstod ikke rigtig dengang, at det var Gud, men jeg følte fred. Og næste morgen vidste jeg, at jeg ville være nonne, fortæller Briege McKenna.
Kort efter henvendte hun sig til et lokalt kloster under Klarissasøstrenes orden, og hendes enlige far gik lidt modvilligt med til, at Briege blev optaget.

Tre år senere havde Briege igen en åndelig oplevelse, da hun knælede ved alteret for at afgive sine løfter:
– Jeg så Jesus klædt som den gode hyrde komme hen til mig, tage min hånd og sige: ”Kom med mig!”
Men selv om Briege nu havde lovet at bruge sit liv som nonne, kom hun snart i tvivl om sin tro.
Allerede året efter, i 1964, havde en åbenbart uhelbredelig ledegigt-sygdom i benene udviklet sig så meget, at hun havde besvær med at gå.
Lægen forsøgte al mulig slags medicin, men det hjalp ikke. I 1968 fik hun så meget smertestillende cortison, at virkningen begyndte at svigte. Lægen forberedte hende på, at hun måtte tilbringe sit liv i en kørestol…
– Jeg oplevde en stor tørhed i mit åndelige liv. Jeg tvivlede på evangeliets kraft. Jeg tvivlede på, at Jesus ville helbrede mig.
Briege var nu udstationeret i et kloster i USA. Hun hørte om den karismatiske fornyelse, som i disse år også foregik indenfor den katolske kirke. Hun var på en gang tiltrukket af det karismatiske og bange for at miste sin anseelse som en respektabel nonne.
Men i 1970 var hun med til et karismatisk møde i Orlando, USA.

En præst bad for de fremmødte. Mens Briege betragtede præsten, følte hun Jesus sige: ”Se ikke på ham, men se på mig.”
Hun kiggede på sit ur, klokken var 9.15 om formiddagen, så lukkede hun øjnene og bad ”Jesus hjælp mig!” og ventede.
En hånd blev lagt på hendes hoved og hun følte en kraft gå gennem sin krop. Hun åbnede øjnene, men der var ingen præst. Hun så på sine hænder og fødder, der havde været deforme på grund af sygdommen – nu var de helbredt. Hun sprang op.
– Jesus! udbrød hun. – Du er jo lige her!
Sådan blev Briege helbredt, og gennem den karismatiske fornyelse fik hun fornyet sit syn på kirken og følte en ny begejstring.

Hun fortalte dog ikke alle, at hun var helbredt, for hun var bange for, at de ikke ville anse hende for en respektabel nonne, når hun havde oplevet noget så sensationelt som en helbredelse.
Hun begyndte imidlertid at føle et kald fra Gud til selv at bede for de syge, men strittede imod tanken. Men aftenen før pinsesøndag 1971 gik Briege ind i kapellet i Tampa for at bede. Hun satte sig ned og sagde: ”Jesus, her er jeg.”
Efter kun fem minutter følte hun en mærkelig stilhed sænke sig over kapellet, næsten som en sky, en tåge.
Pludselig hørte hun en klar stemme sige ”Briege”, og hun vendte sig mod døren, men der var ingen. Alligevel følte hun, at nogen var tilstede. Så hørte hun igen stemmen: ”Du har min gave til at helbrede. Brug den!”
I det samme mærkede hun en brændende følelse gå ud gennem hænderne. Så forsvandt stilheden.

Briege faldt på knæ og bad: ”Jesus, jeg ønsker ikke gaven til at helbrede. Behold den for dig selv.”
Hun var flov over bare at have troet, at Jesus havde talt til hende og lovede Jesus: ”Jeg siger det ikke til nogen.”
Men pinsemorgen vågnede hun til disse ord, der buldrede indeni hovedet: ”Du har min gave til at helbrede. Brug den!”
Alligevel turde Briege ikke fortælle andre om det, hun havde oplevet. Men hun kom tilfældigt til at bede for et barn, og senere opdagede hun, at barnet var helbredt.

Et par måneder senere var hun med til et bedemøde i California. En præst fra den episkopale kirke sagde:
”Da vi bad, fik jeg en stærk fornemmelse af, at du har gaven til at helbrede, og du véd det, for Herren har sagt det til dig.” Hun protesterede, men han så bare på hende og spurgte: ”Fortæl mig, hvad der skete i kapellet.”
Briege forstod ingenting. hun havde ikke fortalt det til en eneste person. Præsten fortsatte: ”Jesus vil ikke tvinge dig. Han viser sin vilje, men du er fri til at følge ham eller lade være.” Så gik han.
Et par dage efter kom en kvinde og fortalte, at hun havde set et billede af Briege med en række af mennesker foran sig, som hun bad for. ”Herren sagde til mig, at du er kaldet til en stor helbredelsestjeneste.”
Alligevel strittede Briege fortsat imod…

I stedet for at følge Guds kald, forsøgte Briege nu at få kontrol på sin fremtid ved at opsøge en mand, der kaldtes profet. Men det viste sig at være en falsk profet, som i stedet forsøgte at ødelægge hendes kald og kaste en forbandelse på hende.
Igen måtte hun råbe på Guds hjælp for at blive befriet, og gennem den ubehagelige oplevelse lærte hun at skelne ånderne, hvad der var fra Gud, og hvad der ikke var.

I flyet på vej hjem til Florida viste Gud hende nogle billeder for det indre blik. Hun så bl.a. Jesus gå ind i hendes hus, men et rum var aflåst. Da hun gav Jesus lov at komme ind i det private rum, viste han hende, hvad der var i rummet: Hendes anseelse. Hendes frygt for, hvad andre ville tænke. Hendes ønske om kontrol over sit liv. Hendes modstand imod at bære korset…
Gennem denne oplevelse forstod hun, at Jesus ikke ønskede at binde hende med hendes nonne-løfter eller gaven til at helbrede. Han ville tværtimod gøre hende fri fra bekymring og gøre hende til velsignelse for andre.

Alligevel blev hun ved at undslå sig på mange måder, selv om den ene efter den anden bekræftede hende i, at hun skulle bede for syge. Men hun undskyldte sig med, at hendes åndelige ledere var imod ”tros-helbredelse”.
Men lidt efter lidt fik hun alligevel bedt for nogle syge, og hun opdagede, at Gud gjorde dem raske. Hun indså, at hun selv kun var et instrument for Guds kraft, som han havde valgt at bruge. Rygtet spredes. Efterhånden kom der masser af syge til hende, som ønskede forbøn. Folk ringede og skrev.
Og sådan begyndte en af de mest opsigtsvækkende helbredelses-tjenester. Briege McKenna har lige siden dengang i begyndelsen af 70’erne bedt for syge, og tusindvis er blevet helbredt.

I bogen ”Miracles Do Happen” (dansk titel: ”Er miraklernes tid forbi?” Katolsk Forlag, 2007) fortæller hun sammen med den amerikanske redaktør Henry Libersat sin historie. Og man får indtryk af en meget jævn og ærlig søster.
Det er ikke blot en spændende livshistorie, det er også en meget god undervisning om helbredelse og om at følge Guds kald.
Mens de fleste kendte helbredelses-prædikanter findes inden for protestantiske kirker, er Briege McKenna en vaskeægte irsk katolik. Hun er ikke blevet mindre katolsk af at have oplevet den karismatiske fornyelse og at have fået nådegaven til at helbrede syge. Troen er tværtimod blevet mere levende, ligesom det sker for kristne i andre kirker, der oplever den karismatiske dimension. I bogen forsøger hun at forklare nogle af de katolske ”specialiteter”, som nok kan være svære at forstå for protestanter.

Mens andre lægger vægt på salveklude og bibelord som kontaktpunkt for troen, nævner Briege flere eksempler på, hvordan den katolske opfattelse af nadveren har været en katalysator for helbredelse.
Katolikkerne betragter nadveren som et mystisk sakramente og tror, at brødet og vinen mirakuløst forvandles til Jesu’ legeme og blod. (Protestanter nøjes med at tro, at det er et symbol på eller mindemåltid til erindring om Jesu stedfortrædende død.)
Men Briege kan fortælle om mennesker, som er blevet helbredt i troen på, at det virkelig ER Jesus legeme og blod, de indtager. Det kan da nok give stof til eftertanke.
Uanset hvad man teologisk måtte mene om denne nadverforståelse, eller om salveduge og andre kontaktpunkter for helbredelse, så vælger Gud åbenbart altid at belønne dem, som tager et skridt i tro.
Den 30. juni -1. juli kan man opleve Briege McKenna i den katolske kirke i Esbjerg, og den 2. juli er hun i Skt. Pauls Kirke i Tåstrup. Møderne er åbne for alle.