Serie: Det nye Kina (1):
Tanker ved Maos mausoleum

Præst og forfatter Hans P. Pedersen har netop besøgt det nye Kina og bl.a. mødt kirkeledere fra Tre-Selv-Kirken og
Den Uregistrerede Kirke. Han skriver i tre artikler om sine indtryk. Dette er den første i serien.Formand Mao Zedong har stadig kultstatus i Kina, selv om kineserne efterhånden har erkendt hans politiske fadæser, som har kostet millioner af kinesere livet.

Hans P. Pedersen foran Maos kæmpeportræt, der hænger over porten ved indgangen til Den Forbudte By, hvor han kan skue over på sit eget mausoleum. (Foto: Arne Mörnerud)

For kineserne er Mao blevet et symbol på et stærkt og samlet Kina. Efter over 100 år med borgerkrige og ydmygelser efter opiumskrigene fik Mao smidt vestlige imperialister på porten og skabt fred i Kina. Det glemmer kineserne ikke.
Mao døde den 9. september 1976, og præcis et år senere blev hans 30 m høje mausoleum med det flade to-delte tag og de kejsergule glaserede teglsten indviet på Den Himmelske Freds Plads i Beijings centrum.
Her kan man få et glimt af Mao, først skal man dog aflevere sin håndbagage inkl. kamera. Den lange kø skrider hurtigt frem, og man gennes i lige rækker og går ind i forhallen, hvor man bydes velkommen af en hvid marmorstatue af en siddende Mao. Og dernæst defilerer man forbi en krystalsarkofag med Maos balsamerede lig.

Jeg tænker tilbage på den torsdag i september for godt 30 år siden, da Peking Radio meddelte budskabet om, at formand Mao døde 10 minutter efter midnat onsdag. Jeg skrev da følgende nekrolog, der umiddelbart efter blev spredt i titusindvis på en gul løbeseddel i Danmarks storbyer:
Formand Mao Zedong eller ”Befrieren”, som kineserne selv kaldte ham, blev født den 26. december 1893. Hans far var godsejer. Han behandlede sine tjenestefolk og landarbejdere med foragt og brød sig ikke om nogen religion. Dette prægede den unge Mao, som snart begyndte at læse gamle kinesiske klassikere – om bonderevolution i et uværdigt samfund – med begejstring.
I 1906 som 13-årig deltog Mao i den opstand, der opstod blandt bønderne på hans hjemegn. Her blev hans stilling som godsejersøn og buddhist taget op til revision og kunne ikke holde. Mao nægtede at tilpasse sig de sædvanlige former, begyndte at læse Huxley, Darwin, Mills og Rousseau – alle revolutionære på hver sit område. Han studerede grundigt, for han ville være ”historiens største mand”.
Efter en vellykket skolegang med topkarakterer blev han soldat og kom med i revolutionen mod Qing-dynastiet, som skulle blive Kinas sidste. Med en ven begyndte han derefter at udgive revolutionære skrifter og sluttede sig til kommunistpartiet, hvor han hurtigt blev en lederskikkelse.
Dog blev Den lange March et vendepunkt for ham. Den blev et klart bevis på hans organisatoriske og strategiske evner. Indtil da havde han tålt hån og latter fra partitoppen for sin landlige politik.
Men i 1935 blev han selv leder for partiet og udtalte da: ”Vort lands bånd må forsvinde, for sammen med religion, kapital og aristokrati udgør de vort lands onde djævle.”
Mao forsøgte fra starten af at skabe et nyt Kina uden indenlandske kapitalister og udlændinge, og at det lykkedes for ham kan ikke bortforklares – men det blev på bekostning af kinesere i millionvis.

Mao blev både en ødelægger og nyskaber. Også med Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen gjorde han sig yderst bemærket. Mao søgte stadig nye fremskridt, og folket søgte at følge ham, opildnet af den mest massive indoktrinering nogensinde.
En ting er sikker, Maos plads i historien er sikret. Indstillingen til ham strækker sig lige fra had til forgudelse. Han var stærk nok til at knuse sine fjender og klog nok til at love folket guld og grønne skove. En engelsk skribent med speciale i asiatiske forhold siger således om Mao: ”Han har en særegen, men livslang ambition, og det er at stavnsbinde sine landsmænd, så de ønsker sig døden for så delvist at opfylde deres ønske.”
Men i Kinas nationalsang ”Østen er rød”, hedder det: ”Han arbejder for folkets velfærd, han er folkets store frelser.”

Men selv Mao måtte dø en dag. Til sidst var der kun to ting, der optog ham, nemlig hans egen død og revolutionens fremtid efter hans død.
I forbindelse med det at dø erklærede Mao, at han ikke troede på nogen Gud – men ifølge den kristne tro skal også han, som alle andre møde Gud og stilles til regnskab for sine dispositioner.
Vor tid påstås at være en tid med fri tænkning og forsøg på at forandre verden gennem kundskab, videnskab, filosofi og materialistisk tænkning. Man forsøger at sætte falske guder på tronen – penge, berømmelse og menneskeligt intellekt. Men hvad vi end prøver, så bliver resultatet det samme: ”Det er menneskets lod en gang at dø og derefter at blive stillet til regnskab for Gud.”
Dr. John S. Wimbish har slående udtalt: ”Vort liv hænger i tynde tråde, den mørke grav står åben ved hvert fodtrin på vores livsrejse. Døden er vor universelle fjende. Selv regenter må underkaste sig manden med leen. Videnskabsmanden og lægen kæmper heltemodigt for at holde monsteret ude fra paladsets døre, men frygtens tilhyllede regent stjæler sig tyvagtigt forbi garden, ned gennem korridorerne til regentens sovegemak og indhyller selv den mægtigste hersker i sin dystre kappe.”

Engang sagde den italienske middelalderfyrste Cesar Borghia: ”Jeg har forberedt mig på alt i dette liv undtagen døden, og nu dør jeg ganske uforberedt.”
Det er underligt, at vi mennesker vil forberede os på alt andet end døden. Vi forbereder os med skolegang, uddannelse, ægteskab og alderdom – men døden, den synes unaturlig for ethvert menneske, når det tænker på sig selv, men naturlig nok med henblik på andre.
Dog – døden reducerer os alle til samme stade, den afklæder den rige hans millioner og den fattige hans pjalter.
Alle søger vi at ignorere døden – og dog skal vi møde den – fyrste såvel som bonde – tåbe som filosof.

Jeg forlader Maos mausoleum og går rundt på Den himmelske Freds Plads, hvor man fornemmer historiens vingesus, og hvor kineserne sætter deres imponerende drager i luften, fotograferer hinanden og beundrer deres hovedstad.
Under Maos ledelse blev pladsen i 1958 kraftigt udvidet til de nuværende 0,4 km2, der gør den til verdens største plads. Parader med 500.000 deltagere giver ikke pladsproblemer, og da Mao døde i 1976, samledes der op imod 1 million mennesker på pladsen for at vise ham den sidste respekt.
Jeg går hen til Den himmelske Freds Port, der er 34 meter høj og er blevet et symbol på det revolutionære Kina, ligesom den var det for det kejserlige Kina.
Porten blev bygget i 1417 under Ming-dynastiet og restaureret i 1651. Bygningen blev brugt som en slags podium, hvorfra man kunne tale til store forsamlinger. Andre gange blev kejserlige forordninger hejst ned i en boks, formet som en forgyldt fugl Føniks, hvor de blev modtaget af knælende embedsmænd, parate til at bringe budskabet ud til de fjerneste kroge af riget. Det var også herfra, Mao proklamerede Folkets Republik den 1. oktober 1949.
Jeg kaster et blik op på Maos kæmpeportræt, der hænger over porten, som leder ind til Den Forbudte By, Kinas flotteste og mest imponerende paladskompleks fra kejsertiden.
De kinesiske skrifttegn, til venstre for formand Mao, betyder ”Længe Leve Den Kinesiske Folkerepublik”. Og til højre står ”Længe Leve Harmonien Mellem Verdens Folk” – et ønske, der synes mere relevant end nogensinde.