Eventyret om vandpytten og regndråben

Det var efterår, og regnen havde silet ned i dagevis. På stationen havde en vandpyt fået lov til at vokse sig stor. Han lå og bredte sig på en ubenyttet del af perronen, helt nede i enden, lige ved siden af den gule linje, som markerede grænsen, man ikke burde overskride, når der kom et tog.
Pytten lå rigtig og blamerede sig, for han syntes selv, at han var ret vigtig. Kom nogen forbi, sørgede han for at strække sig ekstra meget, så de fik våde skosåler. Bagefter pralede han af det til alle, som kom i nærheden.
Når der var ophold, og solen tittede frem bag skyerne, blinkede vandpytten indforstået til togskinnerne, som blinkede tilbage, som om de havde en fælles viden, som kun de forstod.

Når skyerne trak sig sammen, og himlen blev hvidliggrå, kunne man se køreledningernes spejlbillede i pyttens blanke vandspejl. Flokke af trækfugle, som trak hen over himlen, kastedes også ned i pyttens favn og måtte afgive deres silhuetter til hans plumrede bund.

Det var et usædvanligt regnfuldt efterår, og pytten lå der længere, end sådan en normalt ville gøre. Efterhånden kom blade og andet snavs flyvende forbi og blev fanget i hans greb. Hvor meget de end prøvede, kunne de ikke komme op igen.
Pytten optog dem og tyggede på dem med sine våde kæber, så de til sidst var lige så meget en del af ham som de regndråber, der i sin tid havde dannet ham.
Vandpytten tænkte ikke så meget over, at det faktisk ikke klædte ham med alt det snavs. Han var mere optaget af at blive større, mægtigere og dybere. Derfor strakte han sig efter alle de regndråber, han kunne komme i nærheden af, og slubrede dem grådigt i sig.

Af og til fortalte regndråberne historier fra den store verden, før de opløstes i vandpyttens indre. Det var nu ikke noget, vandpytten sådan tog helt alvorligt. Kan man stole på regndråber? De har jo kun set en begrænset del af verden – og så endda ovenfra! Nej, vandpytten vidste nok, hvordan verden var skruet sammen.
Det havde jernbaneskinnerne fortalt ham, og de havde jo været vidt omkring. De løb helt oppe fra nord og helt til det varme syden. Og sikke historier, de kunne fortælle!
De var langt mere interessante og meget mere jordbundne end regndråbernes udbredelser om, hvordan verden så ud oppe fra skyerne af… Og jord, det vidste man da, hvad var. Der havde i ugernes løb samlet sig en del på bunden af den aldrende vandpyt. Jo, det var til at få forstand af!

Men en dag kom en regndråbe med chokerende nyheder.
Han havde været ved havet, sagde han. Faktisk var han kommet op af havet en solrig eftermiddag, var blevet til vanddamp og steget op mod himlen sammen med tusinde andre vanddråber.
Deroppe havde de samlet sig til en lille sky, som drev i dagevis over det åbne ocean uden landjord i sigte. Se, det var en vandpyt, som ingen kunne måle sig med!

Pjat, tænkte vandpytten. Det siger han bare for at prale!
– Bevis det! sagde vandpytten til regndråben. Men regndråben blev bare ved med at fortælle om oceanet.
– I havet bor der alle slags dyr, sagde regndråben. Fisk, rejer, ja, selv større dyr end dem, som lever på landjorden.
Jeg har selv set dem, sagde regndråben, før den forsvandt i vandpyttens favn og blev en del af ham.
Vandpytten tænkte en del over det, som regndråben havde fortalt. Så spurgte han togskinnerne.
– Har I set havet?
– Vi har godt nok hørt om havet, sagde togskinnerne. Men vi tror ikke på, at det virkelig findes, for nok har vi løbet langs med dybe søer og lange floder, men vi har aldrig set havet.

Så bestemte vandpytten sig for, at havet ikke fandtes. Når togskinnerne ikke havde set det, så kunne det ikke eksistere, for de var alligevel det klogeste, han kendte til.

Nogle få dage senere holdt det op med at regne. Det regnede ikke i flere dage. Solen tittede frem og sved vandpytten, indtil han kun var en skygge af sit tidligere jeg.
Skidtet, bladene og de andre ting, han havde samlet sammen gennem sin levetid, kom til syne.
Lidt efter lidt dukkede det frem af pyttens mudrede dyb. Og en morgen kom en fejemaskine forbi og tog det hele med sig. Perronens fliser nærmest skinnede af renhed, nu hvor vandpytten var væk.

Men oppe i en lille sky, højt, højt oppe på den blå himmel sad regndråben og lo lidt ved sig selv. Han var på vej til havet. Og han glædede sig umanerligt meget til at falde ned, ned, ned i det dybe hav og møde alle sine oceaniske venner igen.

Bare fordi man aldrig har set havet, kan det godt være, at det findes. Bare spørg regndråben, som falder på dit ansigt om efteråret. Han kan fortælle historier, som nok er værd at lytte til.