En fars smerte
Frikirkepræsten Anders Bartholdy følte det som et voldsomt tab, da sønnen Filip sprang ud som homoseksuel. Han følte, at han havde mistet sit barn, og at det var hans egen skyld, fordi han havde svigtet som far. Men på et kristent sommerstævne kom forløsningen.Det er farens skyld, hvis sønnen har problemer med kønsidentiteten.
Sådan følte Anders Bartholdy det, da han opdagede, at hans søn Filip var sprunget ud som homoseksuel. Farens bekræftelse er altafgørende for sønnens udvikling, og får han den ikke, vil han lede efter bekræftelse hos andre mænd senere.
er præst i Apostolsk
kirke i Sønderborg.
Så firkantet ser han ikke på sagen mere. Der er mange andre faktorer, der spiller ind: Sønnens natur, andre voksnes adfærd – ikke mindst i skolen – og naturligvis de valg, ethvert menneske er fri til at træffe.
Men skylden nagede. Og konsekvenserne stod lyslevende for ham: Han kunne ikke styre sit eget hus, som Bibelen siger, at ledere i en kirke skal. Derfor måtte han holde op som præst.
Heldigvis valgte Anders Bartholdy at dele sin smerte med kirkens ledergruppe, og de så ingen grund til, at han skulle stoppe. Til gengæld bakkede de ham op som far de kendte ham jo efter mange års tjeneste i Apostolsk Kirke i Sønderborg.
I dag sidder han i kirkens konferencerum, klar til at dele sin smerte også med Udfordringens læsere.
Det begyndte i sønnen Filips teenageår. På efterskolen blev den følsomme og kunstnerisk anlagte Filip mobbet og stemplet som feminin.
– Når jeg besøgte ham på efterskolen, lå der homoseksuelle pornobilleder frit fremme på hans værelse. Det snakkede vi igennem, og jeg tog også en meget alvorlig snak med forstanderen om, hvad der foregik på hans skole.
– Vi prøvede så at få professionel hjælp fra nogle kristne terapeuter. Det gik helt galt. Den undervisning om seksuel heling, som var i omløb blandt kristne på det tidspunkt, lagde for meget vægt på faderens rolle. Filip blev meget ked af det og stod helt af.
Årene gik, Filip flyttede til Odense for at studere, og forældrene kunne nu mærke, at noget var rivende galt.
– Jeg opdagede det først for alvor, da jeg blev ringet op af en fra kirken, der sagde: Vi lider sammen med jer! Så blev det klart, at det var blevet offentligt, at Filip var sprunget ud som homoseksuel. Nu var han oven i købet aktiv i en homoseksuel forening og delte løbesedler ud i byen med sit navn og billede på.
– Det var et voldsomt chok! Det havde rumlet længe, vi havde ikke villet erkende det, men nu var det åbenbart for alle. Det var svært at håndtere.
Det føltes som at miste, fortæller Anders Bartholdy.
– Vi har tidligere mistet et barn ved vuggedød; nu kom den samme følelse af tab. Vuggedøden kunne vi lægge bag os efterhånden, men denne situation smertede os konstant. Min kone beskrev det som at have en kniv i hjertet, som sidder der hele tiden.
Det smertede også at vide, at den homoseksuelle livsstil ville ødelægge Filips liv, fortæller Anders:
– Vi så allerede, hvordan det fortærede ham. Alle hans holdepunkter faldt sammen, økonomien hang i laser, alt skred. Han var forkrøblet, både indeni og udenpå.
Birgitte og Anders Bartholdy sprang i bilen og kørte til Odense for at snakke med Filip:
– Der må være håb, sagde vi. Der er en vej ud, hvis du vil! Det blev meget enetale fra min side den dag. Det var meget ubehageligt, for jeg oplevede, at jeg forulempede ham med det, jeg sagde. Og han magtede ikke at udtrykke det, han kæmpede med. Så vi valgte bare at være der for ham.
– Især Birgitte var god til at holde kontakten ved lige og ringede ofte til ham. Jeg havde meget svært ved at finde ord. Så hvis jeg ringede, blev det ofte tavshed i begge ender af linjen.
Det var svært at være præst for sin egen søn og at være præst i det hele taget i den tid:
– Ingen var i tvivl om, hvis skyld det var! Sådan følte jeg det i hvert fald, og jeg spurgte mig selv: Er jeg virkelig så dårlig en far? Et helt kirkesamfund kigger på mig, og de ved lige så godt som jeg, at der står i Bibelen, at man kun kan være leder i kirken, hvis man styrer sit hus godt.
I sommeren 2005 så Anders Bartholdy sin søn Filip og hans mand gå frem foran i stævnehallen for at blive bedt for under Apostolsk Kirkes sommerstævne i Kolding (læs om dette i Filips historie, red.). Og så tænkte han: Jeg er nødt til at gå hen og være med. Netop i det øjeblik sagde aftenens taler, Pablo Deiros: Hvis nogen har en søn eller en datter, så gå hen og giv dem en omfavnelse, sig at du elsker dem, bed om tilgivelse for din manglende bekræftelse og profetér ind i deres liv!
– Det gjorde jeg ved Filip, selv om jeg var til offentlig beskuelse. Over 1.000 mødedeltagere kiggede på, men det var ok. Folk vidste jo i forvejen, hvordan det stod til.
– Hvis tro kan udrette mirakler, så må jeg handle på det nu, tænkte jeg. Jeg har et medansvar i problemstillingen, og det ansvar vil jeg påtage mig.
– Så følte jeg Helligånden sagde, at jeg skulle gå hen til Filips mand og gøre det samme ved ham. Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget så svært. Men jeg overvandt alle mine begrænsninger og oplevede en velsignelse ved det. Jeg følte, at jeg satte både mig selv, Filip og hans ven fri.
Ummiddelbart efter dette kunne Anders Bartholdy tydeligt se forandringen i sin søn:
– Han rettede sig op, så lige frem og der var frihed i hans øjne. Det mirakel, jeg ikke havde turdet håbe på, skete fra det ene øjeblik til det andet.
Da det hele var overstået, inviterede Birgitte og Anders Bartholdy hele familien til fest.
– Her delte jeg nogle ord, jeg havde skrevet ned midt i den værste krise. Gud havde vist mig, hvad der ville ske. Jeg ville ikke have overlevet uden de ord fra Gud. Dem læste jeg nu op efter hans udfrielse. At han ville blive fri fra sin homoseksualitet.
Og så fastslår Anders Bartholdy med slet skjult stolthed i stemmen:
– Og nu opfyldes den sidste del: Jeg fik også at vide, at Filip ville komme til at dele sit vidnesbyrd for verden.
