Har du hørt rygtet om Jesus?
Martin Ramlov er ungdomssekretær i organisationen Ordet & Israel og bor i Århus- Har I hørt det, der er sket i Kapernaum?
Ham Jesus, som går rundt og gør en masse mirakler, har nu også gjort en død pige levende igen. Det er sandt nok. Det er Jairus datter – synagogeforstanderen i Kapernaum. Begravelsesoptoget var allerede gået i gang, da Jesus kom og gjorde pigen levende igen!
Rygtet spredte sig ud over landet i dagene efter, at Jesus havde gjort Jairus døde datter levende igen. Med rygtet voksede nysgerrigheden og spørgsmålet: Hvem var ham Jesus egentlig?
Jo, Jesus blev født af en jødisk mor, han havde en jødisk papfar og voksede op i et jødisk land og i en jødisk kultur. Som barn og voksen deltog han i de jødiske fester og sabbatsgudstjenesten i synagogen, hvor han som andre jødiske mænd også deltog i oplæsningen af Toraen.
Toraen – dvs. alle skrifterne i det, vi kalder Det Gamle Testamente, var Jesu bibel, og som alle andre fromme jødiske mænd bar Jesus også det traditionelle bedesjal, hvorpå der var påsat en kvast i hvert hjørne. Bedesjalet med de fire kvaster var påbudt af Gud selv, og kvasterne på sjalet skulle minde jøderne om at følge Guds befalinger.
Jesus var jøde. De første disciple var jøder, og hele baggrunden for det, vi kan læse om Jesus i Det Nye Testamente, var jødisk. Jo mere vi ved om Jesu jødiske baggrund, jo bedre forstår vi Jesus.
Jesus var ikke bare jøde. Jesus var også Gud. Den Gud, som havde skabt alt, og som havde al magt i himlen og på jorden, var blevet menneske.
I Jesus var Guds kraft og styrke samlet her på jorden. Derfor kunne Jesus ikke bare udlægge Toraen, så folk blev slået af forundring. Han havde også magt over sygdom og død. Det var der mange, der fik lov at opleve – blandt andet den syge kvinde i Kapernaum og Jairus datter, som vi læser om i denne uge.
Guds rige var kommet nær – så nær, at syge, fattige og ensomme fik lov at opleve Guds forvandlende kraft i deres liv. Det rige, som engang fuldt ud skal slå igennem, var kommet ned på denne jord, der var og stadig er præget af sygdom, lidelse og død.
Men hvad med de mange andre syge og døde, som Jesus ikke gjorde raske og opvakte? Og hvad med de syge og døde, som vi kender, og som måske ikke oplever at blive helbredt og vakt til live igen. Havde og har Jesus ikke magt til at gøre dem raske? Eller vil han ikke? Eller er det fordi, de ikke tror nok? Det er svære spørgsmål, som vi ikke får et klart og tydeligt svar på. Kvinden i Kapernaum kan måske hjælpe os til at forstå det lidt bedre.
Kvinden opsøgte Jesus i håb om, at han kunne hjælpe hende, men det fremgår tydeligt, at kvinden ønskede mere end at blive helbredt. Hun ønskede at blive frelst – ikke bare fra sin sygdom, men fra alt det, der bandt hende. Og Jesus hørte hendes bøn, selv om den hverken var særlig høj eller iøjnefaldende. Kunne hun bare snige sig til at røre ved Jesu kappe, så var hun overbevist om, at hun ville blive frelst. Kvinden kastede sit håb og hele sit liv i den simple handling at røre Jesu kappe, og hendes tro – ikke på sig selv, men på Jesus – frelste hende.
Jesus ville og vil være andet og mere end en healer og mirakelmager, der med Guds kraft kan gøre syge raske og døde levende. Jesus ønskede at være frelser for den syge kvinde, og Jesus hørte hende og frelste hende. Det er det vigtigste for Jesus – ikke at vi får et langt og godt liv, men at vi får et evigt liv på den nye og perfekte jord, hvor der ikke skal være sygdom og død.
Det betyder ikke, at Jesus ikke under os et godt og langt liv på denne jord. Det er både kvinden og Jairus datter eksempler på. Men vi er ikke blevet lovet det. Bibelen lover os til gengæld, at Jesus ønsker at møde os, også når livet er svært og ubærligt, og at han, når vi kommer til ham, vil give os hvile midt i sorgen og smerten.
Kristeligt Pressebureau