Min babyloniske famile…

Min families sprogforhold er mere komplicerede end finanspolitiske multiplikatorer.Mine to søstre har henholdvis giftet sig tysk og engelsk. Min tyske svoger Meikel kan ikke engelsk, og hans danske svigermor (min mor) kan kun dansk, så de kan lykkeligvis aldrig skændes. Desuden tror min far, at han kan engelsk og tysk, men ender egentlig bare med et stærkt altereret bondedansk.
Som du nok kan forestille dig, ligner familiemiddagene EU-Parlamentets simultantolkning, bare uden hovedtelefonerne. Men efter 10-12 år med sådanne forhold har vi vænnet os til det.
Nu er der efterhånden kommet 4 stk. småfolk til, som nu er mellem 3 og 9 år og alle tosprogede. Selvom disse minimennesker tit blander sprogene sammen, er det sjovt nok aldrig et problem at få kommunikeret ud til mormor, hvilke kager de mener, hun skal bage.
Min dansk-tyske 3-årige nevø Christian øver gerne sine danske vokaler tidligt om morgenen, gerne omkring kl. 4:30… Dét bevidnede jeg under en ferie, hvor jeg lå i det tilstødende soveværelse og lyttede til:
– Dædædæ… dødødø… dådådå… i 45 minutter, indtil han endelig faldt i søvn – hvorefter hans fars blævrende snorken tog over.
Jeg praler tit med at kunne tale flydende tysk, bl.a. fordi jeg sommetider underviser gospelkor i Tyskland, men min 7-årige dansk-tyske niece Jenny er af en helt anden mening. En dag sagde hun til mig:
– Moster Henni, kan du ikke skifte til dansk? Jeg forstår ikke det, du siger på tysk! Slået verbalt til plukfisk af en 7-årig, slog jeg uden vrøvl over i dansk.
Og disse charmerende sproglige misforståelser har spredt sig til min tante, som heller ikke taler tysk. Da min tyske svoger ved middagsbordet gentagne gange sagde: ”Vielen Dank,” hørte hun det igen og igen som: ”Fin tanke”. Så i hendes øjne er ham tyskeren jo en ganske flink fyr… Og ingen af os har hidtil følt nogen tilskyndelse til at rette denne positive misforståelse.
Jeg siger bare: Tænk dig grundigt om, før du overvejer at krydse den danske grænse.