Ypperste- præstens Søn
– en påskefortælling af Gert GrubeI Jerusalem stod Herodes tempel i al sin pragt og vælde, og på Tempelpladsen foran myldrede det med mennesker. Det var markedsdag.
To kammerater, Melkisedek og Ruben, stod foran et par boder og iagttog de udstillede varer. De kunne godt tænke sig et par duer, men deres forældre var nok ikke stemt for det. Derfor blev det kun ved tanken.
Længere nede ad gaden kom en fornem herre, det var Melkisedeks far, ypperstepræsten ved Templet. Hurtigt fik drengene bevæget sig væk fra boderne.
Melkisedek var den ældste af de to venner, og han havde i lang tid hjulpet med tempeltjenesten. Han havde fået sine bestemte opgaver; skuebrødsbordet skulle holdes rent, og lysene i den syvarmede lysestage skulle skiftes ud, når de var nedbrændt. Det mest spændende var dog at feje foran det mægtige forhæng til Det Allerhelligste og med mellemrum at udrede frynserne ved gulvet.
Det var bevidstheden om, hvad der var bag forhænget, der tryllebandt ham. Hans far havde fortalt om det allerhelligste rum, at det største øjeblik for ham var på forsoningsdagen at træde ind bag forhænget med offerblodet.
Melkisedek kendte rummet i sine tanker, men det måtte være noget ganske andet at stå der og så føle Guds nærhed. Af og til havde han følt sig fristet til at løfte forhænget og kigge ind, men hver gang fristelsen var der, var der ligesom noget, der holdt ham tilbage. Han kunne ikke. Hans far havde også sagt, at det var en utilgivelig synd at træde derind.
De to venner fór af sted, ned ad de smalle gader, hvor de af og til stødte ind i mennesker der var jo så meget, som drog deres øjne.
Pludselig så Ruben sin onkel med en sammenrullet madras.
Jamen, onkel, hvad er der sket, og hvor skal du hen? spurgte han.
Ruben, du ved godt, at jeg i lang tid har været syg, håbende på, at et mirakel ville ske. Men så i dag skete der noget forunderligt. Mens jeg brændende ønskede en hjælpende hånd, var der en skygge, der faldt på mig, og en stemme sagde: Vil du være rask?
Ordene var så varme, så jeg kunne ikke andet end tro dem. Jeg troede og modtog helbredelse, og nu er jeg på vej til Templet for at bringe min tak.
Må vi tage med, onkel? spurgte Ruben.
Ja, tag I blot med, svarede onklen.
Nu gik turen så tilbage, igen gennem menneskemyldret. Pludselig var de der. Onklen gik ind på tempelpladsen, og drengene fortsatte ind i søjlegangen til de andre kammerater.
Efter en times tid gik Melkisedek og Ruben tilbage på tempelpladsen. Ruben ville tale med sin onkel. Midt på pladsen stod onklen og tog afsked med en fremmed mand. Drengene betragtede nøje den fremmede, som fuldstændig skilte sig ud fra de andre. Han så så myndig og venlig ud..
Onkel, hvem var det? udbrød Ruben.
Det var manden, der hjalp mig, svarede onklen, han var i øvrigt vidunderlig at tale med. Han delagtiggjorde mig i mange ting. Han sagde blandt andet, at han var Guds ypperstepræst, og at han skulle bringe et stort offer.
Melkisedek lyttede. Det var toner, han kendte til. Han blev både glad og trist.
Hvordan kunne den fremmede dog tillade sig at sige det, tænkte han, når hans egen far var ypperstepræst, der bragte ofre? Det måtte han hjem og fortælle.
Far, sagde Melkisedek forpustet, da han var kommet ind i Det Hellige rum, jeg har hørt om en mærkelig mand, der benævnte sig selv som ypperstepræst, og så sagde han noget om et offer, der skulle bringes.
Faderen lyttede opmærksomt.
Det skal du ikke tage dig af, Melkisedek, jeg er den fungerende ypperstepræst for tiden, og det er der ingen, som kan lave om på, og du er den retmæssige arvtager, sagde faderen.
Det sidste vidste drengen godt. Det var derfor, han var i en slags lære i Templet.
Igen fangede Melkisedek det enorme forhæng med øjnene.
Gid man kunne se igennem det 8 cm tykke tæppe, tænkte han. En længsel fór gennem hans sind. Nu kunne han snart ikke vente længere.
Hvorfor var det også kun far, der kunne komme Gud så nær, én gang om året? tænkte han videre. Melkisedek kunne ikke forstå det, men det skulle nok være sådan.
Fjorten dage senere befandt de to kammerater sig igen i de smalle gader af byen. Mennesker var så sært urolige. Drengene måtte af sted for at se nærmere.
Det var nok ude på galgenbakken, tænkte Melkisedek, dér havde de før været for at se forbrydere blive korsfæstet.
Med ét rettede Melkisedek sig op.
Nej, det var ikke sandt, tænkte han, det kunne umuligt være manden fra tempelpladsen, der bar en tværbjælke over skulderen?
Ruben, se på manden! Kender du ham? fremstammede Melkisedek.
Jo, det ligner ham, min onkel snakkede med, kom det tøvende fra Ruben.
Kom, vi følger efter, føjede han til.
Ude ved højen var de romerske soldater allerede i gang med at korsfæste manden.
Kom og hjælp, knægt! lød det pludselig fra en romersk soldat tæt ved Melkisedek.
Du er ypperstepræstens søn, ikke? Hold lige foden imod, så bjælken ikke skrider ud af hullet.
Melkisedek var nødt til at hjælpe. Pludselig faldt blodsdråber ned på hans ærme. Nej, det var for meget. Han styrtede af sted. Hjem til Templet. Han så, hvordan skyerne trak sig sammen. Der var optræk til et uhyggeligt uvejr.
Han nåede lige i ly af Templet, da uvejret brød løs. Regnen silede ned, og lynene på himlen opklarede for et øjeblik bakketoppen med den korsfæstede mand. Et mærkeligt syn.
Forskrækket gik han ind i det hellige rum for om muligt at træffe sin far.
Men hvad var nu det? Det var, som om verden stod stille. Lige foran sig så han det store forhæng splittet ad i to dele. Kun en overnaturlig kraft kunne have gjort dette!
Nu kunne man se lige ind i Det Allerhelligste. Synet virkede stærkt dragende på Melkisedek. Det var som om en usynlig magt førte ham derind. Pludselig stod han der og betragtede rummet. Han så Pagtens ark med to engle, som vendte ansigterne mod hinanden, lavet i det pureste guld. Med ét så han korset for sig, manden, der blødte, og i næste øjeblik huskede han, hvad Rubens onkel havde sagt om ypperstepræsten, der skulle bringe et offer. Nu fangede øjet blodet på skjorten, offerblodet.
En forunderlig fred fyldte Melkisedek. Nu forstod han pludselig det hele. Vejen til Guds nærhed var åben for alle. Melkisedek befandt sig i Guds nærhed. Den fremmede havde gjort det. Hans varme ord til Rubens onkel var det nye. Ordet, blodet og ypperstepræsten. Brikkerne faldt på plads i det unge sind. Han var forvandlet. Hans ulægelige sår på benet var også helet. Han stod i Guds kraftfelt.
Melkisedek takkede Gud for det vidunderlige, der var sket på højen og med ham selv. Han løb hurtigt ud af Templet, mens tårerne trillede ned ad hans kinder. Nu skulle det være. Hans familie skulle have dette at vide, også Ruben og onklen.
Det var ikke til at tage fejl af. Melkisedek havde været i Guds nærhed, hvor noget nyt var skabt, en tro, der ikke kunne tie.
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.!
