Finske lutheranere starter eget kirkesamfund
Den karismatiske bevægelse Nokiamissionen forlader Finlands Evangelisk-Lutherske Kirke.Den finske bevægelse Nokiamissionen starter eget kirkesamfund. Den karismatiske vækkelsesleder Markku Koivisto meddelte efter påskenattens messe i Tammersfors, at han forlader den lutherske kirke og dermed sit præsteembede.
Den omstridte karismatiske præst Markku Koivisto siger, at han ikke længere med god samvittighed kan arbejde som luthersk præst inden for den Evangelisk-Lutherske Kirke i Finland.
– De seneste måneder har vist mig, at Bibelens autoritet ikke længere vejer tungt i den lutherske kirke; i stedet spørger man folk, hvad de synes. Laodikæa betyder, at folket har magten. Liberalteologien bryder kirkens grunde ned, sagde Koivisto.
Markku Koivisto har sans for drama. Påskekonferencen Momentum i Tammerfors med Chuck Pierce, Paul Wilber og Hans Weichbrodt som talere tiltrak omkring 5000 besøgende til Tampere Areena påskeaften og påskedag. Et par dage før påske meddelte han, at han efter højmessen påskenat ville meddele Nokiamissionen de nye planer for fremtiden.
Markku Koivisto uddelte efter midnat nadveren til tusindvis af kristne iklædt en alba, som er en hvid dragt, som lutherske præster har på ved højmessen. Efter afslutningsbønnen forsvandt han om bag scenen, kom tilbage i sit brune jakkesæt og trådte frem sammen med pastorteamet for at fortælle om det nye kirkesamfund.
På pressekonferencen med blot nogle få journalister klokken et påskenat kom beskeden: Nokiamissionen tager afstand fra den lutherske kirke. Som avisen Dagen kunne berette en uge tidligere, overvejede Koivisto muligheden for at starte for sig selv for at kunne virke med større frihed.
Den karismatiske vækkelse startede for 17 år siden i byen Nokia i nærheden af Tammerfors. Mange har her fundet troen på Jesus og oplever Nokiamissionen som deres åndelige hjem. De har ikke følt sig hjemme i de eksisterende menigheder.
En af de afgørende begrundelser for at skabe et nyt kirkesamfund er retten til at døbe og til at fejre nadver.
luthersk licens
Denne påske har man fået specialtilladelse af den lutherske kirke til at fejre nadver, fordi der har været lutherske præster, som har medvirket. Som eget kirkesamfund kan man i fremtiden gøre, som man vil, og hvonår man vil, uafhængig af den lutherske kirke.
Det nye kirkesamfund vil begynde sit virke fra første august i år i Tammerfors. Markku Koivisto selv bliver dog ikke leder af samfundet.
Markku Koivisto siger til avisen Dagen, at han i nær fremtid vil begære sin udtrædelse af den lutherske kirke.
– Det har været en fortløbende proces. De sidste slag har været, da jeg har villet sige til min egen kirke: Vend om, se Bibelens autoritet. Det har jeg fremholdt målbevidst hele tiden. Ja, måske til og med for meget.
– Jeg er dybt grebet af uro for, at mennesker går fortabt, og vi har ikke gjort og gør ikke tilstrækkeligt for at vinde mennesker til Gud, siger Koivisto.