Englene synger på Frederiksberg

Kaffeduft og gospeltoner slår os i møde, da vi kigger indenfor i Danmarks første gospelkirke.Gospel-bølgen startede med gospelkoncerter, udviklede sig til gospel-workshops og senere til regulære gospel-kor. Nu er tiden moden for Gospel-kirker.Det mener i hvert fald Julie og Markus Lindell, der som gospelsanger og pianist nu giver fuld skrue og inviterer til alt fra Baby Gospel til et Gospel Akademi, hvor deltagerne kan lære at synge solo, danse og spille forskellige musikinstrumenter. Alt sammen med en nystartet gospelkirke som fundament.

Positiv kristendom

Jeg opsøger Gospelkirken en søndag eftermiddag i Københavns Frikirke på Frederiksberg. Det er svært at finde en p-plads på grund af de mange biler, der omgiver den tempel-lignende bygning på Filippavej.
Lyden af dunkende rytmer afslører dog, at jeg er kommet det rigtige sted hen. Jeg slår dørene op og mødes af høj, glad og intens gospelsang, godt hjulpet på vej af musikere, der nærmest leger på instrumenterne.
”Jeg presser på for at komme højere op”, lyder oversættelsen af de engelsksprogede gospelsange.
– Betyder det, at det skal gå op ad bakke hele tiden, spørger forsangeren, og giver selv svaret:
– Nej, det betyder bare, at vi har flere velsignelser i vente, og vi rækker ud efter dem hele tiden.

Gospelfolket klar,
men ikke kirken

Så er tonen slået an. Gospelkirken er en positiv kirke og en fortsættelse af den opløftende atmosfære, som netop kendetegner gospelmusikken og derfor også det kristne budskab.
Den anderledes kirke blev startet for tre år siden af Julie og Markus Lindell sammen med Kathrina og Morten Brunnstrømm og Jørgen Mortensen, der er præst for Københavns Frikirke på samme adresse:
– Vi har ledet gospelkor i mange år – også i andre kirker. Her så vi, at folk oplevede noget i koret. Flere kom efter øvelsen og sagde: Bed for mig, jeg har det og det problem. Så vi måtte øve sjælesorg, selv om vi jo ikke er uddannet til det.
– Gospelsangerne var klar til mere, men det var kirkerne ikke. Ingen turde tage skridtet fuldt ud og gøre andet end at holde en gospelgudstjeneste en gang imellem. Og en almindelig gudstjeneste søndag formiddag med dansk pop-rock-lovsang sagde ikke gospelfolket noget.

Anderledes kirke

Forsangere leder forsamlingen ind i gospelsangenes egentlige formål: at prise Gud.

Så Julie og Markus Lindell besluttede at tage konsekvensen og lave en gospelkirke:
– Det var svært at slippe det vante kirkeprogram, for vi er begge vokset op i frikirkemiljøet. Men vi uddelte et spørgeskema til de sammenlagt 400 gospelsangere, der kommer til vores tre kor torsdag aften. 160 udfyldte dem, og 148 ønskede at komme i en gospelkirke.
– De havde en masse geniale forslag: Der skulle være masser af gospel naturligvis, prædikenen skulle være kort og om et relevant emne, der skulle være levende lys og en kurv, hvor man kunne lægge sine bønner, så præsten kunne bede for dem samlet, og så en kaffepause midt i gudstjenesten!
– Vi besluttede at viske tavlen helt ren og lave kirke for dem – ikke for os. Vi lavede en kæmpe medarbejdergruppe og inviterede dem til at være med.
Gospelkirken mødes nu to gange om måneden og samler mellem 50 og 70 gospelentusiaster.
– De kommer fra vores tre kor – to gospelkor og et juniorkor – eller fra andre gospelkor i byen, forklarer præst Jørgen Mortensen, da jeg får forvildet mig ind ved siden af ham på bageste bænk. Gospelkirken er nu en selvstændig kirke under Apostolsk Kirke i Danmark – faktisk den fjerde nystartede kirke på 15 år, oplyser han.

Ørerne er tunet ind

Men hvorfor søger gospelfolket i kirke?
– De har smagt noget i korene, deres ører er blevet tunet ind, og de ønsker nu at studere det nærmere. Derfor kommer de her. For at mærke stemningen og finde ud af, hvad der ligger bag.
– De er jo slet ikke vant til at gå i kirke, og nogle har den mest bizzarre livsstil, andre har okkult baggrund. De snakker ikke om Helligånden, men om god karma.
Tag fx Kenneth derovre, siger Jørgen Mortensen og peger på dagens mødeleder.
– Han har ikke været i nogen anden kirke og har et sjovt sprog nogle gange…
Inden Mortensen får talt færdig, popper Kenneth op på talerstolen mellem to gospelnumre og gengiver Martin Luther Kings berømte ord: I have a dream. Vi får hele sammenhængen med, oven i købet med Kings karakteristiske stemmeføring.
Folk klapper og ler.

Prædiker over Clapton

Nu er det Jørgen Mortensens tur til at prædike. Øverst på hans notater står: Do I look allright?
Jo, du ser godt ud Jørgen, tænker jeg, inden han hvisker:
– Det er et citat fra Eric Clapton, hvor hans kone spørger, inden de skal i byen: Ser jeg ordentlig ud?
– Jeg skal tale om menneskets længsel efter anerkendelse – et behov, der dybest set kun kan opfyldes af Gud, siger han, inden han går op på scenen..
Markus Lindell leger videre på klaveret, scenevant som han er med at akkompagnere Julie og parrets gospelkor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mange jern i ilden

Den kun 30-årige Julie er allerede en velbevandret gospelsangerinde. Herhjemme har hun sunget for Sanne Salomonsen, Danser med Drenge, Søs Fenger, Etta Cameron og bl.a. medvirket på soundtrack til filmene Herkules og Oh Happy Day. I udlandet har hun sunget for navne som Rick Astley, Kim Burrell, Cliff Richard, Will Young og Andraé Crouch.
Desuden fortsætter parret Lindell med at arrangere gospelworkshops, teambuilding for virksomheder og koncerter med gruppen Gospel Sisters. Sidste skud på stammen er organisationen Vild Med Gospel, der bl.a. står for musikskolen Gospel Akademiet.
Gospel er blevet deres livsstil:
– I dagens Danmark er det ikke særlig populært at være glad. Vi går konstant rundt med 11-taller mellem øjenbrynene og er trætte, bekymrede og stressede det meste af tiden. Midt i det har mange oplevet, at gospelmusikken er et fantastisk sted at blive ladet op, få glæde, livsgejst, energi, fred og et meningsfyldt fællesskab.
– Nej, vi er ikke sorte og har ikke den slavehistorie, som afro-amerikanere har, indrømmer Julie. – Men trods de kulturelle forskelle har danskerne fundet noget i gospelmusikken, som vi kan relatere til. Vi mangler åbenbart noget midt i al vores velstand – der er åbenbart et tomrum og en længsel efter noget mere. Rigtig mange finder det i denne fremmede gospelmusikkultur.
Noget tyder på, at Julie har ret. Jeg hørte i hvert fald englene synge en søndag eftermiddag på Frederiksberg.
Læs mere om Julies og Markus’ gospel-gå-på-mod på www.vildmedgospel.dk.