Kirker beskylder regering for at gamble med menneskeliv

En række kirker og kirkelige organisationer advarer mod planer om liberalisering af den engelske spilleindustri, da den vil friste økonomisk svage over evne.I en tid med stigende fattigdom og arbejdsløshed er en forøgelse af de økonomiske risici på spilleautomater gambling med menneskeliv.

Et regeringsforslag vil øge indtjeningen for den engelske spilleindustri. Men sårbare mennesker vil betale prisen, advarer flere kirker.

Sådan lyder kritikken fra en række kirker og kirkelige organisationer, efter det er kommet frem, at den engelske regering har planer om at fordoble både indsatser og præmier på de enarmede fristelser.
I en fælles udtalelse til Ministeriet for Kultur, Medier og Sport forudser kritikerne, at samfundets svageste og sårbare vil blive taberne, selvom gevinsterne ifølge forslaget vil kunne stige til op imod 70 pund.

Opfordrer til et mere beskedent forslag

– I en tid med en global truende recession, stigende arbejdsløshed og faldende indkomster svigter regeringen sårbare mennesker til fordel for gambling-industrien, siger Christopher Jones, der er politisk rådgiver i Den Anglikanske Kirke, til Christian Today.
– Selvom der givetvis kan foretages periodiske vurderinger af indsatser og priser, er de foreslåede forhøjelser overdrevne og vil tilskynde folk til at bruge penge, de simpelthen ikke kan undvære, tilføjer han og opfordrer regeringen til at fremlægge et mere beskedent forslag.

Kun spilleindustrien vinder ved forslaget

Hans kollega, David Bradwell, der er politisk rådgiver for Metodistkirken, antyder, at regeringen med sit forslag viser større omsorg for kriseramte virksomheder end samfundets svageste.
– Det er forkert, at folk, der risikerer at få problemer med spil, skal betale prisen for at beskytte virksomheder, der er ramt af økonomisk pres, sagde han.
– Spilleautomater er en af de mest afhængighedsskabende former for spil på grund af spillets isolerende og ensomme karakter, tilføjer David Bradwell, der minder regeringen om, at den er forpligtet til at beskytte de sårbare mod spilleafhængighed og opfordrer til forsigtighed og grundig analyse, før forslaget sendes til afstemning.
Foruden Metodistkirken og Den Anglikanske Kirke står Den forenede Reformerte Kirke, Baptistsamfundet, Evangelisk Alliance, CARE, Frelsens Hær og Den Skotske Kirke bag kritikken af regeringsforslaget, ligesom de opfordrer andre til at protestere.