Ud-af-kroppen-oplevelse: Gud gav mig mit liv tilbage

Peter Madsen faldt om og fløj ud af kroppen. Men en høj røst fik ham tilbage til jorden, hvor han nu har været missionær i 46 år.Det er med stor taknemmelighed, Peter Madsen fra Middelfart kan fejre 77 års fødselsdag den 19. marts. For 18 siden faldt han nemlig pludselig om hjemme i familiens køkken. Han kunne se sin krop udefra og oplevede at svæve højere og højere op gennem atmosfæren, helt op til rummet, hvor han kunne se de lande, hvor han og hustruen Anne Lise havde været missionærer i 28 år.
Og her, mens han svæver deroppe, hører han en kraftig røst sige: Der er endnu meget, der skal gøres.
Det blev en ud-af-kroppen-oplevelse, der for altid forandrede hans liv.
– Jeg kan stadig høre den røst indeni mig, siger han.

For heldigvis svævede han dengang tilbage i sin krop igen. Og siden har Peter og Anne Lise rejst på korttidsmission i Tanzania, Kenya, Malawi og Israel, mens de herhjemmefra har opmuntret kirker og samlet penge ind til utallige projekter.
Og der er stadig krudt i dem begge to – især i Peter, som cykler 20 km om dagen og stadig virker ung i sin gamle krop. Og det, som driver ham, er den røst fra rummet foroven:
Der er stadig meget, der skal gøres.
Men lad os høre ham fortælle historien fra begyndelsen. Anne Lise og Peter Madsen boede dengang i landsbyen Vedde uden for Stenlille på Sjælland, hvor de havde startet en lille menighed.
– Jeg skulle ud og arbejde i haven, som var vokset til, fordi vi jo rejser så meget. Jeg begyndte at flytte nogle buske, da jeg pludselig blev dårlig. Jeg satte mig på trappen med hovedet mellem knæene, fortæller han.
Han besluttede at forsætte havearbejdet lidt igen:
– Men jeg fik det ikke bedre. Så jeg satte mig ind i stuen for at se tv-avisen, men her blev jeg dårlig igen. Jeg gik ud i køkkenet for at hente noget smertestillende. Så faldt jeg pludselig ned over køkkenbordet, hen over kopper og tallerkener, og så var jeg væk.
Om han var besvimet eller død er en åben diskussion, men:
– Jeg så pludselig mig selv ovenfra ligge der på køkkenbordet med pillerne spredt over det hele. ”Det her har jeg vist ikke styr på”, nåede jeg at tænke.

Og så svævede han langsom højere og højere op og ud i rummet, hvor han kunne se landkortene brede sig ud under ham.
– Jeg fløj ind over Tanzania, og så de områder, hvor vi har været. Jeg kunne se husene, folkene og de kirker og skoler, vi havde bygget, tæt på. Jeg så det ligesom i vidvinkel.
– Pludselig var jeg henne over Kenya og så ned over Nairobi og den store kirke, hvor vi har arbejdet i 10 år, så videre til Uganda. Jeg så det meget tydeligt.
Og så var han pludselig inde over Danmark igen.
– Her hørte jeg en kraftig røst sige: Der er endnu meget, der skal gøres! Og så var jeg pludselig tilbage i min krop.

Han kunne nu høre ambulancen komme og ambulancefolkene nærme sig med en båre. De fik ham ud på gårdspladsen og ind i ambulancen.
– Jeg kom langsomt til mig selv på vej til Slagelse Sygehus. Her kom jeg ind på skadestuen. Jeg havde mange smerter. Fik indsprøjtninger i låret, men det gjorde fortsat meget ondt.
Anne Lise var kørt bagefter ambulancen. Inde på Slagelse Sygehus fik hun en halv time i enestue sammen med sin Peter inden operationen:
– Lægen ville have, vi skulle sige farvel til hinanden. For han vidste ikke, hvad jeg fejlede og regnede ikke med, at vi ville komme til at se hinanden igen.
Da de opererede på Peter, viste det sig, at galdeblæren var på bristepunktet.
– Havde du kommet 10 minutter senere, havde du været færdig, sagde lægen til mig bagefter.

Peter Madsen kom på opvågningsstue, og en sygeplejerske kom ind med en radio, han kunne fordrive tiden med. Da han tændte den, havnede han midt i en udsendelse, hvor der lød et bibelcitat fra Jesus til den lamme mand ved Betesda Dam: ”Vil du være rask?”
– Ja tak, det vil jeg gerne, svarede jeg spontant. Jeg var stadig lidt omtåget og befandt mig i en ”salig” tilstand.
Så kom han ind på en firemandsstue, hvor der også var en radio. Da han tændte den, sagde oplæseren – igen fra Bibelen: ”Tag din seng og gå!”
– Så tænkte jeg, det vil jeg gøre. Jeg havde ingen smerter, så da sygeplejersken om aftenen kom ind med smertestillende piller, sagde jeg: ”Dem ville jeg ikke have!”
Jeg sov helt til kl. 10 næste formiddag.
Lægen kom på stuegang og undrede sig over, hvor frisk Peter så ud: Må jeg se dit operationssår? spurgte han.
Så løftede han dynen og opdagede til sin store overraskelse, at operationssåret på 20 cm var groet sammen.
– Hvad siger du til at blive udskrevet i morgen? spurgte han.

Som sagt, så gjort. Peter kom hjem og hvilede sig, og seks dage efter ledede han møderne ved en kampagne i København med den svenske evangelist Roger Larsson.
Mens han lå på hospitalet, sørgede Anne Lise for at melde Peter ud af alle de bestyrelser, han var havnet i gennem tiden.
– Det stod klart for os begge: ”Gør det, du skal gøre – men gør ikke det, andre kan gøre”, siger Peter Madsen med sædvanlig sans for rammende replikker.
– Gud gav mig mit liv tilbage. Så nu ser vi hver dag som en gave fra Gud.
Det er nu 18 år siden, Peter faldt om på køkkenbordet. Og siden har Anne Lise og Peter Madsen bestemt ikke ligget på den lade side:
– Der er endnu meget, der skal gøres! Den røst kan jeg stadig høre indeni mig, siger Peter Madsen.
Missionærparret er færdige med arbejdet i Tanzania, hvor de bl.a. har finansieret en ny stor kirke på pinsekirkernes missionsstation Sanjaranda, hvor de boede i otte år. Og det samme har de gjort i nabobyen Singida. Men nu er de tilbage i Danmark med undtagelse af et par rejser om året til Israel, hvor de har gang i en håndfuld hjælpeprojekter.
– Der er endnu meget, der skal gøres, siger Gud. Jeg ved ikke, hvad det konkret er, men jeg vil være med, hvor der sker noget, slutter Peter Madsen.