Rejse eller endestation?

”Dem, der hører til Vejen.” Før de kristne havde fundet på at kalde sig kristne, var det sådan, de omtalte sig selv. Hvordan kan det da være, at troen ofte opfattes som en endestation?Erling Rimehaug
Forfatter og kommentar- redaktør på avisen, Vårt Land.

Mine bedsteforældre havde en bog, som jeg godt kunne lide at blade i, da jeg var lille. Tegningerne var lige så spændende som en tegneserie. Den hed ”Pilgrimsvandringen”.
John Bunyans bog om en kristens rejse har været en af klassikerne i missionshustraditionen. Men tanken om, at kristenlivet er en vandring, hvor vi stadig kommer nærmere til målet, har ikke præget forkyndelsen.
Det ene afgørende øjeblik, som deler livet i et før og et efter, har været hovedsagen i vækkelsesforkyndelsen. Omvendelsen, bekendelsen, skridtet fra udenfor til indenfor er blevet forkyndt igen og igen. Men hvad fulgte så efter? ”Ja, alt er færdigt, jeg skal intet gøre,” sang vi, og det føltes frigørende. Men var der alligevel noget mere? Skulle vi ikke videre?

Nå ja, mange af os fandt jo ud af, at der var meget, der skulle gøres. Der var bestyrelser og udvalg, der var kor og lejre, der var vidnemøder og bedemøder. At blive en kristen var for mange af os at blive trukket ind i en hæsblæsende aktivitet. Vi vidste godt, at det ikke var nødvendigt for at blive accepteret af Gud, men det var ret nødvendigt for at blive accepteret i miljøet, og for en ung kan det være noget meget vigtigt.
Men med Gud var altså alt i orden og afgjort med omvendelsen. Der var ikke mere at gøre. Det føltes efterhånden utilfredsstillende. Var der virkelig ikke mere…?
At livet med Gud er vækst og udvikling, er gledet ud af billedet i vore vigtigste traditioner. Betyder det at være født på ny, at vi skal være som åndelige spædbørn resten af livet? At vi alle er lige for Gud, betyder det, at vi ikke skal opleve åndelig vækst og udvikling?

Fra bogen, ”Tørsten giver lys”
af Erling Rimehaug. Lohses forlag.