En skuespiller oplever Helligånden

Anna Larssen oplevede Gud og blev pioner i en vækkelse, der startede nye kirker og fornyede de gamle. På søndag er det 101 år siden, hun fik en Helligåndsoplevelse, så det ”sitrede”…På søndag den 13. december er det præcis 101 år siden, den feterede danske skuespiller Anna Larssen oplevede Helligånden, så det ”sitrede” gennem hele kroppen.Anna Larssen blev frontfigur i den såkaldte pinsevækkelse, der kom fra USA via Norge og skyllede ind over Danmark og blev startskuddet til flere hundrede kirker – pinsekirker, apostolske kirker og selvstændige kirker – og den såkaldt ”karismatiske fornyelse” i etablerede katolske og lutherske menigheder.
Der er mellem 60 og 100 mio. pinsekristne ud over verden i dag. Bevægelsen er den hurtigst voksende kirkeretning.

Guds inderste væsen

Hvad oplevede Anna Larssen, der var så stærkt, at det fik sådanne ringvirkninger?
Hun oplevede det, nogle kalder Helligåndens dåb, andre Helligåndens fylde, men i hvert fald en oplevelse af Helligånden, der er Guds allerinderste væsen, som han har udgydt over alle mennesker siden Pinsedag for ca. 2000 år siden.
Og det gik bestemt ikke stille af, da Anna Larssen oplevede Helligånden ved et husmøde hos fru provstinde Mollerup i København:
– En sitren gik gennem min venstre arm og forplantede sig i et øjeblik til hele mit legeme. Varme bølger jog gennem mig gang på gang, det var, som hele mit væsen var badet i lys, fortæller hun i selvbiografien Teater og Tempel (Hirschsprungs Forlag 1935).
Prædikanten var den norske metodistpræst T. B. Barrat, der kort forinden havde besøgt USA og var kommet i berøring med den nye pinsevækkelse, der ganske spontant var opstået i en lille kirke i Los Angeles.

Alle kirker velsignet

Og nu kom vækkelsen til København, eller rettere: Helligånden tog bolig i en af datidens mest anerkendte skuespillere og spredte sit nærvær med lynets hast – dels fordi Anna Larssen nu turde fortælle mere åbent om det kristne budskab – og dels fordi hun efter et brud med teatret rejste landet tyndt med sin mand Sigurd Bjørner i ”Evangelievognen”, en cirkusvogn med bagperron indrettet som talerstol.
Anna Larssen Bjørner og Pinsevækkelsen bragte ny friskhed over stort set alle kirkesamfund i Danmark. Ved 100-års jubilæumet udtalte bl.a. generalvikar for den katolske biskop, Lars Messerschmidt:
– Jeg forstod mere og mere, hvordan Guds Ånd virker overalt i og blandt dem, der tror på Jesus, ja endda uden for Guds folks synlige grænser.
Og folkekirkepræst Stig Christensen skrev:
– Som Pinsevækkelsen og senere den karismatiske fornyelse har sat kirken i brand, så vil den kristne kirke helt sikkert blive ved med at vokse ud over jorden, indtil den har nået alle stammer og folkeslag. Og landsformand for Metodistkirken i Danmark konkluderede:
– Kirken har brug for Helligånden, og det gælder uanset om man er statskirke eller frikirke, luthersk eller katolsk. Uden Helligånden stivner vi alle i former og traditioner. Også pinsekirker.

Manglede frimodighed

Derfor inspirerer Anna Larssen Bjørners historie også i dag – 101 år efter.
– Jeg husker den dag, som det var i går, fortæller hun. Det var søndag den 13. december 1908, og jeg skulle om eftermiddagen spille i Edgard Høyers ”Brødrene Hansen”.
Efter en middag med T. B. Barrat og fru Mollerup satte selskabet sig ind i dagligstuen, hvor Barrat begyndte at stille spørgsmål ”ganske direkte, meget venligt, men også med alvorlig Vægt”:
– Er De frelst, fru Anna Larssen?
– Ja, det er jeg. Det er allerede flere måneder siden.
– Det var herligt! Så har De vel fortalt om deres frelse til de andre skuespillere ved teatret?
– Nej, det har jeg ikke, svarede Anna Larsen brødebetynget og fortsatte: – Jeg mangler ganske frimodighed til at tale med kammeraterne om disse åndelige ting – jeg er bange for, de ikke vil forstå mig. Jeg ved godt, at jeg alligevel burde gøre det, men jeg kan ikke få mig selv til det.
Barratt slog sin bibel op, som lå foran ham på bordet, og som var fuld af notater og understregninger.
– I skal få kraft, idet Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner, sådan siger Jesus til disciplene. Og løftet om Åndens kraft er for ”alle, som er langt borte, så mange, som Gud vil kalde til”. Det er denne kraft, De behøver, søster, til at være et vidne på teatret, hvor De står. Når Gud døber Dem i sin Ånd, så kommer frimodigheden ganske af sig selv.
– Tror De, pastor Barratt, at Gud også vil give mig denne kraft?, spurgte Anna Larssen fosigtigt.
– Ja, det tror jeg. Den er til alle kristne – også vor tids, svarede Barrat.
– Vil De og provstinden bede for mig, at det maa ske?
– Ja, det vil vi gøre med det samme.
Og så fortæller Anna Larssen i biogafien, at de knælede ned ved hver sin stol, og Barratt begyndte at bede.
– Først takkede han Gud, fordi jeg var blevet frelst, og så mindede han ham om løftet i Skriften, som vi lige havde læst: ”Du ser Herre Jesus, at din tjenerinde her behøver Åndens kraft til frimodig bekendelse af dit navn. Døb hende med Ånden nu, Herre!”
– I det samme kom Guds svar. En sitren gik gennem min venstre arm og forplantede sig i et øjeblik til hele mit legeme.
– Varme bølger jog gennem mig gang på gang, det var, som hele mit væsen var badet i lys, og som om dette lys trængte ind i alle kroge, drev mørket på flugt og gennemrensede mig.
– Jeg skælvede og bævede, mens tårerne strømmede ned over mit ansigt, og jeg kun kunne blive ved at gentage: ”Tak, tak Herre Jesus, tak, Jesus, min frelser!”

Rystende lykkelig

Nu hørte hun uret inde i spisestuen slå halv fire.
– Om en halv time skulle jeg være sminket og påklædt til eftermiddagsforestillingen. Jeg rejste mig fra min knælende stilling, men måtte støtte mig til stoleryggen, sådan rystede jeg endnu – men, hvor var jeg lykkelig! Tænk, at kraften fra det høje også var for kristne i det tyvende århundrede!
Og det 21., kunne man tilføje.
Men hvad blev der af oplevelsen – holdt den ved, og bar den frugt?
– Fra nu af havde jeg en hel ny oplevelse af Jesu nærværelse i mit indre, fortæller hun og fortsætter: – Og nu havde jeg fået frimodighed til at tale til mine kammerater om, hvad jeg havde oplevet med Gud, og jeg havde fået en ganske ny godhed for dem…
Kort efter inviterede hun alle kollegerne – både fra Det Kongelige Teater og fra privatteatrene – til et møde med Barrat i hendes hjem.
Og der blev en anden skuespiller, Anna Lewini, grebet af Barrats budskab, og vækkelsens ild fik fat…