Pas nu på – hvad?
Da jeg inden afrejse havde travlt med rejseforsikring, malariapiller og vaccine imod japansk hjernehindebetændelse, havde jeg aldrig troet, at det, jeg i virkeligheden burde frygte, var noget, som omringede mig hele tiden.Alle, der en sen aften har kastet et blik på TV2s Helvede tur/retur, bliver nok en anelse skuffet, når de hører om den største trussel her i Thailand. Trods programmets skrækhistorier om bortførelser og umenneskelige, asiatiske fængsler, så burde forældre og andre bekymrede sjæle faktisk tænke mere over noget så kedeligt som luftforurening!
Efter godt et måneds ophold her i Østen, så finder jeg helt tilfældigt ud af, at problemet pt. er så alvorligt her i Nordthailand, at flere foretrækker at søge sydpå. Regeringen overvejer at dele 250.000 gratis masker ud, samtidig med at børn, syge og ældre rådes til at blive indendørs.
Nu er jeg her jo kun for en kortere periode, så jeg tager nok ikke alvorlig skade af at være her. Men prøv blot at overveje ironien i, at man hver dag indtager noget, der på sigt er livstruende, alt imens man bekymrer sig om helt unødvendige ting. Hvad hvis jeg boede her permanent, men ingen nogensinde fortalte mig, hvordan klimasituationen rent faktisk så ud? Eller hvad hvis jeg havde for travlt med mit liv til overhovedet at lytte? Måske kunne jeg overbevises om, at der var luftforurening, men ville så ikke tro på, at den var så slem endda. Masker, begrænsninger og forholdsregler er desuden så besværlige! Uanset hvordan jeg ville vælge at forholde mig til situationen, så ville den uundgåelige indånding af usynlige, men giftige partikler en dag medføre døden
Lyder det bekendt? Måske kommer det som en overraskelse, men synden er en realitet! Usynlig eller ej, så vil den en dag tage livet af dig. Medmindre du har fred med Gud. Når det kommer til stykket, frygter vi så egentligt det, som virkelig er til fare for os?
Af Maria Skov Gregersen
Udsendt som
voluntør af Impact