Uværdig biskop tager sin afsked

Hvis Bent Feldbæk ikke var blevet afskediget, ville biskop Søren Lodberg Hvas selv havde forladt Folkekirken.Biskop Søren Lodberg Hvas valgte at tage sin afsked og blev i den anledning interviewet i Kristeligt Dagblad den 03.05.10.Hans Kristian Neerskov
præst og forfatter, og grundlægger af Dansk Europamission.

Det blev til en helsides artikel, hvor Hvas nærmest skamroses. Tillige var forsiden af bladet den dag prydet af et billede af biskoppen, hvor han i forsideartiklen siger, at hvis Bent Feldbæk ikke var blevet afskediget, ville han selv have forladt Folkekirken!
Det giver umiddelbart en forklaring på, hvorfor Lodberg Hvas som vidne talte usandt i Lands­retten. Det var ham jo magtpåliggende, at Feldbæk skulle afskediges. Det kan man læse i bogen: ”Dåb og tro i Landsretten” (DOXA Forlaget 1999), som er et enestående dokument, idet den ude­lukkende indeholder det skriftlige materiale, som blev fremlagt i Landsretten. På side 128 fanger forsvarsadvokat Aksel Holst Nielsen biskoppen i direkte løgn, som vidne i retten. Det er ellers straf­bart, men tilsyneladen­de kan en biskop slippe af sted med det.

Biskoppen påstår i retten, at han har udarbejdet et votum, som skal danne grundlag for en samta­le med sognepræsten den 24.03,1994. Advokaten spørger, hvornår sognepræsten har modtaget dette votum, og biskoppen svarer, at det har han fået adskillige gange! Hertil replicerer advokaten: ”Det er en ubestridelig faktisk kendsgerning, at biskoppen aldrig har udarbejdet det lovede votum! Jeg må derfor konkludere, at den stærke beskyldning, som biskop Hvas retter mod Feldbæk, er både uri­melig, usaglig, grundløs og ærekrænkende. De stærke ord rammer biskoppen selv som en boome­rang!!”

Budolfi Kirke i Aalborg, hvor Søren Lodberg Hvas var biskop.

Denne side af sagen, som Kristeligt Dagblad udmærket kender, forties ganske. Ligeledes holdt Kristeligt Dagblad hånden over Lodberg Hvas, da en kronik blev bragt i avisen, hvor halvde­len af biskopperne i vort land hænges ud for at have fået en næse af ombudsmanden; men mærke­ligt nok er den biskop, som havde fået den alvorligste næse, nemlig Lodberg Hvas, ikke nævnt for det magt­misbrug, som førte til hans næse fra ombudsmanden. Dette gjorde jeg Kristeligt Dagblad opmærk­som på, men man ville ikke bringe dette frem i avisen!
Dette står også i grel modsætning til biskoppens dosering af ”alles frelse”. Som han gang på gang har fremhævet sammen med sognepræst Kai Mogensen. Hvis alle bliver frelst, er barne­dåben jo ligegyldig. Det mente Feldbæk derimod ikke, men han betonede, at det er troen der frelser, som Bibelen fremhæver det i Efeserbrevet kap. 2 vers 8.

Afskedigelsen af sognepræst Feldbæk var i virkeligheden et udtryk for en holdning til for og imod vækkelse.

Bent Døssing Hansen
tidligere sognepræst fra Aalborg og initiativtager til Skalborg Bibelcamping.

I forbindelse med Biskop Søren Hvas’ afsked er den gamle sag om Bent Feldbæk igen blevet diskuteret.
Tilsyneladende handlede det om nogle forholdsord i dåbsritualet, men i virkeligheden handlede det om at være for eller imod vækkelse. Sognepræst Feldbæk var vækkelsesmand, biskoppen snarere det modsatte. Derfor fik vi sagen, der førte til Feldbæks afskedigelse.

I mange år har det været skik og brug i den danske folkekirke blandt præster og ledende folk at tage afstand fra vækkelse – i det mindste hvis den forekom i nutiden og ikke kunne ses i et historisk perspektiv. Man kan sige, at antivækkelsesfløjen lagde stor vægt på dåben, mens sådanne begreber som omvendelse og levende tro havde en mere beskeden plads i deres tankegang. Hos Bent Feldbæk var det omvendt. Det bekom ikke biskoppen, og dermed havde man et problem. Man kunne jo ikke have, at nogen skulle tænke, at ikke alle døbte var blevet frelst. Så derfor rejste biskoppen en sag, og det lykkedes ham at få præsten afskediget. En bizar enkelthed ved hele historien er den omstændighed, at biskoppen selv tror på alles frelse, og at han i grunden ikke mente, at dåben behøvedes. Frelsen hørte efter biskoppens mening ikke til i dåben. Den var givet forud uden videre. Ikke desto mindre hørte understregningen af dåben med til biskoppens særlige teologi.

Efter sagen opstod der en del diskussion, og biskoppen sagde da åbent, at nok var sagen nu vundet, og præsten var blevet afskediget, men det betød ikke, at man ikke frit kunne diskutere emnet. Jeg skrev da et indlæg i avisen, hvor jeg forklarede, at præmisserne til afgørelsen var sådan, at de mennesker, der svækkede dåben, således som Feldbæk tilsyneladende havde gjort det, at disse personer stod uden for kirkens bekendelsesskrifter, men det gjorde tillige sådanne, som gik til den modsatte yderlighed. Jeg antydede da, at selve tilsynet, altså biskoppen, kunne være skyldig netop i dette, og at han derfor lige så vel som præsten var dømt og burde tage sin afsked. Da en præst fra Lolland på det tidspunkt sendte en skrivelse ud, som skulle forelægges for biskopperne med forespørgsel angående dåben – formentlig i forlængelse af Feldbæksagen – bad han mig sende spørgsmålene til min egen biskop, hvilket jeg gjorde. Dette resulterede i, at biskoppen sendte mig en skrivelse, hvori han bad mig møde i bispegården og gøre rede for den artikel, jeg havde skrevet og forklare nærmere, hvem det egentlig var, jeg mente, når jeg hentydede til selve tilsynet. Desuden blev jeg pålagt at skrive en opgave om dåben til biskoppen. Ved mødet skulle stiftskontorchefen, som biskoppens jurist, og domprovsten være til stede, og jeg fik besked på, at jeg kunne medbringe en tillidsmand fra præsteforeningen som min bisidder. Der var altså lagt op til et tjenstligt møde, hvor jeg skulle straffes for min artikel.

Da jeg ikke ønskede, at sagen skulle foregå i det skjulte, offentliggjorde jeg biskoppens brev i pressen, selvom jeg blev meget advaret imod det af præsteforeningens ledelse. Det kunne jo gøre biskoppen vred. Forespurgt af avisen om brevet, forklarede biskoppen, at han jo kun ville hjælpe mig. Brevets ordlyd viste dog klart, at biskoppen ville afstraffe mig så kraftigt, som det var ham muligt. Inden jeg skulle møde, meddelte jeg biskoppen, at jeg ville medbringe sagfører Holst som min bisidder, idet han havde været Feldbæks advokat i præsteretten og derfor kendte sagen. Biskoppen afviste, at jeg skulle medbringe advokaten. Der var ikke tale om et tjenstlig møde. Og jeg havde derfor ingen ret til selv at bestemme, hvem min bisidder skulle være. Jeg anmodede imidlertid biskoppen om tilladelse til at udsætte mødet, så vi kunne spørge ministeriet, om jeg dog ikke kunne få min bisidder med. Det accepterede biskoppen. Efter nogen tid kom der svar fra ministeriet. Man meddelte, at biskoppen havde ret. Det bør dog her fortælles, at biskoppen havde fået betænkeligheder og havde meddelt mig, at jeg kunne slippe for mødet og opgaven, hvis jeg ønskede det sådan. Jeg oversendte dog sagen til ombudsmanden, der efterfølgende gav biskoppen og ministeriet en næse. Dette var en udløber af Feldbæksagen, som fik det resultat, at præster nu til enhver tid kan medbringe bisidder efter eget skøn ved tjenstlige møder med biskoppen.