Portræt af Jesus
Jens Lomborg er præst i Skjern Valgmenighed.
Jesus spurgte dem: Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: Du er Kristus, den levende Guds søn. (Matthæusevangeliet 16,15-16)
På et tidspunkt i kirkens historie begyndte nogen at male portrætter af Jesus. De fleste blev lavet ud fra skabelonen: Vi tager et kvindeansigt og sætter fuldskæg på. Vi giver ham langt, permanentet supermodel-hår fyldt med de nyeste hårplejemidler, kridhvide tænder, hvid kjole og et par bløde ergonomiske sandaler.
Hvordan han faktisk så ud, ved vi ikke. Men næppe som på malerierne. Meget tyder på, at jødiske mænd i Israel på den tid faktisk ikke syntes, det var sejt at have langt hår.
Jesus voksede op som bygningsarbejder. Tæt på Nazareth findes en udgravet by, Zippora, som Jesus sagtens kan have været med til at bygge, da den er bygget ca. 20 år efter hans fødsel. Han havde ingen Dewalt akku-skruemaskine, men derimod sin hammer og mejsel i værktøjskassen i den ene hånd og en ordentlig madpakke i den anden. Hans negle var beskidte, og huden på hænderne var ru og hård og med vabler. Han har formentlig haft hårde muskler over hele kroppen.
Jesus så ud som en ganske almindelig fyr på den tid. Og han gjorde de ting, som en almindelig mand gør.
Men de sidste tre år før sin korsfæstelse begynder Jesus at skille sig ud. Han begynder at prædike. Han helbreder mennesker og går mennesker i møde, som er udstødt af samfundet. Han spiser og drikker med lovovertrædere og prostituerede, og han konfronterer hykleri og selvretfærdighed. Samtidig samler han 12 disciple omkring sig og forbereder dem på det, der skal ske.
Og her, i prædiketeksten til den kommende søndag, er vi tæt på henrettelsen og møder Jesus, der er sammen med sine disciple. Først nu, til allersidst i sin prædikant-virksomhed, spørger han dem: Hvem mener I, jeg er?
Hvad så de? En almindelig mand – og samtidig havde de oplevet fantastiske undere og hørt en kraft i hans prædikener, som havde sat sig vedvarende og livsforvandlende spor i deres tanker og hjerter.
Nu afslører han for dem, hvad der skal ske med ham! At han skal lide, dø og opstå.
Peter, som ofte er discipelflokkens talsmand, svarer med en stærk bekendelse: Du er Kristus, den levende Guds søn! Og Jesus bekræfter det. Sådan er det. Men sig det ikke til nogen!
Det er faktisk en af de eneste gange, Jesus vedgår og selv siger, at han er Kristus, frelseren! Men hvorfor har han skjult det for dem? Fordi det først er efter hans død og opstandelse, at de med Helligåndens lys i deres liv kan forstå Jesus fuldt ud. I den forstand er disciplene ikke anderledes stillet end mennesker i dag. Vi har brug for Guds Ånds hjælp til at tage imod alt godt fra Jesus!
Peter forstod, at Jesus var et særligt menneske. Men ikke, hvad der var Guds vilje med Jesu død og opstandelse. Ikke før efter påske! Hvordan?
Peter er et menneske med fejl og mangler. Gud elskede ham.
Peter blev knust og menneskeligt nedbrudt. Gud helede ham.
Peter vurderede forkert. Han trådte fejl. Jesus forudså det og holdt fast i ham.
Peter svigtede Jesus og nægtede tre gange at kende ham. Jesus gik i døden for ham.
Peter misforstod Jesus og prøvede at hindre ham i at gå til Golgata. Jesus irettesatte ham og gik til Golgata for ham.
Først efter påske forstod Peter, at Jesus frivilligt var gået i døden for ham. Og det glædelige budskab er, at han gjorde det ikke alene for Peter, men for alle mennesker til alle tider. Du behøver ikke bære livets tunge byrder alene, Gud vil bære sammen med dig, løfte skylden og skammen af dine skuldre og elske, hele og give dig evigt liv.
