Alt er muligt…

I sidste uge var jeg i Tyrkiet for at optage en dokumentar-video om det nye fund af Noas ark på Mt. Ararat. Det er utroligt spændende. Og det blev ikke mindre spændende af, at flyet til Istanbul blev en time forsinket. Vi løb som desperate for at nå vores videre fly til hovedstaden Ankara. I kontrollen kom vi til at stå bag fire kvinder i sorte burkaer. Selv om de formentlig var helt uskadelige, blev de kropsvisiteret af de emsige sikkerhedsfolk.
Så vi nåede ikke vores fly, men blev flyttet over på det næste fly, som gik kl. 19. Men da vi så nåede frem til Ankara, var vores næste forbindelse også fløjet, så vi måtte overnatte og stå på et fly næste morgen. Og hvad der var værre: Vores bagage var ikke kommet frem.
Heller ikke næste morgen nåede bagagen frem, og vi var i syv sind, fordi vi ikke skulle tilbage over hverken Erzurum eller Ankara, så vi risikerede at bagagen endte herude på den anatol-ske højslette. I bedste fald kunne vi håbe på at få vores bagage igen, når vi kom hjem – til Hamburg, som vi var fløjet fra.
– Nu må I flyve ellers er billetten tabt! fastslog en tyrkisk ground hostess og pegede bydende i retning af udgangen.
Undervejs i flyet blev der sendt nogle bønner opad, men hvordan skulle Gud næsten kunne løse denne hårdknude…?
Tvivlende spekulerede vi allerede på alt det, vi nu skulle have anskaffet. Vi havde gået i det samme svedige tøj i to dage. Kameramandens nye computer og det professionelle stativ var i bagagen. Og var den mon forsikret…?
I Erzurum, som var den sidste lufthavn, før vi begav os ud på en fem timer lang bustur til den iranske grænse, gik vi igang med at udfylde en rapport over mistet bagage. Mens vi stod og udpegede de forskellige kufferttyper, kom en sikkerhedsmand pludselig og sagde: ”Jeres bagage står i ankomsthallen”.
– Nej, nej, nej, det har du misforstået min ven. Vi har mistet vores bagage, forklarede jeg ham tålmodigt, mens han tog mig med tilbage til ankomsthallen. Ok, man skal jo være villig til at gå en ekstra mil, siger Jesus. Men det kunne jo desværre ikke lade sig gøre. Bagagen kunne nemlig kun indskrives til Ankara. Og dér var den ikke engang nået til.
Men jo, når man be’r til Gud, er alt åbenbart muligt. Midt i den tomme hal stod tre styk bagage… med kærlig hilsen ovenfra.
Ja, selv min bærbare computer, som jeg havde glemt i forvirringen over de burkaklædte kvinder i Istanbul, lå og ventede på os, da vi en uge senere vendte hjem.