Fra sygdom Til sundhed
Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5,50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.
Spørgsmål 1:
Kære Orla Lindskov
Jeg tror på Gud og på hans søn Jesus Kristus, og der er meget i Jesu Kristi lære, der er sympatisk og tiltalende. Men er der ikke også en hel del overtro i kristendommen. Jeg synes, at der er så meget, der strider mod den sunde fornuft. Her tænker jeg mest på underne og miraklerne, som Bibelen er så fuld af. Ja, som jeg også finder beretninger om i din brevkasse. Altså nutidige undere og mirakler.
Her har jeg det svært som et troende, moderne menneske. Jeg mener jo som så mange andre i dag, at der er en videnskabelig forklaring på alle fænomener. Skyldtes Jesu undere og mirakler ikke simpelthen suggestion? Kunne Jesus fx virkelig gå på vandet?
Hvad menes der egentlig med troshelbredelser og med, at det er troen, der helbreder?
Jeg håber ikke, at mine spørgsmål er for komplicerede. Jeg skriver blot til dig, fordi jeg tænker meget over disse ting.
Hilsen fra
En videnskabeligt
orienteret kristen
Svar 1:
Kære Spørger
Jeg synes ikke, at dine spørgsmål er for komplicerede, og jeg vil prøve at svare så enkelt som muligt.
Når du starter med at bekende din tro på Gud og på hans søn Jesus Kristus, så har du allerede selv begivet dig dybt ind i undernes verden, i en verden, som ikke kan og heller ikke skal fattes med vores forstand.
Når du siger, at du tror på Gud og på hans søn, Jesus Kristus, så har du allerede hævet dig himmelhøjt over, hvad der kan beskrives videnskabeligt. Så er du faktisk gået ind i troens verden, hvor Gud befinder sig.
Du bekræfter, at der er en Gud, og dersom Gud er, er han helt anderledes end det, videnskaben kan rumme og måle.
Gud er selv underet, og samtidig er han underfuld, siger Bibelen. For mig betyder det, at Gud, der selv er underet også er i stand til at gøre det, vi kalder undere, eller som vi med et lidt fladere udtryk kalder mirakler.
Med hensyn til troen og troshelbredelser:
Forudsætningen for at Jesus kunne helbrede mennesker var tro, og at de troede på ham. Det kunne være de syge selv, der havde troen, eller det kunne være venner eller pårørende, der trådte til med en stedfortrædende tro.
Apostlen Peter siger, at helbredelse sker ved troen på Jesu navn, læs Apostlenes Gerninger kap. 3, vers 16.
I Mattæus-evangeliet 9, 28 læser vi, at Jesus spørger de to blinde: – Tror I, at jeg kan gøre dette? – og da de svarede: – Ja, Herre! helbredte han dem med ordene: – Det sker jer, som I tror.
Endnu klarere viser troens betydning sig, da Jesus i Markus-evangeliet 9, 23 siger til en far, at alle ting er mulige for den, som tror.
Vi hører også, at Jesus i sin egen fødeby Nazareth ikke gjorde mange kraftige gerninger på grund af byens vantro.
Nogle vil måske som dig mene, at Jesu helbredelser skyldes suggestion. Men er det så en videnskabelig forklaring?
Det er det faktisk ikke, for ordet suggestion dækker blot over en række fænomener, som man ikke har en forklaring på, altså en videnskabelig forklaring. Hvis man prøver at forklare noget uforklarligt med noget andet uforklarligt, ja, så er man jo lige vidt.
Du spørger, om Jesus kunne gå på vandet?
Her er vi ved de såkaldte naturbrydende undere. Ifølge Bibelen kunne Jesus gå på vandet.
Desuden læser vi, at han stillede stormen på søen, forvandlede vand til vin, bespiste store skarer med nogle få brød og fisk.
Jesus var faktisk hævet over naturlovene. Tror vi på, at i Jesus boede og bor Guds kraft på en enestående måde, så må vi følgelig også tro, at for Gud og for Guds kraft er intet umuligt. Derfor besad og besidder Jesus stadig et enestående herredømme over den levende såvel som over den døde natur.
Tror vi ikke på Guds muligheder for at gribe ind i såvel den døde som den levende naturs processer, så er der jo fx heller ingen mening i at bede om syges helbredelse, eller at bede om regn eller om beskyttelse mod naturkatastrofer eller om beskyttelse under naturkatastrofer.
Troen på Jesu naturbrydende undere betyder ikke, at vi ikke tror på naturlovene og tyngdekraften. Min tro på de naturbrydende undere betyder, at jeg tror, Gud kan gribe ind med en kraft, som er over naturlovene og tyngdekraften.
Ingen kan til fulde beskrive eller forstå den kraft, som Gud sætter ind. Derfor kan videnskaben heller ikke udforske Guds ubeskrivelige kraft. Men en del videnskabsmænd vil dog heller ikke benægte denne krafts eksistens, eller for den sags skyld Guds eksistens og Guds eksistens som første-årsagen til det hele.
Som jeg ser det, er tro og viden to ting, der faktisk godt kan leve sammen uden konflikt.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Mange tak fordi jeg fik lov til at opleve dig til et Aglow- møde i Vejle. Det var en rigtig god dag, og du var meget inspirerende og skøn at høre på.
Nu vil jeg gerne have en salvedug, så jeg kan få min nakke og ryg rettet op. Dog har jeg gennem din forbøn i Vejle fået det meget bedre. Det er en lettelse. Men du fortalte, at en salvedug kunne være god i forbindelse med den fortsatte forbøn. Det ville være dejligt for mig, hvis jeg kunne få frihed i rygsøjlen helt uden spændinger.
Hilsen fra
En Aglowkvinde
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Da jeg for nogle få år siden bad dig om forbøn og fik en salvedug tilsendt, da oplevede jeg en helt utrolig virkning.
Jeg har så nu igen brug for din hjælp, da jeg skal igennem nogle undersøgelser af maven og tyktarmen og af flere ting, som jeg er bekymret for.
Jeg er oppe i årene og beder også meget selv, og det giver mig en dejlig ro. Gud har hele livet båret mig, men alligevel har jeg følt mig tilskyndet til at bede dig om hjælp, da du jo er en Jesu tjener. Jeg beder om, at du må blive velsignet for alt det, du gør i din tjeneste. Jeg følger med i Udfordringen, som jeg holder, og læser dine kloge svar til mennesker.
Med hilsen
A.G.