Leas legendariske eftermæle

Bibelens beretning om Lea fortæller om en vraget bruds bitre liv, med skam og skuffelser. Men hendes eftermæle har evighedsbetydning.
Sejr og forsagelse – begge dele hører livet til. Vi bærer alle rundt på personlige historier om triumf og nederlag.

Det meste af sit liv levede Lea i skyggen af sin smukke søster. Bibelen fortæller, at ”Leas øjne var matte, mens Rakel var smuk og så dejlig ud.” Alligevel var Leas kærlighed til den eneste sande Gud urokkelig, og hendes arv til verden er forbløffende. (Illustrationsfotos).

Selv de, som står i rampelyset og synes at svømme i succes, oplever perioder, hvor de spørger sig selv, om livet overhovedet har mening – hvad der vil være tilbage, når de forlader denne jord. Her kommer beretningen om en person, hvis liv ofte forekom trist og kaotisk. Alligevel efterlod hun sig et legendarisk eftermæle: Lea.

Hendes livshistorie, som var præget af kampe og skuffelser, står at læse i 1. Mosebog 29-49. Men hendes eftermæle går som en rød tråd gennem hele Bibelen helt hen til Åbenbaringen.
Ingen vil sikkert opleve, at alle drømme går i opfyldelse. Sådan var det i hvert fald for Lea, og jeg er sikker på, at hun ofte har spurgt sig selv, hvorfor Gud havde skænket hende så svært et liv. På hebraisk betyder hendes navn ”træt”, ”udmattet”, ”vild ko”. Hendes søster Rakels navn betyder til gengæld ”avlsfår”. Avlsfår gjaldt for at være en meget kostbar besiddelse. Leas navn, vild ko, tyder på, at hun ikke var så smuk som Rakel, og 1. Mosebog 29.17 bekræfter dette: ”Lea havde matte øjne (måske var hun nærsynet), mens Rakel var smuk og så dejlig ud.”
Præcis sådan bedømmer vi også tit os selv. Der er altid en, der er bedre, kønnere, dygtigere, har mere velopdragne børn, flere penge eller et bedre arbejde, er mere afholdt, sundere eller har mere synlig succes.

Rakel var smuk og så dejlig ud (Illustrationsfotos).

For Jakob var det kærlighed ved første øjekast, da han så Rakel. Men snyderen Jakob blev selv snydt og endda af sin egen onkel og svigerfar: Laban smugler på bryllupsnatten Lea ind i sengen i stedet for den elskede Rakel. Som grund foregav han, at han blot fulgte den tradition, at den ældste søster skulle giftes før den yngste. Da der jo ikke fandtes elektricitet på den tid, og Lea trådte ind i teltet dækket af sit slør, bemærkede Jakob ikke ombytningen før om morgenen. Bibelteksten beskriver kort og præcist Jakobs chok: ”Om morgenen opdagede Jakob, at det var Lea.”
Jakob styrter ud af teltet for at stille Laban til regnskab, men Laban siger blot: ”Okay, jeg giver dig Rakel, hvis du tjener hos mig syv år til, men først skal du give Lea hendes bryllupsuge.”
Hvordan mon Lea har haft det med det?
Traditionen tvang hende til at adlyde sin far. Hun gav sig hen til Jakob og led dermed straks to ydmygelser: Jakob ville slet ikke have hende, og en uge efter brylluppet gifter han sig også med Rakel, hendes yngre søster. Lea kunne ikke gøre andet end tålmodigt at affinde sig med sin skæbne, men vi kan ane hendes smerte mellem disse linjer: ”Jakob gik også ind til Rakel, og han elskede hende højere end Lea” (1. Mos. 29,30).

Jeg forestiller mig Lea som en meget sårbar, skamfuld og depressiv ung kvinde. Alene og forladt græder hun i sit telt og mærker den stikkende smerte over, at hendes egen far har ”bortsjakret” hende, og hendes ægtemand har afvist hende.
Er livet fair mod Lea? Absolut ikke!
Omstændighederne i Leas liv lå uden for hendes egen kontrol. Hvad angik udseende, var hun forfordelt. Hendes søster derimod var fascinerende smuk. Hende kunne hendes ægtemand lide at sove sammen med, men Lea elskede han ikke.
Rakel var ganske vist ufrugtbar. Derfor vendte Jakob sig efter en tid mod Lea. Hun blev gravid og fødte en dreng, som hun kaldte Ruben. Lea forklarede hans navn således: ”Herren har set til min lidelse. Nu må min mand elske mig” (1. Mos. 29,32).
Desværre ændrede det ikke ved Jakobs følelser. Men Lea blev gravid igen, fødte endnu en søn, Simeon, og sagde: ”Herren har hørt, at jeg ikke bliver elsket. Derfor har han skænket mig endnu en søn.” Alligevel elskede Jakob hende ikke. Derpå bragte hun sin tredje søn, Levi, til verden og mente: ”Nu vil Jakob endelig vende sig mod mig, fordi jeg har født ham tre sønner!” Men heller ikke dét ændrede noget ved Jakobs følelser.

Da Lea fødte sin fjerde søn, er det, som om hun har opgivet håbet om at vinde Jakobs kærlighed, for hun kalder sin fjerde søn Juda (lovpris). Ligefremt og åbent forklarer hun sit valg: ”Nu vil jeg takke Herren!”
Hver gang hun bringer en søn til verden, ærer og takker hun Gud. Livet igennem mødte hun svigt og manglende familiekærlighed, men hendes gudsbillede var præget af tillid. Leas yngre søster Rakel derimod stjæler sin fars husguder, da de skal pakke for at flytte til Haran. Det havde Lea ikke noget med at gøre. Hendes kærlighed til den eneste sande Gud forblev urokkelig.

Efter at Lea har født sin fjerde søn, er Rakel så rasende, at hun overtaler Jakob til at sove med sin trælkvinde Bilha, hvorpå denne får to sønner, Dan og Naftali. For ikke at blive overgået beder Lea, som Gud på den tid ikke skænkede flere børn, Jakob om også at sove med hendes trælkvinde Silpa. Yderligere to sønner kommer til verden, Gad og Asher.
Og nu lyder historien næsten som et moderne reality tv-show!
Herpå gør Gud Lea frugtbar igen, og hun føder endnu to sønner, Issakar og Zebulon, samt en datter Dina.
Og omsider får også Rakel sit første barn, Josef. Men hun dør i Betlehem under fødslen af sit andet barn Benjamin, Jakobs tolvte søn.
Lea overlever Rakel. Vi hører ikke, hvornår Lea dør, men Bibelen beretter, hvor hun blev begravet: i hulen på hittitten Efrons mark, hvor også Abraham og Sara, Isak og Rebekka var begravet (1. Mos. 49,31). Jakob siger dette i sit sidste åndedrag, før han dør: ”Der har jeg begravet Lea.”

Der er samtidig henvisninger til stedet, hvor også han gerne vil begraves: ikke sammen med Rakel i Betlehem, men sammen med Lea og hans forfædre. Til sidst har Lea dog vundet Jakobs kærlighed. Retrospektivt har man forsøgt at sige om Lea: Sikke et svært og trist liv. Mange mennesker har behandlet hende uretfærdigt:
– Hendes far tvang hende ind i et ulykkeligt ægteskab.
– Hendes søster førte en bitter kappestrid med hende og havde et horn i siden på hende.
– Hendes mand elskede hende først på hendes gamle dage.
Men Leas historie viser noget afgørende: Vores eftermæle skal ikke alene måles i forhold til det korte tidsrum, vi er her på jorden. Det strækker sig langt videre. Leas historie er ligesom din og min en del af Guds langtidsplan, en tråd i det evighedens tæppe, han væver.

Leas liv forandrede denne verden som næppe nogen anden kvindes.
Fra hende nedstammer alle levitiske præster, for de er efterkommere af hendes tredje søn Levi. Til dem hører fx Moses, Aron og Mirjam. Uden Lea ville der ikke være nogen Levi, nogen Moses og dermed heller ikke de første fem bøger i Bibelen, De Ti Bud, udvandringen fra Egypten eller ypperstepræster, som viser hen til Jesus og hans forbønstjeneste.
Leas efterkommer Kaleb var en af de få mænd, som kunne betræde det forjættede land efter 40 år, fordi han stolede på Gud. Jeg tror, Kaleb havde arvet sin åndelige styrke og enorme udholdenhed fra Lea. Han gav aldrig op, han beklagede sig ikke eller resignerede.
Århundreder senere dukker endnu en efterkommer fra Lea op på skærmen: Boaz, kong Davids oldefader. Den dag, Boaz tog Ruth til hustru, velsignede de ældste ham med ordene: Herren give, at din hustru må blive som Rakel og Lea, som sammen byggede huset Israel.” Lea har bidraget meget mere til huset Israel end Rakel.
Og det er fra Leas fjerde søn Juda, at kong David og kong Salomo nedstammer. Uden Lea ville der ikke være de mange Davids Salmer eller de kloge Salomos Ordsprog eller Prædikerens Bog.
Men fra Lea nedstammer ikke blot ypperstepræsterne og præsterne, men også alle Judas’ konger. Desuden lever Leas DNA (arveanlæg, red) videre i hovedfigurerne i juleberetningen. Både Maria og Josef tilhørte Juda’s stamme, den fjerde af Leas sønner. Elisabeth og Zacharias samt deres søn Johannes Døberen tilhørte Levis stamme, Leas tredje søn.
Kort sagt ville der uden Lea ikke være nogen Juda, uden Juda ingen kong David, og uden David ikke den Jesus, som nu sidder på tronen, og uden Jesus ingen frelse. Personerne i juleevangeliet nedstammer hovedsageligt fra Lea.
Og hvem tog sig mon af Benjamin, efter at Rakel var død? Naturligvis ingen anden end Lea, som tog ham til sig og opdrog ham som sit eget barn. Fra Benjamin nedstammer den første konge, Saul, samt apostlen Paulus.
Alt dette viser os, at Leas eftermæle ikke lader sig måle på hendes tid på jorden. På samme måde kan vi heller ikke bedømme virkningen af vores korte liv her på jorden.

Vi har kun ét liv, og det er kort. Kun det, vi har gjort for Kristus, varer evigt.
Af George Wood