Bernard Lewis om arabernes harme over uretfærdighed

En af verdens største Mellemøst-sagkyndige, den engelske historiker, professor Bernard Lewis, har analyseret situationen hos araberne efter bølgen af opstande, der er skyllet hen over Mellemøsten, og han har gjort det koncist, dybtborende og afslørende.Bernard Lewis er nu 94 år, men han udtrykker sig utrolig klart for sin alder. Hans analyse er i form af et interview med det engelsk-sprogede blad “Jerusalem Post”s chefredaktør, David Horowitz. Det fandt sted for en indbudt gruppe i den amerikanske ambassadør, James Cunninghams, hjem.

Lewis betegnes som den mest indflydelsesrige efter-krigs historiker om islam og Mellemøsten.

Et af hans hovedpunkter er, at tidligere islamiske Mellemøst-lande var mere åbne og tolerante end de nuværende autoritære regimer, flere af dem diktatoriske.

Lewis mener, at valg i vestlig stil ikke vil være nogen løsning på vanskelighederne i regionen, idet det ville kunne blive en farlig forværring af problemet, og at en langt bedre kurs vi være at opmuntre til gradvise, selvstyrende institutioner i overensstemmelse med islams tradition af “rådføring”.

Han siger, at det ikke er et tilfælde, at den nuværende uro opstod i Tunesien – det eneste arabiske land, hvor kvinder spiller en betydelig rolle i det offentlige liv.

– Kvindernes rolle i at afgøre fremtiden for den arabiske verden vil blive afgørende, siger han.

På spørgsmålet om de arabiske masser ønsker demokrati svarer han:

– De arabiske masser ønsker absolut en forandring. Og de ønsker en forbedring. Hvad betyder “demokrati”? Det er et ord, der bruges med meget afvigendee meninger, selv i forskellige dele af den vestlige verden. Det er et politisk begreb, som ikke har nogen historie, ingen fortid i den arabiske, islamiske verden. I Vesten opfatter vi afholdelse af valg som det pureste udtryk for demokrati, som klimaks i demokatiseringsprocessen. Men jeg tror, at det er en stor fejl at prøve at tænke sådant i Mellemøsten. Det kan blot føre til katastrofale resultater, som man kan se forskellige steder. De fleste lande i området er simpelthen ikke parat til fair og frie valg.

Adspurgt om det planlagte valg i Egypten til september siger Lewis:

– Jeg ser på dette med mistro og bange anelser. Hvis der bliver ægte, frie valg – lad os antage, at dette kan ske – vil de religiøse partier have en omgående fordel. De har et netværk af kommunikation gennem prædikanten og moske’en, som ingen anden politisk retning kan håbe at kunne måle sig med. Og så bruger de et kendt sprog. Det vestlige demokratis sprog er for størstedelen nyligt oversat og ikke forståeligt for masserne.

Muslimske partier

Videre siger Lewis:

– I virkelige fair og frie valg, er det mest sandsynligt, at muslimske partier vil vinde, og jeg tror, det vil blive en katastrofe. En langt bedre kurs vil være en gradvis udvikling af demokrati, ikke ved almindelige valg, men snarere ved lokale, selvstyrende institutioner –

og for dette er der en virkelig tradition i regionen. Hvis man ser på Mellemøsten i den islamiske periode og dets egen politiske literatur, er det helt imod et autoritært eller absolut styre.

Lewis kommer ind på ordet “rådføring” og siger:

– Det ord, de altid har insisteret på at bruge, er “rådføring”. Her må sultanen rådføre sig med indehaverne af høje embeder, med købmænd, håndværkerlav og andre grupper. Det opleves igen og igen i 1800- og 1900-tallet. Man har dette traditionelle system af rådføring med grupper, der ikke er demokratiske, som vi bruger ordet i den vestlige verden, men som en kilde til myndighed anden end staten – en myndighed som kommer inde fra gruppen. Denne form for rådføring kan blive en langt bedre basis for udvikling af et frit og civiliseret styre. Den ide at almene valg i vestlig stil er en løsning på alle problemer er en farlig vildfarelse, som blot kan føre til ulykke. Jeg mener, vi skal lade dem gøre det på deres måde med rådføringsgrupper. Der er alle slags muligheder. Det er for eksempel sket i Irak.

Det musliske Broderskab

Han siger videre:

– De er alle enige om, at de vil skaffe sig af med den nuværende ledelse, men jeg tror ikke, de er enige om, hvad de ønsker i stedet. Vi har for eksempel meget forskellige tal om den sandsynlige støtte til Det muslimske Broderskab. Jeg tror ikke, at Broderskabet i Egypten er harmløs, men at den er meget farlig, radikal islamisk bevægelse. Hvis de får magten, vil følgerne kunne blive katastrofale for Egypten. Jeg er historiker. Jeg beskæftiger mig med fortiden, ikke fremtiden. Men jeg kan forestille mig en situation, hvor De muslimske Brødre og andre organisationer af samme slags opnår kontrol med en stor del af den arabiske verden. Det er ikke umuligt. Jeg vil ikke sige, det er sandsynligt. Men det er ikke usandsynligt.

– Og hvis det sker, siger Lewis, så vil de gradvis synke tilbage til middelalderlig elendighed. Husk, at ifølge deres egne tal, udgør eksporten fra hele den arabiske verden – andet end fossilt brændstof – mindre end eksporten fra Finland. Før eller senere vil olie-æra’en afsluttes, og så har de så godt som intet. I så tilfælde kan man forestille sig en situation, hvor Afrika nord for Sahara ikke bliver ulig Afrika syd for Sahara.

På spørgsmålet om der er et fælles tema for opstandene i de arabiske lande siger Lewis:

– Der er et fælles tema – af harme og bitterhed. Den er universel og velfunderet. Den stammer først og fremmest fra den større bevidsthed, araberne har – takket være de moderne medier og kommunikationer – af forskellen på deres situation og situationen andre steder i verden. At være ludfattig er slemt nok. Men når alle andre omkring dig er ret fjernt fra at være ludfattig, så bliver det utåleligt.