Træningslejr gav pote
To sejre blev resultatet for FC Udfordringen efter weekendtræningslejr på Kildevæld i Kolding.Som forberedelse til den afgørende del af sæsonen var FC Udfordringen taget til Kolding for at finpudse de sidste detaljer.
Weekenden viste sig at være en god investering. Dagen efter hjemkomsten vandt FC Udfordringens bedste hold i serie 3 nemlig sæsonpremieren over B09 med 4-2, og serie 5-holdet startede deres sæson med en sikker 3-0 sejr.
Fredag den 1. april fik Efterskolen Kildevæld i Kolding usædvanligt besøg. 20 unge mænd, der normalt ville være for gamle til at gå på efterskole, kom travende ind ad hoveddøren. Med sig havde de den ene taske efter den anden, soveposer, computer, X-box og hvad der ellers er standardudstyr på en god træningslejr. Den kristne fodboldklub FC Udfordringen havde nemlig fået lov til at gøre Kildevæld til base for årets optaktstur til sæsonen.
– Det har været en rigtig god lejr for os, både sportsligt og socialt, fortæller træner Tobias Ambs-Thomsen.
– Men det er også svært andet med de fine forhold, vi er blevet budt herovre. Der er hallen til inde-fodbold, og anlægget i Seest Boldklub, som vi var på, er tiptop. Det eneste, man kan sætte en finger på, er maden. Den var lidt for god. Så vi fik nok ikke tabt os så meget, som man ellers gør med fire gange træning på en weekend.
– Vi har udnyttet de gode arbejdsforhold til at finpudse detaljer i vores spil – og så skal det da ikke være en hemmelighed, at vi også udnyttede lejligheden til at kigge på et par af efterskolens egne talenter. Jeg kan godt forstå, at Kildevæld snart skal have et nyt pokalskab, når nu det gamle bliver for proppet. De har nogle ganske habile fodboldspillere.
Men der blev ikke kun spillet fodbold på turen. Der var også masser af tid til at ryste holdet sammen.
– Vi havde fælles andagt om morgenen, og lørdag aften var der show med kæmpe fodbold-jeopardy-quiz og FIFA-turnering. Vi har grinet meget, og jeg tror, vores fællesskab på banen skal bære os langt i år. Så det var godt at kunne tilbringe tid sammen med sine holdkammerater. Specielt for de nye spillere er det en kæmpe mulighed for at komme tættere ind på livet af holdet.
– Jeg håber, vi kan gentage succesen næste år. Det var hele den lange tur fra København til Kolding værd, slutter han.