Drik og gør en forskel i verden
Det er med en vis portion dårlig samvittighed, jeg slæber vores tomme flasker ned til flaskeautomaten. Jeg tænker hver gang på, hvordan det er gået til, at vi har drukket så meget. Flest 1 ½ liters sodavandsflasker, men også andre slags flasker, fylder flere bæreposer.Disse flasker må da, mere end noget andet, være et bevis på, at vi lever i overflod, mens man andre steder i verden kæmper for livet.
Da min sædvanlige flaskeautomat ikke vil tage alle mine flasker, må jeg bevæge mig næste 100 meter for at komme til en flaskeautomat i en anden butik, og tak for det, for her oplever jeg det fantastiske, at jeg ud over at aflevere mine flasker kan aflevere min dårlige samvittighed.
– Tryk på knappen med hjertet, hvis du vil gøre en forskel i verden, står der. Lige for øjnene af mig. Og på flaskeautomatens front bliver jeg mødt af et smilende afrikanerbarn.
Det er da genialt, hvorfor er der ingen, der har fundet på det noget før hvorfor har jeg ikke fundet på det!
Tak Gud, for kreative mennesker. Efter at have kørt flaskerne ind bliver jeg bedt om at vælge om jeg vil have en bon, som jeg kan indløse til kontanter i butikken på den anden side af bygningen, eller om jeg vil donere de fem kroner til godgørende formål og bliver fri for besværet med indløsning.
Jeg vælger selvfølgelig det sidste og føler mig glad og godgørende nu har jeg ikke bare drukket for meget, jeg har gjort en forskel i verden. Det er en skam, at jeg allerede har afleveret flasker for 43,50 i den første butik, men nu ved jeg til en anden god gang, hvor jeg skal gå hen med mine flasker, når jeg trænger til at få lettet min dårlige samvittighed.
Og tænk – jo mere jeg drikker, jo større forskel kan jeg gøre i verden!
Ved nærmere eftertanke kunne jeg selvfølgelig også droppe drikkevarerne og i stedet donere hele beløbet til afrikanerbørnene, men sådan en automat er jeg ikke støt på endnu det er måske den, jeg skal opfinde!
– Drop colaen gør i stedet en forskel i verden! Men hvem vil have den stående?