Læserne fortæller:

Da min familie for en del år siden var på biltur i Norge, kørte vi en dag op af en meget lang og stejl bjergvej.
Da vi nåede toppen, holdt vi pause på en rasteplads, hvorfra vi nød udsigten – og vores frokost. Mens vi sad og spiste, bemærkede vi, at der op mod os kom gående en person.
Efterhånden som vedkommende nærmede sig, så vi, at det var en ældre mand, der havde besvær med stigningen. Han var varm, træt og svedig.
Han stoppede op ud for, hvor vi sad, for at puste ud og tørre sveden af ansigtet.
Vi kunne se, at tørsten plagede ham, og jeg gav ham et glas koldt vand, som han taknemmelig tog imod og drak, før han sagde tak og vandrede videre.
Vi sad lidt og så på ham, mens han fjernede sig – og Lene, der vel dengang var omkring de syv år, spurgte mig: ”Hvem tror du, det var, far?”
Efter at have tænkt mig lidt om svarede jeg, at det måske var en engel, der var sendt for at prøve os? Så var det, at Lene sagde: ”Jamen så skulle vi da også have inviteret ham til at spise sammen med os!”

Tag godt imod dem
Oplevelsen og tankerne i forbindelse hermed berørte os meget, og jeg har siden ofte tænkt på, om vi ta’r godt nok imod de engle, Gud sender på vor vej?
Om vi nøjes med blot at give dem et glas vand – eller prøver at dække andre af deres basale behov.
Guds ord påbyder os at dele ud af vor velstand og evner, til dem der har brug for det. Han vil belønne os rigeligt herfor; alt hvad vi ejer er kommet fra ham, og vi skylder at give det videre til vore medmennesker, som måske er sendt os af Gud – som Hans sendebud?
Ole Westergaard

En lys majaften for nogle år siden ville jeg køre til vores nærligende by for at besøge min bror.
Jeg satte mig til rattet i bilen, og i dette øjeblik fik jeg et black out, og alt blev sort. Men jeg bakkede ud og kørte ud på den ret befærdede vej, som snor sig meget og går over et jernbanespor.
Da jeg var ca. halvvejs, sad jeg fast i en lille grøft, men dyb nok til, at jeg ikke selv kunne komme op af den. Jeg steg ud af bilen, og nu var alting lyst igen. Ved siden af holdt et par, som jeg kendte. De beklagede, at de ikke kunne hjælpe. Lige efter kom en ung mand kørende og standsede. Han sagde, at han havde et reb i bilen og ville hjælpe mig. Det gik let med at få bilen op, og inden jeg kunne nå at takke ham, var han væk.
Jeg satte mig ind i bilen og fik den vendt for at køre hjem igen. Igen blev alt sort omkring mig, mens jeg kørte tilbage af den snoede vej, over jernbanen og ind i garagen. Vel hjemme igen var alt lyst. Bilen var uden buler, der sad kun en græstot på højre forskærm.
En engel har haft hånden på rattet og også hjulpet mig op af grøften.
Maria Møller