Fejl!

Jeg er ret perfektionistisk. Når jeg laver noget, så skal det helst være ordentligt.
Desværre har jeg også en rastløs natur, som til tider er i alvorlig konflikt med førnævnte: Det kniber nogle gange med at få gjort tingene færdige, før interessen har flyttet sig til noget mere spændende!
Til tider kan jeg være ret distræt. Det hænder, at jeg på vej til et ærinde i én retning pludselig får øje på noget andet, der kræver min øjeblikkelige indgriben, hvorefter det oprindelige ærinde er glemt. Som fx den dag, hvor jeg var på vej ned i kælderen med nogle frostvarer og kom til at se, at min tøjvask var færdig. Halvanden time senere fandt jeg frostvarerne på gulvet ved siden af fryseren…
Efterhånden har jeg lært at leve med disse modstridende egenskaber, men det er stadig svært at acceptere de vise ord ”errare humanum est” – det er menneskeligt at fejle. Det siges, at fortsættelsen lyder noget i retning af ”men det er forkasteligt at blive ved med det”. Det sætter vist de fleste mennesker i en penibel situation. Jeg ved ikke med dig, men jeg er nu ca. halvvejs i livet, og jeg har ikke lært det endnu – altså at lade være med at lave fejl. Og jeg er bange for, at jeg aldrig kommer så langt.
Man kan selvfølgelig begynde at tolke lidt på fortsættelsen og sige, at det godt nok er menneskeligt at lave fejl, men hvis man retter sine fejl bagefter, så er det ikke nær så slemt. Det er bare ikke altid, at fejlene lader sig rette. Især ikke, hvis man er kommet til at gøre andre mennesker fortræd, enten med ord eller med uigennemtænkte handlinger.
Heldigvis findes der også en anden variant af fortsættelsen, og det er, ”at tilgive er guddommeligt”. Den slutning kan jeg meget bedre lide. Mest fordi den efterlader et håb om, at det ikke slutter med min utilstrækkelighed. Der findes en Gud, som er langt større end alle mine fejl tilsammen, og han har besluttet at tilvejebringe tilgivelse for enhver, der gerne vil tage imod det. Det vil jeg godt, for det giver mig et håb om, at jeg kan fortsætte, selv efter de største bommerter.

Af Heidi Bobjerg
programmør og cand.mag. i russisk