Artikelserie: Dyk ned i den kristne historie 3
Kirken styret af overklassen
– Munke og lægfolk omkring år 1.000 drømmer om at vende tilbage til den første kristendom, og kirken strides med statsmagten.
I slutningen af det første årtusind havde kirken fjernet sig langt fra den første kirke, som blev ledet af fattige fiskere.
Af Jette Vibeke Madsen
Uddannet folkeskolelærer.
Kirken ledes nu af adel og fyrster, som har sørget for at få deres sønner placeret på afgørende poster som biskopper, abbeder og præster. Kirkens øverste leder er paven i Rom, men der er langt til Rom, og infrastrukturen er dårlig.
Det gode vejnet, man kendte fra Romerriget, er forsvundet, og med det muligheden for at kommunikere over store afstande. Lokalt styres kirken af overklassen.
Kirken indgår som en del af et feudalt samfund, hvor lokale borgherrer regerer suverænt over de fattige bønder i området. Samfundet holdes sammen af troskabsforbindelser. Rigdom består i jordbesiddelser.
Klostre og kirker står oftest i troskabsforbindelser med adelsfamilier eller fyrster, som har skænket jord og ejendom til kirken eller klosteret. Kirken beder og afholder messer for giveren og dennes familie, døde og levende. Klostre og kirker har på den måde fået store landbesiddelser. På grund af kirkens velstand er dens embeder interessante for adel og fyrster.
Man regner med, at 1/3 af jorden er i kirkens besiddelse. Bønderne på kirkens jorder er, som alle andre bønder, afhængige af den beskyttelse, som borgherre eller abbed kan yde. Der hersker ingen ydre lov og orden til beskyttelse af mennesker.
Fra midten af det første årtusind indtager biskoppen i Rom en særlig plads blandt biskopper. Han kaldes pave og betragtes som apostlen Peters efterfølger.
Efter Vestromerrigets fald er paven i Rom i fare, når fjendtlige hære hærger i Italien. Dette resulterer i slutningen af 700-tallet i, at han beder den frankiske konge om beskyttelse. Paven kroner til gengæld den frankiske konge Karl den Store til romersk kejser. Frankerkongen skilte sig ud fra andre fyrstehuse i Europa, fordi han havde standset den arabiske fremmarch sydfra.
Det frankiske rige dækker store dele af Europa. Karl den Store farer hårdt frem mod ikke-kristne folkeslag i øst. Mange tvangskristnes og underlægges Frankerriget. Men efter Karl den stores død deles Frankerriget.
I år 962 krones den tyske Otto 1. som ny romersk kejser i et tysk-romersk rige. Det er lykkedes ham at bekæmpe ungarske ryttertropper, som længe har hærget fra øst. Disse lader sig kristne.
De frygtede vikinger, som har hærget mange steder i Europa, bliver også en del af det store kristne imperium. Kristendommen har bredt sig til Skandinavien og Østeuropa.
Med en romersk kejser i Vesteuropa er paven ikke på samme måde afhængig af beskyttelse fra det gamle Østromerske rige, som kaldes det Byzantinske rige.
Det Byzantinske rige er kulturelt på et langt højere niveau end Vesteuropa. Man har byer med flere hundrede tusinde indbyggere, hvorimod de vesteuropæiske byer næppe overstiger 5.000.
Vestkirken føler sig underlegen og set ned på af østkirken. I en periode indsætter øst- og vestkirken hver sin pave i Rom, men fra midten af 1000-tallet adskilles øst- og vestkirken endeligt i en græsk-ortodoks østkirke og en romersk-katolsk vestkirke.
Vestkirkens identitet styrkes ved delingen i øst og vest. Man får en række reformpaver, som ønsker et opgør med verdsliggørelsen af kirken. I 1075 kommer det til en afgørende strid imellem den tysk-romerske kejser og paven.
Paven vil ikke længere acceptere, at biskopper og præster indsættes af verdslige myndigheder. Fra nu af skal det være pavens mænd, der indsætter præster og biskopper. Det kan kejseren slet ikke acceptere. Klostre og kirker indgår i statsapparatet, og kejseren har effektivt kunnet placere sine folk på de ledende poster. Uden denne mulighed kan han ikke regere.
Striden resulterer i første omgang i, at kejseren afsætter paven. Paven bandlyser til gengæld kejseren, som må søge pavens tilgivelse ved en bodshandling. På længere sigt er striden mellem kejser og pave kommet for at blive.
De tysk-romerske kejsere så sig selv som direkte indsat af Gud. Som sådan havde de modtaget autoritet direkte fra Gud og havde egentlig ikke brug for paven.
Men paven betragtede sig selv som apostlen Peters efterfølger, og hans autoritet stod over kejserens. Resultatet er en opdeling af magt mellem en åndelig og en verdslig regent, hvor parterne holder hinanden i skak.
Det er ikke kun paverne, der ønsker at reformere kirken. Både blandt munke og præster er der en længsel efter at søge tilbage til den oprindelige kristendom.
Cisterciensermunkene opstår ud fra et ønske om at munkene skal tilbage til et liv i ensomhed og åndelighed. De søger til øde områder, hvor de opdyrker endnu ikke opdyrkede arealer, moser og hedeområder. Fyrster og herremænd forærer dem gerne disse jordområder, som alligevel ikke kan bruges til noget. Til gengæld får de cisterciensernes forbøn.
Cistercienserne udvikler nye landbrugsmetoder, og det lykkes dem at få bugt med den ufrugtbare jord, og således bliver de efterhånden meget velhavende. Deres erfaringer bliver på længere sigt til gavn for samfundet, fordi der bliver flere opdyrkede arealer.
Dominikanerordenen udgik ikke fra klostre, men fra kirker. De blev inspireret af en kætterbevægelse, som forstod at tale til folk i et forståeligt sprog. Dette var noget nyt. Latin havde engang været et levende talt sprog, men det var det ikke længere. Alligevel holdt man stadig gudstjenester på latin.
Kætterbevægelsen, katharerne, forkyndte derimod på folks eget sprog, og derudover gjorde de gode gerninger. Også dominikanerne begyndte nu at forkynde på folks egne sprog.
Franciskanermunkene var lægbrødre, altså ikke teologer, som ville efterligne Kristi liv. Kristus levede i fattigdom, og det ville de også. De måtte intet eje, men skulle rejse rundt og forkynde evangeliet, og de skulle leve af det, de fik foræret.
I længden førte det til konflikt med paven. Kirken var rig, og paven kunne ikke acceptere, at franciskanerne forkyndte, at det var forkert at eje noget, for så var størstedelen af kirken forkert på den.
Kirken begyndte som en undergrundskirke, der gav håb til samfundets laveste, men den har i høj grad udviklet sig til en magtfuld institution, infiltreret af adel og fyrster, som styrer bønderne med hård hånd. Menigmand har ikke adgang til de bibelske skrifter.
Man er indviklet i et system af syndsbekendelse og bod, som synderen bliver pålagt. Boden kan bestå i bønner eller i gaver til kirken. Man håber på frelse, men vejen dertil er lang og vanskelig. Efter døden kan man se frem til skærsilden, hvor sjælen yderligere må lutres, før man kan gøre sig håb om den endelige frelse.
Det er dog ikke alle, der bifalder denne udvikling, og reformbestræbelser spores både blandt paver, præster, munke og lægfolk.
