Efterskole-elever løb for de andres liv

Det handlede om næstekærlighed og motion, da eleverne på Skovbo Efterskole løb sig til trætte ben og en god samvittighed til skolens årlige sponsorløb. Med god energi, kastede eleverne sig ud i opgaven om at gøre dagen til en festlig begivenhed. Sammenlagt blev næsten 60.000 kr. samlet ind til fattige børn og kvinder i Nepal og Indien.Det var med henblik på ordende: ”Livet bliver godt, når du husker at der er en verden uden for dig selv,” at eleverne på Skovbo Efterskole med iver søgte efter organisationer at støtte til dette arrangement.

Til dette års sponsorløb blev der indsamlet i alt 58.518 kr. Sidste år var det ca. 26.000 kr., så det var lidt af en forbedring. Eleverne løb sammenlagt 1216,5 km. Det svarer til, at eleverne var løbet fra Danmark til Paris!

Skolens 10. klasse, der stod for planlægningen, ville sikre sig at pengene blev givet godt ud, til organisationer de vidste kunne redde liv og fortabte sjæle i nød.
Eleverne valgte at sponsorere foreningen Mercy Outreach med 30% af pengene, da skolen også støttede dem til sidste års sponsorløb. De resterende 70% gik til foreningen RAJ.
Mercy Outrach hjælper gadebørn i Nepal med at få et bedre liv og en ny chance gennem et drengehjem. De hjælper børnene med afvænning af limsnifning, og lærer dem om Gud og Jesus.
RAJ har lavet en skole for fattige og udsatte børn i Indien. Samtidig hjælper RAJ udstødte og udsatte kvinder som har mistet modet. De lærer dem en færdighed og hjælper dem med at klare sig videre i livet.

Betydning for eleverne

Hver af Skovbo´s elever skaffede individuelle sponsorer, der gav et bestemt beløb alt efter, hvor mange kilometer eleven løb. De unge synes det var sjovt at bruge deres formiddag på den måde. Mange har sagt efterfølgende, at de synes det er en super god ide at afholde sponsorløb, og at det er et super hyggeligt arrangement.
Eleverne på Skovbo Efterskole gjorde et stort stykke arbejde og gik virkelig op i det. Der var mange der overraskede ved at løbe ekstra langt, eller havde skaffet ekstra mange sponsorer. Det viser at det virkelig betyder noget for eleverne at hjælpe andre.
Skolen arbejder for at eleverne skal huske på, at der er en verden uden for dem selv. Gennem projekter som dette, lærer eleverne hver især hvad det betyder selv at tage ansvar og give et bidrag for fællesskabet. De forstår at der virkelig er folk i andre lande som har brug for deres støtte, og hvor lidt der skal til fra én af dem, til at redde et liv et andet sted i verden. Når 108 elever arbejder sammen og hver især kæmper og løber for livet (af de her mennesker), hjælper man tilsammen en hel masse liv.

Teaterkoncert

Skovbo Efterskoles teaterkoncert i år omhandler også tanken om, at der er mere end os selv. Forestillingen sætter fokus på, at mennesket ikke er i centrum, men at der er ”noget” derude, der er større end os selv. Forestillingen tager udgangspunkt i den danske teolog og filosof K. E. Løgstrups tanker om, at mennesket grundlæggende er et fællesskabsindivid, som gerne vil relationer.
– I stykket har vi iklædt Løgstrups spontane livsytringer i moderne versioner: glæde, barmhjertighed, fred, godhed, tro, håb og kærlighed. I forestillingen leder vi efter dette spontane gode, som er i de menneskelige relationer og efter sandheden om Gud. Jagten på dette opleves som en ”rejse” med drama, humor, spænding, godt skuespil og ikke mindst fantastisk musik, udtaler Skovbo efterskole. Koncerten har premiere d. 11. januar kl. 19.
Af Rikke Sekkelund, 10. klasseselev, Skovbo Efterskole