Kampagne berørte både guvernøren og de fattige

(Læsetid: 10 minutter)

Over 1500 omvendte og snesevis af mirakler på Udfordringens kampagne med Per Hyldgaard i Cameroun.Over 1500 mennesker tog imod Jesus under fire dages ”dansk” kampagne i byen Garoua, heriblandt også muslimer, og snesesvis blev guddommeligt helbredt.De kristne i byen har oplevet en ny enhed og begejstring for evangeliet på tværs af kirkeskel – og på trods af kirkepolitiske magtkampe.
En muslim vovede sig første aften hen i for at høre prædikanten. Han oplevede selv en helbredelse under forbønnen for de syge. Næste aften mødte han op igen – med hele sin familie.

Radio fra alle aftner

De muslimer, som ikke vovede sig hen til den kristne kampagne, kunne i ugens løb lytte til daglige tinelange optagelser fra møderne på den mest aflyttede radio i byen.
På denne radio Salaman blev Per Hyldgaard den næstsidste dag interviewet, og lytterne blev opfordret til at ringe eller sms’e, hvis de ønskede forbøn. Gennem en time væltede det ind med bedeønsker, og dette fortsatte også efter udsendelsen.
Udover radio Salaman vil flere radioer i andre byer nu udsende Per Hyldgaards forkyndelse i deres områder. Den største af radiostationerne, Sawtu Linjiila, hvor jeg selv har arbejdet i tre år, kom med lydudstyr 400 km derfra og sørgede for en perfekt lyd. Det er ikke nogen selvfølge i Afrika.

På første hånd

Vi har tidligere fortalt om Per Hyldgaard fra Gospel Outreach og hans store kristne kampagner overalt i verden.

Per Hyldgaard talte hver aften til et stigende antal mennesker, efterhånden som helbredelserne blev kendt. Mange var ikke-kristne.

Men kampagnen med Per Hyldgaard i Cameroun var den første kampagne, der var planlagt i samarbejde med Udfordringens radiomission. Erfaringerne var så gode, at vi planlægger at gennemføre flere kampagner i andre byer i Cameroun, Centralafrika og Tchad.
Det var også den første kampagne, hvor jeg selv deltog, så jeg kan fortælle på første hånd, hvad der faktisk skete. Det var en stor og opmuntrende oplevelse. Meget lærerig. Både for os og for de lokale kristne, som trak det store læs.

Fire fantastiske dage

Vi havde sammen med afrikanske kristne fra forskellige kirker i storbyen Garoua planlagt fire aftner, hvor Per Hyldgaard skulle prædike udendørs. Som vi har fortalt i Udfordringen, bruges Hyldgaard efterhånden overalt i verden som prædikant ved store kampagner. Også i muslimske lande. Alle steder sker der mange omvendelser og helbredelser. Det tiltrækker folk fra andre religioner og kristne, som har mistet troen.

Ikke siden Bonnke

I storbyen Garoua havde der ikke været en sådan kampagne, siden Reinhard Bonnke i 1998 prædikede her. Det havde været en stor oplevelse for de kristne, som deltog, og nu følte komiteen, at der var brug for et nyt fremstød, som kunne forene de kristne og skabe gennembrud for evangeliet i denne muslimske storby.
Under landets første præsident, der var muslim, var der seriøse planer om at flytte hovedstaden til Garoua. Men premierministeren, som kommer fra den sydlige, kristne del af landet, tog magten ved et kup for tredive år siden. Muslimerne udgør kun en tredjedel, men var på det tidspunkt ved at sætte sig på magten.

Blandt de mange helbredte var denne døvstumme dreng på 18 år, som havde været døv siden han fik menigitis som 5-årig. Her fortæller han – delvis ved hjælp af sin døvelærer – hvad der er sket. Næste aften dansede han til musikken, som han ikke tidligere havde kunnet høre.

Siden er bl.a. den lutherske brødrekirke kommet til at stå stærkt i byen. Men efter at næsten alle missionærer er rejst hjem, er de traditionelle missionskirker ved at miste taget. Og det er i dag i de nye, afrikanske kirker – som ofte er karismatiske – at der er mest liv og interesse for mission blandt de unåede.
21 af disse kirker og missionsorganisationer stod bag kampagnen.

Mit andet hjem

Personligt har jeg besøgt Garoua hvert eneste år siden min familie i 1996-99 var missionærer i Cameroun. Efter missionærtiden for Sudanmissionen havde jeg indtil 2006 et konsulent-arbejde for Det Lutherske Verdensforbund, hvor jeg skulle opmuntre til radio og mediearbejde. Efter denne tid fortsatte jeg arbejdet, men nu under Udfordringens paraply. Og det er især i denne sidste periode, at det er lykkedes at få flere radiostationer og studier i gang. Jeg kender derfor mange af de kristne i byen og vidste, hvem der ville arbejde seriøst – og hvem der ikke ville.

Tigge-mentalitet
måtte brydes

I første omgang havde vi lagt kampagnen i en anden storby. Her viste det sig imidlertid hurtigt, at flere i komiteen troede, at vi var en pengemaskine, som de kunne malke.
Derfor sendte de et budget på over en halv million kroner, hvoraf de selv kun mente at kunne indsamle ca. 10.000 kr. Pengene skulle bruges til alt fra aflønning af lovsangskoret til transport og bespisning. Det var tydeligt, at de lokale ikke selv tog ansvar, men betragtede sig som ”ansatte”.
Vi måtte fortælle dem, at vi nok skulle dække alle vores egne udgifter og også gerne hjælpe dem med nogle af deres. Men principielt var det deres kampagne, som de måtte arrangere.
Vi valgte derfor at flytte kampagnen til Garoua, som ligger ca. 300 km syd for Maroua. Her var der en anden indstilling. Det lykkedes også at få opbakning fra både gruppen af protestantiske kirker (de gamle missionskirker) og gruppen af pinsekirker (en fælles titel for de mange nye afrikanske kirker). Det kom der derfor til at stå på de 2000 plakater og 5000 løbesedler, som blev foredelt i byen. Vi fandt senere ud af, at det var alt for få til at dække en by på en halv million.

Lunkne kristne

Der var også mange andre vanskeligheder. Grundlæggende var problemet nok, at de kristne generelt var blevet lunkne og ikke længere var så optaget af at nå deres medmennesker. Specielt ikke muslimerne, som man betragter som fjender.
Mens det andre steder er de lokale kirker, der henvender sig til Per Hyldgaard om at komme på besøg, var det her nok mest mig og nogle få lokale ildsjæle, som forsøgte at få kirkerne med på en kampagne, som vi vidste ville give dem nyt liv og mange nye medlemmer. Og Per Hyldgaard var indstillet på, at dette var et pilotprojekt, som kunne bane vejen for andre projekter.

Uventet modstand

Men når man vil gennemføre en kristen kampagne i en muslimsk højborg skal man være forberedt på modstand. Det var jeg klar over. Jeg havde forestillet mig, at muslimer, myndigheder og okkulte åndemanere kunne skabe problemer. Jeg havde imidlertid ikke forestillet mig, at modstanden og besværlighederne ville komme fra kristen side.
Modstanden kom imidlertid ikke fra muslimerne eller myndighederne. Under besøget var Per Hyldgaard således i audiens hos den muslimske guvernør, som bød os velkommen, og Per Hyldgaard fik endda mulighed for at velsigne byen og guvernøren gennem bøn.
Men kort før kampagnen skulle foregå, trak den lutherske kirkepræsident pludselig sin kirke ud. Komiteen havde ellers tilbudt ham dagen før, at han kunne få en af de fornemme pladser og byde velkommen til byen.
Men personlige modsætninger og jalousi førte til, at kirkepræsidenten ikke blot trak sin egen store kirke ud, men også fik overtalt de protestantiske kirkers råd til at trække sig.

Gideons hær

Tilbage var nu kun de frie kirker, som ofte er meget små, samt en hel del folk fra den lutherske kirke, som ikke ville gå glip af kampagnen på grund af præsidentens personlige forhold. Således var en af tolkene den tidligere generalsekretær i kirken.
Selv om arrangørerne nu var få og svage, besluttede de at køre videre, hvis Per fortsat ville komme. Og det ville han heldigvis. Og kampagnen blev en stor succes.
– Vi oplever ofte, at der er en kirkeleder, som sætter sig på tværs, fortalte Per Hyldgaard. – Men efter kampagnen er alle som regel enige om, at det har været positivt.

Hjælp fra læserne

Så både antallet af rådgivere og pengene var små. Heldigvis hjalp nogle af Udfordringens læsere med gaver, så afrikanerne kunne betale de mest nødvendige udgifter. Dog måtte de spare, og det gik bl.a. ud over platformen, som kun blev 4 x 6 meter.
Platform faldt sammen
Snedkeren, som havde skruet den sammen havde heller ikke sørget for, at der var lægter på tværs. Vi lagde godt mærke til, at platformen gyngede frem og tilbage, og en af de danske deltagere, Else Bjørnholt, Århus, gjorde også opmærksom på, at der manglede lægter på tværs. Alle var vinkelrette.
Da vi sidste aften skulle have mange mennesker op på platformen for at fortælle om de helbredelser, de havde oplevet, gav platformen pludselig efter og brasede sammen, så støvet stod op omkring den. Per Hyldgaard og tolkene stod stadig med mikrofonerne på platformen, men var nu nede i jordhøjde. Et par trommer gik i stykker og forskellige stativer. Og Elise, som stod på platformen og noterede oplysninger om de helbredte ned, fik en hudafskrabing på halsen. Men heldigvis kom ingen alvorligt til skade. Da alle var kommet sig over choket, råbte folk halleluja. Den ene tolk var så optaget af miraklerne, at han sagde til Per:
Nå, skal vi fortsætte?
Men Per valgte at slutte aftnen af, og vi kørte bort fra stedet.

Frugterne var gode

De afrikanske kristne, som jeg talte med under og efter kampagnen, hæftede sig ved, at ”frugterne” var gode. Selvom der kom langt færre til aftenmøderne end forudset på grund af de protestantiske kirkers boykot, gik en stor del frem til forbøn.
Det gjalt især, når Per Hyldgaard hver aften sluttede sin prædiken af med at opfordre tilhørerne til at give deres liv til Jesus og få tilgivelse for deres synder. Flere hundrede gav hver aften deres liv til Jesus. I alt blev der optalt godt 1500 svarkort, hvor nyfrelste havde givet deres adresse eller telefonnummer, så kirkerne kan følge op. Hertil kommer alle de, der ikke lod sig registrere, eller som omvendte sig hjemme foran radioen.
Hver aften spurgte Per Hyldgaard, om alle var klar over, hvorfor de stod der. Hvis de var gået frem ved en fejltagelse, kunne de igen gå tilbage. Men kun ganske få gik tilbage.
Herefter bad Per Hyldgaard en bøn, som de fremmødte kunne bede med på. Og herefter talte rådgiverne med hver enkelt. Det tog en del tid, fordi der kun var ca. 40 radgivere, da de andre kirkers rådgivere jo havde trukket sig ud på grund af kirkepræsidenten.
Herefter bad Per Hyldgaard sammen med alle rådgivere for de mennesker, som var syge og ønskede forbøn.
Her var der også hver aften mange, som markerede, at de var blevet helbredt spontant. Per opfordrede dem til at fortælle deres vidnesbyrd på platformen. Selv havde jeg opgaven at udspørge de raske, før de kom op på scenen. Vi ville undgå, at nogen gik derop, som ikke var helbredt. Det var dejligt at snakke med disse mennesker, som før havde været syge og lidt frygteligt i årevis. Og nu var de blevet raske – ved kraften i Jesu navn.

Den sidste aften oplevede jeg selv den fantastiske mirakel-atmosfære af tro og Gudsnærvær. Det har jeg beskrevet i en bagsmæk.
På grund af manglen på forbedere gik jeg i gang med at bede for de nærmeste omkring mig. Og det ene mirakel efter det andet skete. Der var en sådan forventning og tro, at helbredelserne skete så let som ingenting. Gud var virkelig nær.
Og som Per altid sagde, når nogen var helbredt: Hvem har helbredt dig?
Jesus, svarede de helbredte.
Og hele flokken råbte: amen!

Læs også