Venstre sidebanner eksempel

Glasuren på kagen

En kage kan være god i sig selv – men med glasur er den bare bedre.
For en måned siden rejste jeg til Honduras som volontør sammen med syv andre unge med tasken godt pakket og med et ønske om at hjælpe. De første uger var jeg i hovedstaden Tegucigalpa, og det blev hurtigt tydeligt, at Honduras har brug for hjælp. I fem dage boede jeg hos en honduransk familie i et fattigt område kaldet Nueva Suyapa. Her var bruseren en balje med vand, og bønnemos var på menuen tre gange dagligt. Det var en tankevækkende oplevelse og samtidig fedt at mærke deres gæstfrihed.

Den sidste dag i Nueva Suyapa var vi ude at besøge enlige mødre, og opholdet hos familien blev sat i perspektiv. Vi mødte mødre, der boede i huse bygget af papkasser og skrald, og kun få var heldige at have elektricitet. Der var lige plads til en seng og en kommode i deres huse, men også her blev vi mødt med en overvældende gæstfrihed. Efter at have hørt deres livshistorier og set hvilke vilkår, de må leve under, var jeg klar til det børnehjem, jeg længe havde set frem til at være på.

Mødet med børnehjemmet Emmanuel var noget overvældende. Efter at have kørt gennem en lille by, nåede vi porten til det, der mest af alt ligner en lille velfungerende amerikansk landsby. Emmanuel virker som et lille paradis, og i starten var det svært at se, hvordan jeg skulle kunne gøre en forskel. Her kan man drikke vandet fra hanen, tage et varmt bad, og børnene får mindst tre måltider om dagen.

Efter det første møde med børnene var det dog let at se, hvordan man som volontør kan gøre en forskel. Hos de små børn blev jeg mødt med et ”Tia”, der betyder tante, og udstrakte arme, der hurtigt klamrede sig fast. Her kan et enkelt kram gøre en forskel. Mit arbejde består ikke i at få børnehjemmet til at fungere – for det gør det i forvejen. Men jeg får lov til at give børnene lidt ekstra opmærksomhed, gode oplevelser, et kram og et smil. Som volontør er jeg glasuren på kagen. Glasuren er ikke nødvendig, men den gør kagen lidt bedre.

Af Ane Holst Aagaard Madsen
Udsendt som voluntør af Impact