Man kann nicht alles haben!

Syprojekterne hober sig op i mine kurve og på min mand, som (igen i går) præsenterede mig for et uheldigt hul i cowboybukserne.
Bøger, som jeg gerne vil læse, ligger i stabler på mit natbord – og jeg er ellers ikke kendt for ikke at kunne finde tid til den slags. Mad jeg gerne vil lave til min familie, står uge efter uge på min madplan uden at blive lavet. Lækkert børnetøj udveksler bakterier i vasketøjskurven, mens nullermænd holder fest i hjørnerne, hvis de ikke bliver spist af min et-årige datter Julia.
Og jeg ville bare så gerne det hele. Jeg har det færdige design til en sød heldragt til Julia i hovedet – og stoffet i kurven. Jeg er midt i en spændende roman om Jesus, og jeg gad så godt, at mit hjem lignede dem i katalogerne – eller i det mindste bare var nogenlunde rent og opryddet.

Men jeg kan ikke nå det hele. Når hverdagen skal hænge sammen med to fuldtidsarbejdende forældre, noget relativ fornuftig aftensmad og tid til nærvær med vores to skønne børn. Når vi i weekenderne må sove ud på skift efter elendig nattesøvn hele ugen. Så er der ingen vej udenom. Vi bliver nødt til at prioritere.
For nogle år siden sad jeg i et tog på vej hjem fra Tyskland, da jeg lagde mærke til en kvinde omkring de fyrre, som sad med et konstant lille smil på. Jeg faldt i snak med hende – og hun havde et helt normalt liv med op- og nedture, gode og dårlige dage. Men hendes motto var: ”Man kann nicht alles haben”. På godt dansk ”Man kan ikke få det hele”.