Klapjagt på Eritreas kristne

Kristne forfølges i alle landene på Afrikas Horn, både i Eritrea, Etiopien, Djibouti og Somalia, skriver Åbne Døre. Denne artikel har fokus på udviklingen i Eritrea.
Før Eritreas uafhængighed i 1991 var kun de tre traditionelle kirker tilladt. Derpå fulgte nogle gode år, før regeringen igen øgede undertrykkelsen af kirkerne og de kristne fra 1997.

Kristne udgør omkring halvdelen af Eritreas befolkning. Blandt de kristne er næsten 90 procent medlemmer af den ortodokse kirke, cirka syv procent er katolikker og omkring tre procent protestanter.
Eritreas ortodokse kirke opstod i 1930’erne, da græsk-ortodokse missionærer bosatte sig i landet. Kirken fandt hurtigt fodfæste i Eritrea.

Nye kirker i Eritrea

I slutningen af 1930’erne kom den katolske kirke til, i 1940’erne startede svenske missionærer en evangelisk-luthersk kirke, og i 1944 ankom missionærer fra USA, som startede en presbyteriansk.
Faith of Christ-kirken blev kort efter plantet af amerikanske metodistmissionærer. Senere startede Kale-Hiwet- kirken og Full Gospel-kirkerne.
Alle de udenlandske missionærer, som kom til Eritrea, oplevede forskellige former for forfølgelse fra Eritreas koptiske kirke og til en vis grad fra myndighederne. Nogle led endda martyrdøden for evangeliet.

Da kristne kunne ånde frit

Kejser Haile Selassie (1952-1974) ønskede at fremstille Etiopien som en kristen nation overfor resten af verden. Selvom han støttede den koptiske kirke som statskirke, forhindrede han ikke andre kirker i deres religiøse aktiviteter.
Men da Haile Selassie i 1974 blev væltet af det marxistiske Derge-regime, blev de nye kirker lukket.
Før Eritreas uafhængighed i 1991 var alle religiøse grupper, som hverken tilhørte den koptiske kirke, den evangelisk-lutherske kirke, den katolske kirke eller islam, nødt til at arbejde under jorden. De blev fængslet og chikaneret af marxistregeringen.
Efter 1991 fik undergrundskirkerne dog igen deres frihed og kunne fortsætte deres religiøse aktiviteter.

Kirker blev lukket

I 1997 udstedte regeringen et dekret, der påbød registrering af alle religiøse grupper, som ikke tilhørte Eritreas ortodokse kirke, den evangelisk-lutherske kirke, den katolske kirke eller islam.
Både den presbyterianske kirke, metodistkirken, syvendedags-adventisterne og Baha’i-sekten har ansøgt om registrering uden at få den. Embedsmænd forklarer denne nølen med, at regeringen ligger i krig med Etiopien og derfor ikke kan prioritere arbejdet med registreringen lige nu.

Uønsket koptisk vækkelse

I 2001 startede unge koptiske kristne et søndagsskolearbejde og oplevede der en åndelig vækkelse. Det fandt både den koptiske kirke og regeringen problematisk, fordi de af forskellige årsager ønskede at bevare den koptiske kirkes statskirke-status.
Derfor angreb medlemmer af blandt andet den koptiske kirke i 2001 de steder i Asmara, hvor en gruppe fra ungdomsbevægelsen holdt til. De ødelagde nogle bygninger, der blev brugt til søndagsskole, og brændte mere end 5.000 bibler, der tilhørte lederne af ungdomsbevægelsen.
Det var det første signal om, hvordan det fremover skulle gå kirken i Eritrea.

Fængslinger og tortur

Eritreas regering lukkede de nye kirker i maj 2002. Det berørte de kirker, der ikke var godkendt eller havde søgt registrering hos Ministeriet for Religiøse Anliggender i 1997.
Siden da har regeringen gentagne gange nægtet at registrere de kirker, der har søgt officiel anerkendelse i henhold til dekretet fra 1997.
Da kirkegængerne nu var nødt til at afholde møder i private hjem, begyndte myndighederne at gå efter husmøderne. Mange blev arresteret og tortureret, fordi de fortsat insisterede på at mødes til gudstjenester.
Både mænd og kvinder er døde på grund af den hårde behandling i fængslet. Som religiøse fanger bliver de nemlig nægtet lægebehandling.
Kristne i Eritrea har ikke lov til at mødes til gudstjenester, udgive kristne bøger og tidsskrifter, producere kristen musik eller uddele bibler og kristne materialer. De må ikke dele deres kristne tro med andre i Eritrea, hverken på arbejde, i skole eller i militære lejre. Ellers kan de ende i fængsel.

Pres mod godkendte kirker

Udover presset fra regeringen, er der også et internt pres mod de kristne i Eritrea. Det rammer især de karismatiske grupper og pinsemenighederne, hvoraf mange kommer fra den ortodokse tradition.
Men selv om forfølgelsen især rammer uregistrerede kirker, er det ikke kun disse grupper, det er gået ud over. Selv de godkendte og forhandlingsvillige kirker er blevet pålagt begrænsninger og oplever indgreb i deres interne anliggender.
For eksempel er den ortodokse kirkes øverste leder blevet fritaget for sit hverv og sat i husarrest. Nogle præster fra de godkendte kirker er blevet fængslet, og andre er blevet tvunget til at standse deres missionerende og sociale arbejde.
I maj 2013 vurderes det, at op imod 1.200 kristne fra Eritreas undergrundskirker er i fængsel. 100 præster er fortsat fængslet, og 12 fremtrædende kirkeledere har tilbragt næsten ti år i fængsel.

Regeringens mistro

Kirken i Eritrea føler sig i høj grad misforstået af regeringen. Som kristne ønsker de at være gode borgere, der bidrager positivt til samfundet.
Men regeringen opfatter de kristne som agenter for eksterne politiske grupper, der er imod regeringen i Eritrea og ønsker at forstyrre freden og enheden i Eritrea som nation.
Kirken forsikrer, at den er en religiøs organisation uden politiske ambitioner eller dagsordener, der skulle modarbejde Eritreas velfærd. Kirken beder inderligt om en mulighed for at komme i dialog med regeringen for at kunne overbevise den om, at de kristne ønsker at være gode samfundsborgere.
De kristne er overbeviste om, at den forfølgelse, de oplever, ikke alene er et resultat af den manglende registrering.

Forfølgelsens konsekvens

Forfølgelsen af kristne i Eritrea betyder, at troende ikke har frihed til at tilbede Gud. Samtidig frygter kristne at komme i fængsel og blive isoleret fra deres familie og samfundet. Man risikerer også at blive frataget nationale rettigheder, såsom rejsetilladelser, handelslicenser, grund/bolig, osv.
Præster flygter fra landet og får derved ikke mulighed for at uddanne og udruste kirkeledere, og Eritreas kristne forhindres i at arbejde til gavn for landet og hjælpe hinanden i svære tider.
Forfølgelse fører ofte til mistillid og splittelse mellem kirkerne, og så bliver det bare endnu sværere for kirken at forsvare sig mod myndighedernes anklager.
Åbne Døre/Bodil Lanting