Egypten prøver at mægle mellem Israel og Gaza-terrorister

En såkaldt “våbenhvile”, tilvejebragt ved egyptisk mægling, har foreløbig vist sig resultatløs, og mini-krigen mellem Israel og terroristgrupperne Islamisk Jihad og Hamas i Gaza-området fortsætter, mens den israelske civilbefolkning jages skrækslagne i tilflugtsrum.

En Islamisk Jihad-leder, Khaled al-Batsh, siger, at Egypten efter intensive bestræbelser har formidlet en våbenhvileaftale mellem hans organisation og Israel, og at det vil holde inde med beskydningen, hvis Israel gør det samme.

Det israelske militær afviser, at der en sådan aftale, men en talsmand for forsvarsministeriet siger, at han forventer, at kamphandlingerne “snart vil dø hen”.

På jorden mærkes imidlertid endnu intet til en våbenhvile. 17 raketter blev igår afskudt mod Israel fra Gaza-striben. To blev skudt ned af “Iron Dome”-luftforsvarssystemet, og endnu et “Iron Dome”-batteri er nu opstillet nær Ashdod.

Det israelske luftvåben bombede syv mål i Gaza, omfattende en smugleri-tunnel og et kommandocenter.
Luftvåbnet har indkaldt et antal soldater af reserven, hovedsageligt til at bemande “Iron Dome”-batterier.

Hidtil er 68 raketter blev affyret mod Israel, siden fjendtlighederne blussede op i onsdags. Det israelske militær har som gengældelse ramt 38 mål i Gaza-området.

Efter at yderligere 17 raketter ramte Israel torsdag aften, angreb israelske fly mål i Gaza natten til fredag.

Forsvarsminister Moshe Ya’alon siger, at “ro vil blive mødt med ro”, men tilføjer advarende, at “hvis provokationerne fortsætter, vil vi vide, hvordan man kan ramme de, der skal rammes”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han gør såvel Islamisk Jihad som Hamas ansvarlig for raketangrebene.

En Hamas leder i Gaza by, Sami Abu Zuhri, siger, at angrebet på israelske samfund er en selvforsvarshandling og understregede, at en aftale med Israel om at bevare ro ikke betyder overgivelse.

Problemer for Hamas

Støtten til Hamas er gået 29 procent tilbage, og det forlyder, at den islamiske militante bevægelse vil kunne drives fra magten, skriver det amerikanske nyhedsbureau, Associated Press, fra Gaza.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hamas er blevet ramt af den værste økonomiske krise, siden det kom til magten for syv år siden og er konfronteret med voksende utilfredshed, selv blandt nære tilhængere, fordi der ikke er noget tegn på lettelse af blokaden, som er iværksat af Israel og støttes af Egypten, skriver AP.