Indkaldt til krig…

For 100 år siden udbrød 1. verdenskrig. Her er et uddrag af en dagbog skrevet af Jes Nissen, der ligesom andre sønderjyder måtte i krig. Men Salme 91 blev hans hjælp.

Den 1. august 1914 udbrød den 1. verdenskrig. Jeg skulle møde på 7. dagen efter krigens udbrud, men kom med det samme hjem igen, da jeg ikke var helt fri for nyrebetændelse.

Myndighederne og lægerne var betænkelige ved at tage en, der lige havde haft noget med nyrerne, i krigstjeneste. Sådan slap jeg for krigstjeneste frem til året 1915, men omsider kom turen også til mig.
Den 1. juni 1915 skulle jeg møde til krigstjeneste i Slesvig, men den dag, jeg rejste fra hjemmet, var der en god ven, der gav mig et gudsord med på den farefulde vej: Salme 91, som blev mig til stor hjælp og styrke, og da ikke mindst, da jeg kom til fronten.
Jo, den 91. salme af David gik bogstaveligt i opfyldelse for mig, som jeg senere vil berette om.
Nej, det var ikke så rart for min kære kone og mig at tage afsked med hinanden. Måske vi aldrig mere sås på denne jord, og der var også mange ting, der lå mig tungt på hjerte.
Jeg var jo kun ung i troen dengang. Ville jeg nu også få kammerater, som jeg kunne dele det bedste med: Livets ord. Jeg bad min frelser meget derom, og Herren lod det lykkes på den forunderligste måde. Jeg kom sammen med fem troende kammerater på fællesstuen, ja, hvilken nåde Herren beviste mig. Det blev til stor opmuntring for mig at være sammen med gode kammerater, der havde mere erfaring i troslivet end jeg.
Jeg kom senere til Rusland, til Frankrig og til sidst til England, men altid kunne jeg være sammen med troende kammerater.

I lære som soldat

Men nu var jeg så bleven soldat. Og vi, der ikke før havde kendt noget til soldaterlivet, skulle nu lære dette og endog grundigt. Vi forstod jo slet ingenting. Vi forstod ikke engang at stå og gå rigtigt. Tonen blandt vore foresatte var heller ikke rigtig god. Men omsider blev vi vænnet til det – med al den skælden ud, så det rørte os ikke.
Jeg for mit vedkommende havde let ved tjenesten. Jeg var tillige også en god skytte, og det havde jo meget at sige som soldat. Jeg skød ikke så få 12’ere. Ved skydningen var jeg nr. 2 af 300 soldater. Jo, det gik helt godt. Engang fik jeg også lov til at komme på orlov. Det var en stor opmuntring for mig og de kære derhjemme. Og et par gange besøgte også min kone mig, så jeg oplevede mange gode timer i Slesvig som soldat.
Søndagen var altid fridag. Jeg var flere gange til missionsmøde, hvor en missionær talte til os. Som sagt var vi jo flere troende kammerater, og vi havde mange dejlige stunder sammen om livets ord til fælles opbyggelse for os.

Hjem på høstarbejde

Foruden den ene gang, jeg var på orlov, havde de hjemmefra søgt om at få mig hjem til høstarbejde.
Det var en morgen, vi stod parate til morgentjenesten og morgenmarch til Dannevirke, hvor der var en stor eksercer-plads. Det blev mangen en gang en streng tur, de skånede os ikke. Men nu kom skriveren fra kompagnikontoret og nævnte mit navn. Jeg kunne rejse på orlov. Det var vel nok en glædelig tidende for mig.
Jeg var ikke længe om at komme i mit kvarter og få stadstøjet på og så afsted til kontoret og hente mit orlovsbevis.

Snydt af befalingsmand

Men ak – da jeg var på vej, så jeg uheldigvis feldwebelen, og han standsede mig og spurgte, hvor jeg skulle hen. Og jeg sagde, som det var, at jeg skulle på orlov. Så sagde han: Nu kan du gå hen på kontoret og vente der, til jeg kommer. Åh ak, tænkte jeg, den er ikke god, så når jeg ikke toget, så jeg kan komme hjem den dag.
Omsider kom feldwebelen – og jeg havde ventet et par timer. Da sagde han, at min orlov ikke kunne bevilges fra bataljonen. Du kan gå, så hører du nærmere. Jeg var rekrut, og jeg vidste jo ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre ved den sag. For nu var jeg klar over, at feldwebelen løj for mig. Jeg skulle bare have vendt feldwebelen og det hele ryggen og fået lov at tale med kaptajnen, og det kunne han ikke nægte.
Der var en større transport, som skulle til fronten, og der kunne feldwebelen bedre bruge mig end sende mig på orlov, og det var ikke så længe efter, at jeg var på vej til fronten i Rusland. De herrer havde ingen samvittighed.

Danskere holdt tilbage

Nu havde jeg rigtignok været på orlov, men mange soldater, og især soldater fra Nordslesvig, blev for manges vedkommende nægtet orlov, da myndighederne fra deres hjemstavn havde mistanke om, at de på orloven ville tage nordpå. Så mangen en gang var det ganske uberettiget. Mangen nordslesvisk soldat har måttet rejse til fronten uden at have været hjemme.

Farvel til Trine

Men den dag, da jeg skulle af sted til fronten, var min kone i Slesvig for at tage afsked med mig. Det var ikke let for hende og mig.
Jeg ser endnu et ungt ægtepar, hvor var de begge to forsagte og græd. Det havde været meget svært at tage afsked med hinanden. Måske havde manden haft en anelse om, at han ikke kom hjem igen, og det gik sådan! Han var en af de første, der faldt, da vi kom til Rusland.
Men Gud ske lov for mig og min kone blev det ikke denne gang det sidste farvel; om end jeg blev såret og atter engang sendt til fronten og til sidst kom i fangenskab, så kom jeg ved Guds nåde sund og rask hjem til min kone.

På vej til Rusland

Det blev Rusland, jeg allerførst skulle til.
På vejen dertil gjorde toget holdt ved Neustation i Pommern. Der skulle vi indlogeres for natten. Sammen med to kammerater fik jeg kvarter hos en troende enke. Hun fortalte, at hendes mand var død for flere år siden, og hende ældste søn kom straks med i krigen og var i fransk fangenskab – troede hun da.
Hun var en enke, som stolede helt på Herren og havde tillid til ham. Denne Gud, som elsker og tugter os. Hun var forvisset om, at Gud ikke glemte sit barn eller ville dem noget ondt, men også gennem det svære drage os nærmere til sig, og til sidst føre os hjem til sit rige.
Derfor har et Guds barn intet at frygte for, når vi er i den højestes skjul, som slamedigteren siger. Vi vil blive om natten i den almægtiges skygge, og Gud vil give os den kraft, vi trænger til hver eneste dag, om det end ser nok så broget og mørkt ud, og vi tit kan være ved at tabe modet.
Jeg sagde også nogle få ord dertil og stadfæstede det, hun havde sagt. Ja det er sandt, at vor frelser, som har købt os, og som vi er døbt til, vil stå ved vor side, ja, endda bane vej for os, som er i hans følgeskab. Så er vi bevaret, thi den som tror på ham, skal ikke blive til skamme.
Så tog denne troende enke Bibelen og læste for os – den samme salme af David, som var blevet læst for mig, da jeg drog hjemmefra, den 91. salme.
Hvad Herren lover i sit ord, det holder han. Og det har jeg mange gange erfaret i krigen, hvor særlig denne salme af David har været mig til trøst.
For mine kammerater og mig blev det nogle dejlige timer hos denne tillidsfuldt troende enke.
Nu, om nogle få dage, kunne det blive alvor for os. Snart ville vi være ved fronten og snart ville jeg måske, eller min kammerat blive på valpladsen. Vi var jo kun et døgn i byen, så gik det videre til den russiske grænse. Så kunne der ikke køres videre, nu skulle vi gå det sidste stykke til fronten. Men det blev en drøj tur. Der var vel 200 km, inden vi nåede til regimentet, vi skulle til. Jeg har tit tænkt på bagefter, mon den stille fredfyldte enke fik sin bøn opfyldt? At hun fik sin søn hjem igen. Jeg ville ønske dette.

Efterord:

Jes oplevede i Rusland brændte landsbyer og mange døde, mens han vandrede hundreder af kilometer i frost.
Han blev senere sendt til vestfronten i Belgien og Frankrig, hvor han lå i skyttegrave i flere år, mens rotter spredte pest og sygdomme.
Men han holdt fast i sit løfte fra Salme 91 om, at selv pest ikke skulle ramme ham.
En nat, da de skulle rykke frem fra en skyttegrav, blev hans kammerater dræbt, og selv fik han en kugle gennem halsen. Mirakuløst røg den lige igennem med kun få milimeter til ryghvirvel og halspulsåre. Han kom frelst hjem med en fornyet tro og en taknemlig indstilling til Gud for livet.

Salme 91 i 1871-oversættelse

1 Een, som bor i den Højestes Skjul, Almægtiges Skygge.
2 Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig. 3 Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest. 4 Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser. 5 Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som flyver om Dagen, 6for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen. 7 Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig.
8 Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige. 9 Thi du, Herre! er min Tillid; den Højeste har du gjort til din Bolig. 10 Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt: 11Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. 12De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. 13paa Løve og Øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen.
14 Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn. 15 Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham. 16 Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse.”